DA
HR-jura

Højesteret: Ikke forskelsbehandling at stille tidsbegrænsede medarbejdere dårligere end fastansatte

logo
Juranyt
calendar 13. februar 2020
globus Danmark

En gruppe tidsbegrænsede medarbejdere havde ikke krav på godtgørelse for overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelse. Selvom medarbejderne havde arbejdet sammen med og var omfattet af samme overenskomst som styrelsens fastansatte specialarbejdere, fandt Højesteret, at stillingerne ikke kunne anses for sammenlignelige henset til de særlige kvalifikations- og uddannelsesmæssige forskelle.

Sagen handlede om fire tidsbegrænsede medarbejdere, der var ansat som måleassistenter i en styrelse over en kortere årrække. Deres stilling indebar, at de skulle hjælpe med at foretage opmålinger rundt omkring i landet for at konstatere bevægelser under instruktion fra styrelsens faglærte måleteknikere. I modsætning til styrelsens måleteknikere og specialarbejdere var måleassistenterne tidsbegrænsede ansatte, fordi målingsopgaverne forudsatte stor præcision og derfor ikke kunne udføres om vinteren, hvor kulden umuliggjorde betjening af de særlige opmålingsinstrumenter.

Fordi deres stilling vedrørte sæsonarbejde af mindre end et års varighed, blev medarbejderne efter overenskomsten aflønnet som timelønnede. Det betød samtidig, at medarbejderne blev stillet dårligere end de fastansatte i forhold til deres ret til løn under sygdom og særlige feriedage. Medarbejderne mente imidlertid, at opdelingen udgjorde forskelsbehandling i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, hvorefter ansættelsesvilkårene for tidsbegrænsede ikke må være ringere, end de der gælder for en sammenlignelig fastansat. Medarbejderne fremsatte derfor krav om godtgørelse og gjorde for Østre Landsret gældende, at deres stilling måtte anses for sammenlignelig med styrelsens fastansatte måleteknikere.

Østre Landsret afviste, at de to stillinger kunne anses for sammenlignelige og frifandt styrelsen. For Højesteret gjorde medarbejderne derfor gældende, at deres stilling i første række kunne sammenlignes med de fastansatte specialarbejderes og i anden række med to tidligere måleassistenters, som efterfølgende havde opnået fastansættelse som specialarbejdere. Medarbejderne pegede i den forbindelse på, at det ikke havde betydning for sammenligningsgrundlaget om de konkrete arbejdsopgaver var forskellige, men i stedet at begge stillinger havde tilfælles, at de omfattede mangeartede opgaver, der ikke forudsatte en uddannelsesmæssig baggrund og kunne udføres med sidemandsoplæring. Styrelsen afviste argumentationen og fastholdt, at der netop skal lægges vægt på blandt andet arbejdsopgavernes kvalifikationer, karakter og niveau.

Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om der var tale om et sammenligningsgrundlag, om medarbejderne som konsekvens var blevet forskelsbehandlet i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, og om de i bekræftende fald havde ret til godtgørelse.

Arbejdsopgaver, kvalifikation og ansvar var afgørende for sammenligningsgrundlaget

Først bemærkede Højesteret, at en sammenlignelig fastansat er en, der udfører det samme eller tilsvarende arbejde. Det, at den fastansatte er omfattet af samme overenskomst, er dermed ikke i sig selv tilstrækkeligt. Højesteret fortsatte herefter til vurderingen af de fastansatte specialarbejdere, men fandt, at deres arbejdsopgaver vedrørte postomdeling, snerydning og praktisk mødeforberedelse mv. og derfor ikke kunne sammenlignes med stillingen som måleassistenter.

I forhold til sammenligning med medarbejderne, der tidligere havde været måleassistenter, men efterfølgende var blevet fastansatte, konkluderede Højesteret, at der for den ene forelå særlige kvalifikations- og uddannelsesmæssige forhold og for den anden, at han blandt andet var i stand til at forberede målinger alene samt udarbejde præcise skitser af målepunkters placering, og af den grund kunne være beskæftiget med omtegning heraf i løbet af vintermånederne, hvor der ellers ikke var arbejde til måleassistenterne. Medarbejderne havde dermed ikke godtgjort, at de forskellige stillinger svarede til de tidsbegrænsede måleassistenters. 

IUNO mener

Højesterets afgørelse bekræfter, at der skal meget til, for at to stillinger kan anses for sammenlignelige. Samtidig viser afgørelsen, at vurderingen må foretages konkret og blandt andet lægge vægt på, hvilke arbejdsopgaver der udføres, hvilken uddannelses-, erfarings- og kvalifikationsmæssig baggrund det forudsætter samt forskelle på medarbejdernes ansvar.

IUNO anbefaler, at virksomheder, der både har fastansatte og tidsbegrænsede medarbejdere, er opmærksomme på, hvorvidt medarbejderne har forskellige ansættelsesvilkår og i så fald, får foretaget en konkret vurdering af, om forskellene kan anses for begrundet i objektive forhold.

[Højesterets dom i sag BS39382/2018HJR af 17. december 2019]

Sagen handlede om fire tidsbegrænsede medarbejdere, der var ansat som måleassistenter i en styrelse over en kortere årrække. Deres stilling indebar, at de skulle hjælpe med at foretage opmålinger rundt omkring i landet for at konstatere bevægelser under instruktion fra styrelsens faglærte måleteknikere. I modsætning til styrelsens måleteknikere og specialarbejdere var måleassistenterne tidsbegrænsede ansatte, fordi målingsopgaverne forudsatte stor præcision og derfor ikke kunne udføres om vinteren, hvor kulden umuliggjorde betjening af de særlige opmålingsinstrumenter.

Fordi deres stilling vedrørte sæsonarbejde af mindre end et års varighed, blev medarbejderne efter overenskomsten aflønnet som timelønnede. Det betød samtidig, at medarbejderne blev stillet dårligere end de fastansatte i forhold til deres ret til løn under sygdom og særlige feriedage. Medarbejderne mente imidlertid, at opdelingen udgjorde forskelsbehandling i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, hvorefter ansættelsesvilkårene for tidsbegrænsede ikke må være ringere, end de der gælder for en sammenlignelig fastansat. Medarbejderne fremsatte derfor krav om godtgørelse og gjorde for Østre Landsret gældende, at deres stilling måtte anses for sammenlignelig med styrelsens fastansatte måleteknikere.

Østre Landsret afviste, at de to stillinger kunne anses for sammenlignelige og frifandt styrelsen. For Højesteret gjorde medarbejderne derfor gældende, at deres stilling i første række kunne sammenlignes med de fastansatte specialarbejderes og i anden række med to tidligere måleassistenters, som efterfølgende havde opnået fastansættelse som specialarbejdere. Medarbejderne pegede i den forbindelse på, at det ikke havde betydning for sammenligningsgrundlaget om de konkrete arbejdsopgaver var forskellige, men i stedet at begge stillinger havde tilfælles, at de omfattede mangeartede opgaver, der ikke forudsatte en uddannelsesmæssig baggrund og kunne udføres med sidemandsoplæring. Styrelsen afviste argumentationen og fastholdt, at der netop skal lægges vægt på blandt andet arbejdsopgavernes kvalifikationer, karakter og niveau.

Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om der var tale om et sammenligningsgrundlag, om medarbejderne som konsekvens var blevet forskelsbehandlet i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, og om de i bekræftende fald havde ret til godtgørelse.

Arbejdsopgaver, kvalifikation og ansvar var afgørende for sammenligningsgrundlaget

Først bemærkede Højesteret, at en sammenlignelig fastansat er en, der udfører det samme eller tilsvarende arbejde. Det, at den fastansatte er omfattet af samme overenskomst, er dermed ikke i sig selv tilstrækkeligt. Højesteret fortsatte herefter til vurderingen af de fastansatte specialarbejdere, men fandt, at deres arbejdsopgaver vedrørte postomdeling, snerydning og praktisk mødeforberedelse mv. og derfor ikke kunne sammenlignes med stillingen som måleassistenter.

I forhold til sammenligning med medarbejderne, der tidligere havde været måleassistenter, men efterfølgende var blevet fastansatte, konkluderede Højesteret, at der for den ene forelå særlige kvalifikations- og uddannelsesmæssige forhold og for den anden, at han blandt andet var i stand til at forberede målinger alene samt udarbejde præcise skitser af målepunkters placering, og af den grund kunne være beskæftiget med omtegning heraf i løbet af vintermånederne, hvor der ellers ikke var arbejde til måleassistenterne. Medarbejderne havde dermed ikke godtgjort, at de forskellige stillinger svarede til de tidsbegrænsede måleassistenters. 

IUNO mener

Højesterets afgørelse bekræfter, at der skal meget til, for at to stillinger kan anses for sammenlignelige. Samtidig viser afgørelsen, at vurderingen må foretages konkret og blandt andet lægge vægt på, hvilke arbejdsopgaver der udføres, hvilken uddannelses-, erfarings- og kvalifikationsmæssig baggrund det forudsætter samt forskelle på medarbejdernes ansvar.

IUNO anbefaler, at virksomheder, der både har fastansatte og tidsbegrænsede medarbejdere, er opmærksomme på, hvorvidt medarbejderne har forskellige ansættelsesvilkår og i så fald, får foretaget en konkret vurdering af, om forskellene kan anses for begrundet i objektive forhold.

[Højesterets dom i sag BS39382/2018HJR af 17. december 2019]

Modtag vores nyhedsbrev

Anders

Etgen Reitz

Partner

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Kirsten

Astrup

Managing associate (orlov)

Lignende

logo
HR-jura

27. marts 2024

Regler om løngennemsigtighed på vej

logo
HR-jura

26. marts 2024

Tvillingeforældre får ekstra barsel

logo
HR-jura Litigation Teknologi

11. marts 2024

Flere medarbejdere indberetter psykisk arbejdsmiljø til Datatilsynet

logo
HR-jura

8. marts 2024

Faldskærmen der viste sig at være en rygsæk

logo
HR-jura

3. marts 2024

Ingen kære mor

logo
HR-jura

25. februar 2024

Forskellig løn var fair løn

Holdet

Alexandra

Jensen

Juridisk rådgiver

Anaïs

Kjærgaard Crouzet

Advokatfuldmægtig

Anders

Etgen Reitz

Partner

Caroline

Thorsen

Junior juridisk assistent

Cecillie

Groth Henriksen

Advokat

Johan

Gustav Dein

Advokatfuldmægtig

Julie

Meyer

Senior juridisk assistent

Kirsten

Astrup

Managing associate (orlov)

Maria

Kjærsgaard Juhl

Juridisk rådgiver

Sofie

Aurora Braut Bache

Managing associate

Søren

Hessellund Klausen

Partner