Bygherres krav var ikke begrænset af klausul mellem rådgiver og underrådgiver
Voldgiftsretten har afgjort, at en bygherre havde direkte erstatningskrav mod en underrådgiver, selvom de ikke var aftaleparter. Samtidig var bygherren ikke bundet af den ansvarsbegrænsning, som underrådgiveren havde aftalt med sin aftalepart.
En bygherre skulle opføre et større byggeri og indgik derfor en aftale med en totalrådgiver og en storentreprenør. Storentreprenøren og bygherren aftalte, at bygherren selv skulle stå for projektering af det såkaldte bobledæk. Bygherren antog derfor en projekterende rådgiver til at stå for opgaven.
Bygherren og den projekterende rådgiver aftalte, at den projekterende rådgivers arbejde skulle kontrolleres af en anden rådgiver. Den projekterende rådgiver indgik derfor aftale med en underrådgiver.
Ansvar for mangelfuldt arbejde
Senere viste det sig, at der var alvorlige mangler ved den projekterende rådgivers arbejde, og at underrådgiverens kontrol af den projekterende rådgivers arbejde var mangelfuldt. Bygherren lagde derfor sag an mod blandt andet de to rådgivere.
Bygherren og den projekterende rådgiver havde aftalt en ansvarsbegrænsning på en million kroner, og mellem de to rådgivere var der aftalt en ansvarsbegrænsning på 80.000 kr.
Et væsentligt spørgsmål var, om bygherren kunne gøre et krav gældende direkte mod underrådgiveren, selvom de ikke var aftaleparter, og om bygherren i så fald var bundet af ansvarsbegrænsningen mellem underrådgiveren og den projekterende rådgiver.
Voldgiftsretten: Underrådgiveren var direkte erstatningsansvarlig over for bygherren
Bygherren og underrådgiveren var ikke aftaleparter. Der var derfor ikke grundlag for erstatning i medfør af kontrakt.
Voldgiftsretten mente imidlertid, at underrådgiverens fejl havde en sådan karakter, at underrådgiveren var erstatningsansvarlig efter de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt.
Voldgiftsretten bemærkede, at et direkte erstatningsansvar over for tredjemand ikke er begrænset af ansvarsbegrænsninger i den aftale, der er grundlag for den erstatningsansvarliges udførelse af opgaven. Bygherren var derfor ikke bundet af ansvarsbegrænsningen på 80.000 kroner mellem den projekterende rådgiver og underrådgiveren.
IUNO mener
Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaleparter alene kan holde hinanden ansvarlige efter kontraktens bestemmelser. Dette udgangspunkt fraviges dog, når en person handler særligt uforsvarligt. I så fald kan der rejses et direkte erstatningskrav efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
I den konkrete sag var manglerne ved underrådgiverens arbejde så alvorlige, at bygherren havde et direkte krav mod underrådgiveren. Kravet var ikke begrænset af ansvarsbegrænsningen mellem de to rådgivere.
Sagen viser dermed, at en ansvarsbegrænsning mellem to aftaleparter ikke kan gøres gældende, når der er tale om et direkte erstatningskrav fra tredjemand efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
[Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomheds dom af 13. januar 2014, C-12046]
En bygherre skulle opføre et større byggeri og indgik derfor en aftale med en totalrådgiver og en storentreprenør. Storentreprenøren og bygherren aftalte, at bygherren selv skulle stå for projektering af det såkaldte bobledæk. Bygherren antog derfor en projekterende rådgiver til at stå for opgaven.
Bygherren og den projekterende rådgiver aftalte, at den projekterende rådgivers arbejde skulle kontrolleres af en anden rådgiver. Den projekterende rådgiver indgik derfor aftale med en underrådgiver.
Ansvar for mangelfuldt arbejde
Senere viste det sig, at der var alvorlige mangler ved den projekterende rådgivers arbejde, og at underrådgiverens kontrol af den projekterende rådgivers arbejde var mangelfuldt. Bygherren lagde derfor sag an mod blandt andet de to rådgivere.
Bygherren og den projekterende rådgiver havde aftalt en ansvarsbegrænsning på en million kroner, og mellem de to rådgivere var der aftalt en ansvarsbegrænsning på 80.000 kr.
Et væsentligt spørgsmål var, om bygherren kunne gøre et krav gældende direkte mod underrådgiveren, selvom de ikke var aftaleparter, og om bygherren i så fald var bundet af ansvarsbegrænsningen mellem underrådgiveren og den projekterende rådgiver.
Voldgiftsretten: Underrådgiveren var direkte erstatningsansvarlig over for bygherren
Bygherren og underrådgiveren var ikke aftaleparter. Der var derfor ikke grundlag for erstatning i medfør af kontrakt.
Voldgiftsretten mente imidlertid, at underrådgiverens fejl havde en sådan karakter, at underrådgiveren var erstatningsansvarlig efter de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt.
Voldgiftsretten bemærkede, at et direkte erstatningsansvar over for tredjemand ikke er begrænset af ansvarsbegrænsninger i den aftale, der er grundlag for den erstatningsansvarliges udførelse af opgaven. Bygherren var derfor ikke bundet af ansvarsbegrænsningen på 80.000 kroner mellem den projekterende rådgiver og underrådgiveren.
IUNO mener
Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaleparter alene kan holde hinanden ansvarlige efter kontraktens bestemmelser. Dette udgangspunkt fraviges dog, når en person handler særligt uforsvarligt. I så fald kan der rejses et direkte erstatningskrav efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
I den konkrete sag var manglerne ved underrådgiverens arbejde så alvorlige, at bygherren havde et direkte krav mod underrådgiveren. Kravet var ikke begrænset af ansvarsbegrænsningen mellem de to rådgivere.
Sagen viser dermed, at en ansvarsbegrænsning mellem to aftaleparter ikke kan gøres gældende, når der er tale om et direkte erstatningskrav fra tredjemand efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.
[Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomheds dom af 13. januar 2014, C-12046]
Modtag vores nyhedsbrev
