Italiensk torpedo rammer dansk sag
Vi så for nylig en ”hollandsk torpedo” ramme en dansk sag. I denne artikel ser vi på en lignende ”italiensk torpedo”, som endda var et selvmål. I en agentaftale om tegning af forsikringer var der to modstridende aftaler om værneting. Retten kom frem til, at sagen skulle behandles ved de italienske domstole. Sagen blev derfor afvist.
Et forsikringsselskab, der er gået konkurs, krævede tilbagebetaling af agentprovision fra en agent i Italien. Der opstod et spørgsmål om, hvor sagen skulle afgøres. Spørgsmålet blev afgjort forud for afgørelsen af resten af sagen ved Sø- og Handelsretten.
Forsikringsselskabet havde sagsøgt ved de danske domstole, og lagt vægt på en aftale i agentaftalen mellem parterne, hvorefter tvister skulle afgøres i Danmark. Den italienske agent påpegede, at der faktisk var to modstridende aftaler om værneting i agentaftalen, én der sagde Danmark og én der sagde Italien. Det var forsikringsselskabet, der havde skrevet agentaftalen ved brug af standardaftaler. Derfor måtte uklarheden komme dem til skade. Da agenten var bosat i Italien, måtte forsikringsselskabet sagsøge agenten i Italien.
Sagen skulle afgøres i Italien
Retten analyserede kontrakten og kom frem til, at parterne ganske rigtigt havde indgået to forskellige aftaler, der var modstridende, om hvor sagen skulle afgøres. Den uklarhed måtte komme forsikringsselskabet, der havde udfærdiget aftalen, til skade. Derfor konkluderede retten, at da der ikke var en klar aftale om værneting, hørte sagen hjemme i Italien og sagen blev afvist.
IUNO mener
Sagen er et klassisk eksempel på, at hvis man skriver en uklar kontrakt, så har man nogle gange ingen kontrakt. Den viser også det ærgerlige i, at hvis man ikke bliver enige om hvor man skal afgøre en uenighed, så kan dette spørgsmål få sit eget liv uden at løse parternes problem. IUNO anbefaler af være varsom med at bruge standardaftaler og ”boiler plate” klausuler uden at få resultatet nøje gennemgået.
[Sø- og Handelsrettens dom af den 6. juli 2022 i sag BS-4844/2022-SHR]
Et forsikringsselskab, der er gået konkurs, krævede tilbagebetaling af agentprovision fra en agent i Italien. Der opstod et spørgsmål om, hvor sagen skulle afgøres. Spørgsmålet blev afgjort forud for afgørelsen af resten af sagen ved Sø- og Handelsretten.
Forsikringsselskabet havde sagsøgt ved de danske domstole, og lagt vægt på en aftale i agentaftalen mellem parterne, hvorefter tvister skulle afgøres i Danmark. Den italienske agent påpegede, at der faktisk var to modstridende aftaler om værneting i agentaftalen, én der sagde Danmark og én der sagde Italien. Det var forsikringsselskabet, der havde skrevet agentaftalen ved brug af standardaftaler. Derfor måtte uklarheden komme dem til skade. Da agenten var bosat i Italien, måtte forsikringsselskabet sagsøge agenten i Italien.
Sagen skulle afgøres i Italien
Retten analyserede kontrakten og kom frem til, at parterne ganske rigtigt havde indgået to forskellige aftaler, der var modstridende, om hvor sagen skulle afgøres. Den uklarhed måtte komme forsikringsselskabet, der havde udfærdiget aftalen, til skade. Derfor konkluderede retten, at da der ikke var en klar aftale om værneting, hørte sagen hjemme i Italien og sagen blev afvist.
IUNO mener
Sagen er et klassisk eksempel på, at hvis man skriver en uklar kontrakt, så har man nogle gange ingen kontrakt. Den viser også det ærgerlige i, at hvis man ikke bliver enige om hvor man skal afgøre en uenighed, så kan dette spørgsmål få sit eget liv uden at løse parternes problem. IUNO anbefaler af være varsom med at bruge standardaftaler og ”boiler plate” klausuler uden at få resultatet nøje gennemgået.
[Sø- og Handelsrettens dom af den 6. juli 2022 i sag BS-4844/2022-SHR]
Modtag vores nyhedsbrev
Aage
Krogh
PartnerLignende
Holdet