Ikke årsagssammenhæng mellem arbejdsulykke og sygemeldinger

Sagen drejede sig om en medarbejder, der samlede solcelleanlæg i en større virksomhed. Medarbejderen blev udsat for en arbejdsulykke, hvor hun blev ramt i hovedet af en kran under arbejdet. Medarbejderen var umiddelbart efter ulykken sygemeldt i ca. 2 uger. Derefter genoptog hun arbejdet på fuld tid i 1 år og 3 måneder, hvorefter hun var deltids sygemeldt i 2,5 måneder. Hun arbejdede herefter på fuld tid igen i 3-4 måneder, hvorefter hun var fuldtidssygemeldt i 3 år og 5 måneder, indtil hun overgik til førtidspension. Forud for arbejdsulykken havde medarbejderen haft flere fysiske gener, og hun havde i perioder været stresset med dertil anførte somatiske symptomer og diagnoser. Medarbejderen blev efter arbejdsulykken ramt af psykiske lidelser, som angst og depression, og hun blev også diagnosticeret med en posttraumatisk belastningsreaktion.

Virksomheden havde anerkendt erstatningsansvaret for de to ugers sygdom umiddelbart efter arbejdsulykken, men medarbejderen mente, at de øvrige sygemeldinger også skyldtes arbejdsulykken. Medarbejderen lagde derfor sag an mod virksomheden med påstand om godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Retten skulle således tage stilling til, om der var årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og de efterfølgende sygeperioder.

Ikke alle lidelser kunne henføres til arbejdsulykken

Retslægerådet vurderede, at medarbejderens posttraumatiske belastningsreaktion og de dertilhørende symptomer, som f.eks. angst, med mere end 50 % sandsynlighed relaterede sig til arbejdsulykken. Rådet mente dog, at der var mindre end 50 % sandsynlighed for, at arbejdsulykken var årsag til medarbejderens depression og Retslægerådet fandt det ikke muligt at afgøre om øvrige psykiske symptomer herunder søvnproblemer og sociale tilbagetrækning specifikt skyldtes ulykken. Allerede før ulykken led medarbejderen desuden af smerter i blandt andet skulder og nakke, og medarbejderen havde også tidligere været ramt af stress.

Byretten sammenholdt disse udtalelser fra Retslægerådet med begrundelserne for medarbejderens sygemeldinger. Det fremgik af journalnotater fra blandt andre medarbejderens praktiserende læge, at medarbejderens sygemeldinger efter arbejdsulykken blandt andet var begrundet i stress og forskellige, fysiske smerter.

På denne baggrund fandt retten, at medarbejderens sygemeldinger var begrundet i hendes øvrige fysiske og psykiske lidelser og ikke i den posttraumatiske belastningsreaktion, som med mere end 50% sandsynlighed kunne henføres til arbejdsulykken. Retten lagde desuden også vægt på, at medarbejderen havde været i stand til at arbejde fuld tid i mere end 15 måneder efter ulykken.

Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at det var arbejdsulykken, der med overvejende sandsynlighed var udløsende faktor og gennem hele sygdomsforløbet medvirkende årsag til sygemeldingerne. Medarbejderen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem arbejdsulykken og sygemeldingerne, og virksomheden blev frifundet.

IUNO mener

Dommen viser, at en arbejdsgiver kun er erstatningsansvarlig for sygeperioder, hvor arbejdsulykken er udløsende faktor for sygemeldingerne og endvidere medvirkende årsag i hele sygeperioden. Der skal således være en tilstrækkelig klar årsagssammenhæng mellem en arbejdsulykke og en medarbejders efterfølgende sygefravær i hele perioden, før en virksomhed kan holdes erstatningsansvarlig for ulykken.

[Retten i Sønderborgs dom af 26. marts 2019 i sag nr. BS C2-1121/2017]