Direktør var ikke erstatningsansvarlig for sine fejl

Et rederi ejet af det grønlandske selvstyre blev i 2005 privatiseret og kunne ikke længere modtage offentligt tilskud. En af direktørens opgaver var derfor at søge nye indtjeningsmuligheder for selskabet.

Før privatiseringen var rederiets hovedaktivitet passagertrafik i Sydgrønland, men for at sikre en kommerciel drift ønskede direktøren at udchartre to skibe til krydstogtsejlads i eksempelvis Antarktis og Amazonas. På den måde kunne man sikre, at skibene var i drift hele året.

Direktøren gik i dialog med et amerikansk rejseselskab om en mulig charteraftale om de to skibe. Det var dog en forudsætning for rejseselskabet, at skibene blev ombygget for cirka 18 millioner kroner per skib.  

Inden ombygningen blev iværksat, holdt direktøren et møde med Søfartsstyrelsen, hvor Søfartsstyrelsen angiveligt gav en mundtlig tilkendegivelse om, at rederiet kunne få den fornødne søfartstilladelse efter ombygningen. Selvom direktøren ikke havde fået en officiel eller skriftlig bekræftelse, blev ombygningen sat i gang.

Det viste sig dog, at søfartstilladelsen skabte problemer; blandt andet fordi rederiet ikke indsendte den dokumentation, som Søfartsstyrelsen bad om.

Bestyrelsen godkendte ombygning

Direktøren orienterede bestyrelsen om sin overordnede plan for rederiet, og på et bestyrelsesmøde fik direktøren godkendelse til at indgå kontrakt med rejseselskabet.

Direktøren drøftede dog aldrig problemerne vedrørende søfartstilladelsen med bestyrelsen.

Rederiet havde også problemer med svigtende billetsalg, men der var enighed om, at dette ikke var direktørens skyld. Selskabet påstod dog, at direktøren manglede kontrol med selskabets budgetter, og at direktøren havde forsømt sin pligt til at holde bestyrelsen orienteret om selskabets økonomi.

Direktøren måtte forlade sin stilling

Det blev derfor aftalt mellem parterne, at direktøren skulle forlade sin stilling i rederiet. Herefter igangsatte bestyrelsen sammen med rederiets nye direktør forskellige tiltag, som skulle få rederiet tilbage på rette kurs. Det lykkedes dog ikke den nye direktør at indsende den nødvendige dokumentation til Søfartsstyrelsen, og det amerikanske rejseselskab truede med erstatningskrav. For at mindske risikoen for et erstatningskrav valgte bestyrelsen at sælge skibet. Salget sket dog til en værdi, som ifølge bestyrelsen var alt for lav, fordi man manglede en søfartstilladelse.

Rederiet anlagde herefter sag mod den tidligere direktør, fordi man mente, at direktørens fejl havde kostet selskabet 9,2 millioner kroner i mistede indtægter og i skibets mistede markedsværdi.

Højesteret frifandt direktøren

Højesteret mente, at direktørens beslutning om at ombygge skibene var truffet ud fra konkrete og saglige forretningsmæssige overvejelser og undersøgelser, og at den mundtlige tilkendegivelse fra Søfartsstyrelsen gav et tilstrækkeligt grundlag til at træffe beslutningen.

Højesteret mente samtidig ikke, at direktøren skulle bøde for selskabets tab, selvom direktøren burde have indsendt dokumentation til Søfartsstyrelsen. Årsagen var, at den nye direktør og bestyrelsen havde haft tid til og mulighed for selv at indhente og indsende dokumentationen til styrelsen.

Endeligt konkluderede Højesteret, at de øvrige forhold – her i blandt manglende budgetkorrektion og manglende orientering af bestyrelsen – måske havde været ansvarspådragende, men at det ikke var bevist, at selskabet reelt havde lidt et tab som følge af forholdene.

 Direktøren blev derfor frifundet for alle forhold, selvom hans adfærd til en vis grad havde været kritisabel.

IUNO mener

I dansk ret er direktører underlagt selskabslovgivningens særlige regler om ledelsesansvar. Det betyder, at en direktør, som handler i strid med selskabets interesser, eller som forsømmer sine forpligtelser, kan blive ansvarlig over for selskabet eller selskabets leverandører, samarbejdspartnere, kreditorer m.fl.

Højesterets dom illustrerer dog, at en direktør ikke er erstatningsansvarlig, blot fordi han tager en risikabel beslutning, som efterfølgende viser sig at være forkert. En sådan retsstilling ville heller ikke være hensigtsmæssig, fordi risikable beslutninger og satsninger kan være en del af god forretningsførelse. Det kræves blot, at ledelsen træffer sine beslutninger ud fra forretningsmæssige overvejelser og på et oplyst grundlag. Højesteret kom i denne dom frem til, at direktøren havde foretaget de nødvendige undersøgelser, før han traf beslutningen om ombygningen af skibene.

Samtidig viser dommen, at en direktør – selvom han har udvist ansvarspådragende adfærd – ikke nødvendigvis er erstatningsansvarlig. Hvis en direktør skal pålægges et erstatningsansvar, skal den ansvarspådragende adfærd have resulteret i et tab for selskabet. I denne sag var det ikke godtgjort, at selskabet havde lidt et tab på grund af direktørens manglende budgetopfølgning eller afrapportering til bestyrelsen. Dette var grunden til, at direktøren blev frifundet for disse forhold.

En direktør er forpligtet til at holde bestyrelsen orienteret, men lovgivningen giver ingen vejledning i, hvordan og hvor ofte orienteringen skal finde sted. Derfor anbefaler IUNO, at selskaber indfører helt faste interne retningslinjer og rutiner for, hvornår, hvordan og hvor ofte en direktør skal afrapportere til bestyrelsen. Sådanne klare linjer er både en fordel for selskabet og for direktøren.

[Højesterets dom af 1. november 2013. Sag nr. 352/2011]