Medarbejders erstatning for arbejdsskade skulle ikke nedsættes som følge af konkurrerende lidelser

Den 29. marts 2006 fik en social- og sundhedshjælper en arbejdsskade i form af smerter i ryggen. Arbejdsskaden opstod ved et løft/vrid, da medarbejderen i forbindelse med sit arbejde skulle hjælpe en overvægtig person på toilettet. Den 4. maj 2015 traf Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) afgørelse om, at medarbejderens erhvervsevnetab skulle fastsættes til 15 %, og at hendes årsløn skulle forhøjes med 22.000 kroner. Medarbejderen ankede herefter afgørelsen til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen havde tidligere den 23. marts 2012 fastslået i en afgørelse, at medarbejderen ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Ankestyrelsen begrundede dette med, at medarbejderen trods følgerne af arbejdsskaden var i stand til at varetage en fuldtidsstilling som lægesekretær, hvilket hun var blevet revalideret til. På den måde kunne hendes skånebehov opfyldes. Denne vurdering skyldes, at medarbejderen var påbegyndt studiet som lægesekretær. Derudover ville hun som færdiguddannet lægesekretær opnå en højere årsløn, end den hun havde før arbejdsulykken.

Medarbejderen havde den 10. oktober 2013 anmodet om genoptagelse af afgørelsen. Medarbejderen henviste til, at Ankestyrelsens argument om, at hun ville få en højere løn som lægesekretær var forkert, fordi medarbejderen ikke var i stand til at arbejde på fuld tid. Det skyldes, at medarbejderen mente, at hun på trods af skånehensyn og tildelte hjælpemidler havde vanskeligheder med at gennemføre studiet som lægesekretær. Derudover havde hun havde mange sygedage under praktikforløbet og den efterfølgende ansættelse frem til sin sygemelding i 2012.

Den 29. februar 2016 traf Ankestyrelsen ny afgørelse. Ankestyrelsen bekræftede, at medarbejderens årsløn var steget med 22.000 kroner. Ankestyrelsen afviste dog at genoptage sin tidligere afgørelse fra den 23. marts 2012. Ankestyrelsen begrundede blandt andet dette med, at medarbejderens erhvervsevne ikke var nedsat efter endt revalidering til lægesekretær, hvor hun arbejdede 37 timer, og at ændringen af medarbejderens årsløn ikke ændrede på, at medarbejderen fortsat ville have en højere indtægt som lægesekretær på fuld tid.

Herefter anlagde medarbejderen sag mod Ankestyrelsen. Sagens hovedspørgsmål var, om der var grundlag for at foretage et fradrag i medarbejderens erhvervsevnetab som følge af konkurrerende skadesårsager.

Byretten frifandt Ankestyrelsen

Den 10. januar 2018 lagde byretten til grund, at medarbejderen efter sin revalidering ikke var i stand til at arbejde på fuld tid som lægesekretær, men at dette skyldtes andre forhold end medarbejderens arbejdsskade.

Byretten udtalte, at på baggrund af lægesagkyndige vidner må medarbejderens erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed skyldes en psykisk lidelse samt følgerne af medarbejderens overvægt, medarbejderens Morbus Scheuermann-lidelse og en degenerativ ryglidelse. Byretten lagde herefter til grund, at medarbejderen uanset følgerne af arbejdsskaden var i stand til at varetage en fuldstilling som lægesekretær, hvis ikke hun også havde haft de øvrige lidelser. Byretten antog derfor, at hendes indtjening i en fuldtidsstilling som lægesekretær ville have oversteget hendes løn som social- og sundhedshjælper.

Byretten fandt, at medarbejderens arbejdsskade isoleret set ikke ville have forhindret medarbejderen i at varetage en fuldtidsstilling som lægesekretær. Medarbejderen havde således kunnet opretholde sit hidtidige indtægtsniveau, hvis ikke hun var blevet forhindret i dette som følge af andre lidelser, der ikke skyldtes arbejdsskaden.

Byretten fastslog derfor, at der ikke var grundlag for at genoptage Ankestyrelsens afgørelse fra den 23. marts 2012. Byretten tiltrådte ligeledes Ankestyrelsens afgørelse om, at medarbejderens endelige erhvervsevnetab ikke var på 15 % eller derover. Ankestyrelsen blev herefter frifundet.

Medarbejderen ankede herefter byrettens afgørelse til landsretten.

Landsrettens afgørelse

Under landsretssagen blev der afgivet erklæring af Retslægerådet. Det fremgik af Retslægerådets erklæring, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdsulykken og de efterfølgende dokumenterede rygsmerter. Det fremgik videre, at der i de lægelige journaler ikke var oplysninger om, at medarbejderen forud for arbejdsskaden led af længerevarende rygsmerter, eller at der var tegn på degenerative forandringer.

Landsretten udtalte, at ifølge de lægelige oplysninger i sagen har medarbejderen siden arbejdsskaden klaget over smerter i ryggen og gennemgået en række undersøgelser og behandleringer, uden at rygproblemer blev afhjulpet.

Landsretten udtalte videre, at det fremgik af sagens oplysninger, at medarbejderen under revalideringen gentagne gange havde gjort opmærksom på, at hun trods skånehensyn og tildelte hjælpemidler havde vanskeligheder med at gennemføre studiet som lægesekretær, og at hun derfor ikke forventede at kunne arbejde fuld tid. Landsretten tiltrådte derfor, at medarbejderen efter sin revalidering – uanset tildelte hjælpemidler – ikke var i stand til at arbejde på fuld tid som lægesekretær.

Landsretten fastslog, at Ankestyrelsen ikke havde godtgjort, at medarbejderens nedsatte erhvervsevne højst sandsynligt skyldtes andre forhold end rygsmerter forårsaget af arbejdsskaden. Landsretten henviste i denne forbindelse til medarbejderens sygeforløb og Retslægerådets udtalelser, hvorved det blev afvist, at medarbejderen led af forudbestående lidelser, som kunne have udviklet rygsmerter.

Under samme henvisning fandt Landsretten, at der ikke var grundlag for at nedsætte medarbejderens erhvervsevnetab som følge af forudbestående eller konkurrerende lidelser. Derfor fik medarbejderen medhold i sin sag.

IUNO mener

Sagen er interessant, fordi den vedrører den særlige bevisbyrderegel i arbejdsskadesikringslovens § 12. Efter denne bevisbyrderegel er der en formodning for, at der er årsagssammenhæng med mindre en overvejende sandsynlighed taler imod det.

Virksomheder og deres forsikringsselskaber skal være opmærksomme på, at denne bevisbyrde er forskellig fra bevisbyrden for årsagssagssammenhæng efter de almindelige regler om arbejdsgivers ansvar. Det er derfor muligt, at sagen, hvis den havde været ført imod arbejdsgiver som en differencekravssag, havde fået et andet udfald. Over for arbejdsgiver ville retten således skulle have vurderet, om den skadelidte havde bevist, at hele erhvervsevnetabet skyldtes forhold, der kunne føres tilbage til arbejdsskaden.

[Vestre Landsrets dom i sag BS-4451/2018-VLR af den 8. juli 2020]