Hvornår gælder CMR-loven - Nu i farver

En køber aftalte en transport af en palletank med farvestoffer, der indeholdt giftige kemikalier. Aftalen var med en kontraherende transportør, der gav transporten videre til udførende transportør. Transporten var med lastbil. Der blev udstedt et CMR-fragtbrev af den kontraherende transportør, hvor den udførende stod som netop den udførende transportør. Da godset ankom til modtager, udleverede de en palleløfter til chaufføren, der brugte den til at losse godset fra lastbilens lad med. Modtager kørte en gaffeltruck hen til ladet for at tage imod godset. Palletanken væltede forover og gaffeltruckens gafler lavede hul i tanken, hvorefter kemikalierne flød ud over ladet, gulvet og ned i et afløb i gulvet.

Modtager, sælger og køber af godset havde udgifter til oprensning farvestofferne. Derfor krævede de erstatning for disse udgifter af den kontraherende transportør og den udførende transportør.

Spørgsmålet var dels om den kontraherende transportør var ansvarlig for den udførende transportørs skadevoldende handling i medfør af dansk rets almindelige regler om arbejdsgiveransvar eller selvstændige tredjemænd. Eller om CMR-loven skulle anvendes på kravet, selvom skaden ikke var en følge af beskadigelse af selve det transporterede gods, men derimod en følge af udsivningen af farvestoffet.

Det blev dels også et spørgsmål transportørerne var ansvarlige for losning af godset efter aftalen.

Den udførende transportør argumenterede også for, at skaden var sket i forbindelse med udførelsen af transporten. Derfor var kravet omfattet af CMR-loven og forældelsesfristen på 1 år.

Dette skulle gælde selvom der ikke var nogen kontrakt mellem modtager, sælger og køber og den udførende transportør. De førstnævnte mente, at kravet dermed var omfattet af de almindelige erstatningsregler og dermed den almindelige forældelsesfrist på 3 år.

Transportører skulle bedømmes ud fra hvert deres regelsæt

Retten fandt for det første, at modtager, sælger og køber kunne gøre kravet gældende sammen, og altså ikke skulle redegøre for, hvem af dem der var den rette til at anlægge sagen.

Retten vurderede for det andet de to transportører hver for sig. I forhold til den kontraherende transportør fandt retten, at kravet ikke havde en tilknytning til transporten. Derfor skulle kravet ikke vurderes efter CMR-loven, men de almindelige erstatningsretlige regler. Den kontraherende transportør havde antaget den udførende transportør, som en selvstændigt virkende tredjemand, da han ikke havde fået instrukser om losningen. Da der ikke er ansvar for tab forårsaget af selvstændigt virkende tredjemand, blev den kontraherende transportør frifundet.

Da skaden var sket under losningen, fandt retten derimod, at kravet mod den udførende transportør havde den nødvendige tilknytning til transporten til at det skulle vurderes efter CMR-loven. Kravet var derfor forældet og den udførende transportør blev også frifundet.

IUNO mener

Sagen viser, at de danske domstole har en liberal tilgang til hvornår og hvem der kan rejse en sag. Derudover lægger den arm med de vanskelige grænsedragninger der kan være om, hvornår et krav falder under CMR-loven, og det er ikke ganske klart, hvorfor den første del af kravet her faldt udenfor. Derimod er det i forhold til den udførende transportør er en vigtig dom, der viser at CMR-lovens bestemmelser om forældelse gælder i videre omfang end blot ved bortkomst, skade eller forsinkelse af det transporterede gods.

[Sø- og Handelsrettens afgørelse af 22. december i sagen BS-4388/2021-SHR]