Aftale om sort arbejde holdt ikke i Højesteret
Højesteret har netop afgjort, at en aftale om sort arbejde, som var indgået mellem en entreprenør og en bygherre, var ugyldig, fordi den stred mod lov og ærbarhed. Entreprenørens konkursbo kunne derfor ikke gøre aftalen gældende ved domstolene, og bygherren blev frifundet for konkursboets krav om en del af entreprisesummen.
En entreprenør skulle forestå en ombygning af en bygherres hus. Parterne aftalte, at en del af entreprisesummen skulle betales kontant, mens den resterende del skulle betales uden at komme til det offentliges kendskab, det vil sige som sort arbejde.
Da ombygningen var færdig, blev parterne uenige om betalingen af den resterende entreprisesum. Entreprenøren gik imidlertid konkurs, og det var derfor konkursboet, der lagde sag an mod bygherren med krav om betaling af restbeløbet.
Bygherren afviste kravet. Under sagen lagde han blandt andet vægt på, at aftalen ikke burde kunne opretholdes, fordi en del af entreprisesummen skulle betales uden tillæg af moms, hvorfor aftalen var i strid med retsprincippet om lov og ærbarhed. Konkursboet benægtede, at der var aftalt sort arbejde.
Byretten gav konkursboet medhold i kravet mod bygherren, fordi der ikke var bevis for, at der var aftalt sort arbejde. Bygherren ankede afgørelsen til landsretten.
Landsretten mente i modsætning til byretten, at der var bevis for, at der var indgået aftale om sort udarbejde. Landsretten fandt derfor, at aftalen stred mod lov og ærbarhed. Landsretten ophævede byrettens dom og afviste, at sagen kunne behandles ved domstolene. Konkursboet indbragte herefter sagen for Højesteret.
Højesteret: Aftalen var ugyldig
Højesteret fandt ikke, at der var grundlag for at afvise sagen, da den vedrørte et betalingskrav.
Højesteret var enig med Landsretten i, at det kunne bevises, at der var indgået aftale om sort arbejde, og at aftalen derfor stred mod lov og ærbarhed. Højesteret bemærkede, at en aftale strider mod lov og ærbarhed, når aftalen krænker tredjemands eller en samfundsmæssig interesse, også selvom ingen af parterne ønsker at få aftalen tilsidesat.
Højesteret mente derfor, at parternes aftale var ugyldig, og konkursboet havde dermed ikke noget krav mod bygherren, selvom arbejdet var udført.
Det havde ikke betydning, at konkursboet havde gjort gældende over for Højesteret, at bygherrens ombygning ville være uberettiget, hvis konkursboet ikke fik betaling for den resterende entreprisesum.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at man som aftalepart ikke kan støtte ret på en aftale om sort arbejde ved domstolene. I denne sag kunne entreprenørens konkursbo derfor ikke kræve restvederlaget betalt af bygherren, selvom hele entreprisen var udført.
En nem måde at undgå diskussioner om, hvorvidt der er aftalt sort arbejde, er naturligvis at indgå en klar skriftlig aftale, samt at der alene sker betaling efter udstedelse af bogførte fakturaer.
[Højesterets dom af 20. maj 2014, sag 249/2012]
En entreprenør skulle forestå en ombygning af en bygherres hus. Parterne aftalte, at en del af entreprisesummen skulle betales kontant, mens den resterende del skulle betales uden at komme til det offentliges kendskab, det vil sige som sort arbejde.
Da ombygningen var færdig, blev parterne uenige om betalingen af den resterende entreprisesum. Entreprenøren gik imidlertid konkurs, og det var derfor konkursboet, der lagde sag an mod bygherren med krav om betaling af restbeløbet.
Bygherren afviste kravet. Under sagen lagde han blandt andet vægt på, at aftalen ikke burde kunne opretholdes, fordi en del af entreprisesummen skulle betales uden tillæg af moms, hvorfor aftalen var i strid med retsprincippet om lov og ærbarhed. Konkursboet benægtede, at der var aftalt sort arbejde.
Byretten gav konkursboet medhold i kravet mod bygherren, fordi der ikke var bevis for, at der var aftalt sort arbejde. Bygherren ankede afgørelsen til landsretten.
Landsretten mente i modsætning til byretten, at der var bevis for, at der var indgået aftale om sort udarbejde. Landsretten fandt derfor, at aftalen stred mod lov og ærbarhed. Landsretten ophævede byrettens dom og afviste, at sagen kunne behandles ved domstolene. Konkursboet indbragte herefter sagen for Højesteret.
Højesteret: Aftalen var ugyldig
Højesteret fandt ikke, at der var grundlag for at afvise sagen, da den vedrørte et betalingskrav.
Højesteret var enig med Landsretten i, at det kunne bevises, at der var indgået aftale om sort arbejde, og at aftalen derfor stred mod lov og ærbarhed. Højesteret bemærkede, at en aftale strider mod lov og ærbarhed, når aftalen krænker tredjemands eller en samfundsmæssig interesse, også selvom ingen af parterne ønsker at få aftalen tilsidesat.
Højesteret mente derfor, at parternes aftale var ugyldig, og konkursboet havde dermed ikke noget krav mod bygherren, selvom arbejdet var udført.
Det havde ikke betydning, at konkursboet havde gjort gældende over for Højesteret, at bygherrens ombygning ville være uberettiget, hvis konkursboet ikke fik betaling for den resterende entreprisesum.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at man som aftalepart ikke kan støtte ret på en aftale om sort arbejde ved domstolene. I denne sag kunne entreprenørens konkursbo derfor ikke kræve restvederlaget betalt af bygherren, selvom hele entreprisen var udført.
En nem måde at undgå diskussioner om, hvorvidt der er aftalt sort arbejde, er naturligvis at indgå en klar skriftlig aftale, samt at der alene sker betaling efter udstedelse af bogførte fakturaer.
[Højesterets dom af 20. maj 2014, sag 249/2012]
Modtag vores nyhedsbrev
