DA
Forsikring

Erhvervsevnetab skal tage udgangspunkt, i at skadelidte før skaden havde en fuld erhvervsevne

logo
Juranyt
calendar 18. december 2019
globus Danmark

En sygeplejerske, som var ansat på deltid, kom ud for en ulykke og fik nedsat sin erhvervsevne. Højesteret fastslog, at fastsættelsen af sygeplejerskens erhvervsevnetab skulle tage udgangspunkt, i at sygeplejersken kunne have arbejdet fuldtid før ulykken, selvom hun i det konkrete tilfælde kun arbejdede på deltid. 

En sygeplejerske blev som bilist påkørt bagfra, hvoraf hendes førersæde blev knækket. Som følge af ulykken havde sygeplejersken gener i form af blandt andet rygsmerter, en sovende fornemmelse i det ene ben samt den ene hånd og nedsat balance. Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at sygeplejersken ikke længere var i stand til at arbejde fuldtid, og at hendes erhvervsevne var nedsat.

Efter ulykken blev sygeplejersken flyttet til en anden afdeling, hvor arbejdet var mindre fysisk krævende og hektisk, og hvor der var mulighed for pauser og hviletid om natten. Sygeplejersken aftalte med arbejdspladsen, at der blev taget hensyn til hende i forhold til gående arbejde og opgaver med foroverbøjning i ryggen samt tunge løft og træk.

Sygeplejersken havde tidligere arbejdet fuldtid i nattevagt, men i de seneste år op til ulykken havde hun været ansat på deltid, da hun havde valgt at gå ned i tid af hensyn til sine børn. Efter ulykken arbejdede sygeplejersken fortsat på deltid med de samme antal timer og samme lønniveau som før ulykken.

Sygeplejersken gjorde gældende, at hun som følge af ulykken ikke længere havde mulighed for at arbejde fuld tid. Da hun var frataget muligheden for at arbejde mere end det, som hun aktuelt gjorde, havde hun dermed lidt et erhvervsevnetab. Sygeplejersken krævede derfor erstatning af hendes skadevolders forsikringsselskab.

Spørgsmålet var derfor, om ulykken havde medført, at sygeplejersken ikke længere kunne arbejde fuld tid, og i givet fald om hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Det havde ikke betydning, at skadelidte ikke udnyttede sin fulde erhvervsevne

Forsikringsselskabet gjorde gældende, at det var en betingelse for at få erstatning, at sygeplejersken reelt havde realiseret et tab. Det havde sygeplejersken i det konkrete tilfælde ikke, da hun efter ulykken arbejdede samme antal timer og havde samme løn. Forsikringsselskabet mente, at erhvervsevnetabet var hypotetisk og derfor ikke kunne kræves erstattet.  

Højesteret fastslog indledningsvist, at sygeplejersken som følge af skaden ikke længere havde fuld erhvervsevne. Højesteret udtalte, at eftersom sygeplejerskens erhvervsevne ikke var forringet før ulykken, skulle fastsættelsen af hendes erhvervsevnetabsprocent tage udgangspunkt, i at hun kunne have arbejdet på fuldtid. Der skulle ikke tages hensyn til, at sygeplejersken i det konkrete tilfælde havde arbejdet på deltid og derfor ikke havde udnyttet sin erhvervsevne til at arbejde på fuldtid. På denne baggrund skulle erhvervsevnetabsprocenten beregnes efter forholdet mellem de 24 timer om ugen, som sygeplejersken arbejdede efter ulykken og de 28 timer om ugen, som svarede til fuldtid i samme stilling. Derfor havde sygeplejersken lidt et erhvervsevnetab på 15 pct., som berettigede hende til erstatning efter erstatningsansvarsloven.

IUNO mener

Dommen viser, at ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten skal der tages udgangspunkt, i at skadelidte ville have udnyttet sin fulde erhvervsevne. Det har ikke betydning for fastsættelsen, at skadelidte inden skaden kun arbejdede på deltid. Samtidig viser dommen, at der kan være tale om et erhvervsevnetab, selvom medarbejderen i det konkrete tilfælde ikke har lidt et økonomisk tab

[Højesterets dom i sag BS-9568/2019-HJR af 26. november 2019]

En sygeplejerske blev som bilist påkørt bagfra, hvoraf hendes førersæde blev knækket. Som følge af ulykken havde sygeplejersken gener i form af blandt andet rygsmerter, en sovende fornemmelse i det ene ben samt den ene hånd og nedsat balance. Skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at sygeplejersken ikke længere var i stand til at arbejde fuldtid, og at hendes erhvervsevne var nedsat.

Efter ulykken blev sygeplejersken flyttet til en anden afdeling, hvor arbejdet var mindre fysisk krævende og hektisk, og hvor der var mulighed for pauser og hviletid om natten. Sygeplejersken aftalte med arbejdspladsen, at der blev taget hensyn til hende i forhold til gående arbejde og opgaver med foroverbøjning i ryggen samt tunge løft og træk.

Sygeplejersken havde tidligere arbejdet fuldtid i nattevagt, men i de seneste år op til ulykken havde hun været ansat på deltid, da hun havde valgt at gå ned i tid af hensyn til sine børn. Efter ulykken arbejdede sygeplejersken fortsat på deltid med de samme antal timer og samme lønniveau som før ulykken.

Sygeplejersken gjorde gældende, at hun som følge af ulykken ikke længere havde mulighed for at arbejde fuld tid. Da hun var frataget muligheden for at arbejde mere end det, som hun aktuelt gjorde, havde hun dermed lidt et erhvervsevnetab. Sygeplejersken krævede derfor erstatning af hendes skadevolders forsikringsselskab.

Spørgsmålet var derfor, om ulykken havde medført, at sygeplejersken ikke længere kunne arbejde fuld tid, og i givet fald om hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Det havde ikke betydning, at skadelidte ikke udnyttede sin fulde erhvervsevne

Forsikringsselskabet gjorde gældende, at det var en betingelse for at få erstatning, at sygeplejersken reelt havde realiseret et tab. Det havde sygeplejersken i det konkrete tilfælde ikke, da hun efter ulykken arbejdede samme antal timer og havde samme løn. Forsikringsselskabet mente, at erhvervsevnetabet var hypotetisk og derfor ikke kunne kræves erstattet.  

Højesteret fastslog indledningsvist, at sygeplejersken som følge af skaden ikke længere havde fuld erhvervsevne. Højesteret udtalte, at eftersom sygeplejerskens erhvervsevne ikke var forringet før ulykken, skulle fastsættelsen af hendes erhvervsevnetabsprocent tage udgangspunkt, i at hun kunne have arbejdet på fuldtid. Der skulle ikke tages hensyn til, at sygeplejersken i det konkrete tilfælde havde arbejdet på deltid og derfor ikke havde udnyttet sin erhvervsevne til at arbejde på fuldtid. På denne baggrund skulle erhvervsevnetabsprocenten beregnes efter forholdet mellem de 24 timer om ugen, som sygeplejersken arbejdede efter ulykken og de 28 timer om ugen, som svarede til fuldtid i samme stilling. Derfor havde sygeplejersken lidt et erhvervsevnetab på 15 pct., som berettigede hende til erstatning efter erstatningsansvarsloven.

IUNO mener

Dommen viser, at ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten skal der tages udgangspunkt, i at skadelidte ville have udnyttet sin fulde erhvervsevne. Det har ikke betydning for fastsættelsen, at skadelidte inden skaden kun arbejdede på deltid. Samtidig viser dommen, at der kan være tale om et erhvervsevnetab, selvom medarbejderen i det konkrete tilfælde ikke har lidt et økonomisk tab

[Højesterets dom i sag BS-9568/2019-HJR af 26. november 2019]

Modtag vores nyhedsbrev

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Mads

Poulsen

Partner

Lignende nyt

logo
Forsikring

2. juli 2020

Processuelle tilkendegivelser i en retssag blev anset som en bindende proceserklæring

logo
Forsikring

19. juni 2020

Skade ved håndtering af motorcykel på arbejdsgivers p-plads var ikke en arbejdsskade

logo
Forsikring

19. juni 2020

Coronavirus som arbejdsskade

logo
Forsikring

1. april 2020

Coronavirus - kan det være en arbejdsskade?

logo
Forsikring

23. marts 2020

Coronavirussens betydning for rejseforsikringsselskaber

logo
Transport Forsikring

28. november 2019

Havn var ikke ansvarlig for krans flænger i skib

// COOKIE INFORMATION POPUP SCRIPT