Krav forældet trods beroligende svar fra entreprenør
Bygherre blev opmærksom på mangler ved et renoveringsarbejde men iværksatte først fire år senere syn og skøn og anlagde først voldgiftssag efter endnu et år. Bygherres krav var forældet efter både den gamle og den nye forældelseslov, og entreprenør og rådgiver blev derfor frifundet.
En bygherre hyrede i 2003 en rådgiver og en entreprenør til at renovere en ejendom. Ved det efterfølgende 1-års-eftersyn blev det konstateret, at en stor del af undersiderne på en ny trappe var bløde og porøse.
Rådgiveren reklamerede i februar 2005 over for entreprenøren. Bygherren modtog en kopi af brevet. Entreprenørens leverandør afviste, at der var tale om en mangel og gav et beroligende svar om, at trappen var, som den skulle være.
Ved 5-års-eftersynet i 2008 blev det konstateret, at trappens tilstand var betydeligt forværret. Bygherren reklamerede over for både rådgiveren og entreprenøren og iværksatte syn og skøn.
Skønsmanden kom frem til, at der var tale om en mangel, som kunne være afværget ved korrekt projektering. Bygherren anlagde dernæst en voldgiftssag mod entreprenøren og rådgiveren.
Bygherrens krav forældet efter både gammel og ny forældelseslov
Efter den gamle forældelseslov gjaldt normalt en 5-årig forældelsesfrist. Den 1. januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft med en 3-årig forældelsesfrist som udgangspunkt. Bygherres krav var ikke forældet efter den gamle lov, da den nye lov trådte i kraft. Voldgiftsretten skulle derfor tage stilling til spørgsmålet om forældelse efter både de gamle og de nye regler.
Voldgiftsretten lagde til grund, at bygherren blev opmærksom på manglen i februar 2005, da han modtog en kopi af rådgiverens brev. På dette tidspunkt kunne bygherren derfor ikke anses for at være i utilregnelig uvidenhed om skaden efter den gamle forældelseslov. Efter den nye lov opnåede han her det fornødne kendskab til sit krav. Forældelsesfristen begyndte således at løbe fra dette tidspunkt efter begge regelsæt. At bygherren senere modtog et beroligende brev fra entreprenørens leverandør ændrede ikke herved. Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen var blevet afbrudt senere i forløbet.
Efter den gamle forældelseslov afbrød bygherrens begæring om syn og skøn ikke forældelsen, da det kræver egentlige retslige skridt. Dette skete først ved indgivelsen af klageskriftet i december 2010 og dermed efter udløbet af den 5-årige forældelsesfrist.
Ifølge den nye forældelseslov afbryder en begæring om syn og skøn forældelsesfristen foreløbigt. Syn og skøn blev dog først begæret i juni 2009 og dermed efter udløbet af den 3-årige frist.
Bygherrens krav var dermed forældet efter både de gamle og de nye regler, og rådgiveren og entreprenøren blev derfor frifundet.
IUNO mener
På nuværende tidspunkt vil de fleste krav være omfattet af den kortere frist efter den nye forældelseslov, og der vil derfor som udgangspunkt gælde en 3-årig forældelsesfrist. For særlige typer krav gælder dog fortsat længere frister på helt op til 30 år.
Tre år er relativt kort tid – især i forbindelse med entreprisesager. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe. Voldgiftskendelsen er udtryk for, at der ikke skal meget til, før man har det ”fornødne kendskab” til et krav.
Det er ikke afgørende, om entreprenøren mener, at der er tale om en mangel eller giver en beroligende besked. Hvis man har mistanke om et muligt mangelskrav, bør man derfor undersøge forholdet nærmere, så snart mistanken opstår. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, hvad der skal til for at afbryde forældelsen.
Udgangspunktet i den nye forældelseslov er, at forældelsen afbrydes, når man tager retslige skridt. Der kan dog også ske en foreløbig afbrydelse, eksempelvis ved begæring om syn og skøn.
[Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 24. september 2012, sag C-12043]
En bygherre hyrede i 2003 en rådgiver og en entreprenør til at renovere en ejendom. Ved det efterfølgende 1-års-eftersyn blev det konstateret, at en stor del af undersiderne på en ny trappe var bløde og porøse.
Rådgiveren reklamerede i februar 2005 over for entreprenøren. Bygherren modtog en kopi af brevet. Entreprenørens leverandør afviste, at der var tale om en mangel og gav et beroligende svar om, at trappen var, som den skulle være.
Ved 5-års-eftersynet i 2008 blev det konstateret, at trappens tilstand var betydeligt forværret. Bygherren reklamerede over for både rådgiveren og entreprenøren og iværksatte syn og skøn.
Skønsmanden kom frem til, at der var tale om en mangel, som kunne være afværget ved korrekt projektering. Bygherren anlagde dernæst en voldgiftssag mod entreprenøren og rådgiveren.
Bygherrens krav forældet efter både gammel og ny forældelseslov
Efter den gamle forældelseslov gjaldt normalt en 5-årig forældelsesfrist. Den 1. januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft med en 3-årig forældelsesfrist som udgangspunkt. Bygherres krav var ikke forældet efter den gamle lov, da den nye lov trådte i kraft. Voldgiftsretten skulle derfor tage stilling til spørgsmålet om forældelse efter både de gamle og de nye regler.
Voldgiftsretten lagde til grund, at bygherren blev opmærksom på manglen i februar 2005, da han modtog en kopi af rådgiverens brev. På dette tidspunkt kunne bygherren derfor ikke anses for at være i utilregnelig uvidenhed om skaden efter den gamle forældelseslov. Efter den nye lov opnåede han her det fornødne kendskab til sit krav. Forældelsesfristen begyndte således at løbe fra dette tidspunkt efter begge regelsæt. At bygherren senere modtog et beroligende brev fra entreprenørens leverandør ændrede ikke herved. Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen var blevet afbrudt senere i forløbet.
Efter den gamle forældelseslov afbrød bygherrens begæring om syn og skøn ikke forældelsen, da det kræver egentlige retslige skridt. Dette skete først ved indgivelsen af klageskriftet i december 2010 og dermed efter udløbet af den 5-årige forældelsesfrist.
Ifølge den nye forældelseslov afbryder en begæring om syn og skøn forældelsesfristen foreløbigt. Syn og skøn blev dog først begæret i juni 2009 og dermed efter udløbet af den 3-årige frist.
Bygherrens krav var dermed forældet efter både de gamle og de nye regler, og rådgiveren og entreprenøren blev derfor frifundet.
IUNO mener
På nuværende tidspunkt vil de fleste krav være omfattet af den kortere frist efter den nye forældelseslov, og der vil derfor som udgangspunkt gælde en 3-årig forældelsesfrist. For særlige typer krav gælder dog fortsat længere frister på helt op til 30 år.
Tre år er relativt kort tid – især i forbindelse med entreprisesager. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe. Voldgiftskendelsen er udtryk for, at der ikke skal meget til, før man har det ”fornødne kendskab” til et krav.
Det er ikke afgørende, om entreprenøren mener, at der er tale om en mangel eller giver en beroligende besked. Hvis man har mistanke om et muligt mangelskrav, bør man derfor undersøge forholdet nærmere, så snart mistanken opstår. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, hvad der skal til for at afbryde forældelsen.
Udgangspunktet i den nye forældelseslov er, at forældelsen afbrydes, når man tager retslige skridt. Der kan dog også ske en foreløbig afbrydelse, eksempelvis ved begæring om syn og skøn.
[Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheds kendelse af 24. september 2012, sag C-12043]
Modtag vores nyhedsbrev
