DA
Transport

Regreskrav mod udførende transportør var ikke forældet

logo
Juranyt
calendar 7. november 2021
globus Danmark

Østre Landsret skulle behandle en anke angående forældelse af et regreskrav over for en udførende transportør. Sø- og Handelsretten var i første instans kommet frem til, at kravet var forældet, da forældelsesfristen begyndte at løbe senest et år efter, at det oprindelige krav ville forælde. Den kontraherende transportør holdt dog på, at forældelsesfristen først burde regnes fra det tidspunkt, hvor betalingen af hovedkravet havde fundet sted. Landsretten kom frem til, at reglerne i søloven fastslog, at en forældelsesfrist for et regreskrav først skulle løbe efter dette tidspunkt. Sø- og Handelsretten afgørelse blev derfor omstødt.

Sagens hovedspørgsmål var forældelse af et regreskrav. Efter at skibet havde været ude i hårdt vejr, var der sket skade på containere med forskelligt gods. Den kontraherende transportør betalte erstatning til hovedtransportøren og rejste så et regreskrav mod den udførende transportør. Ved Sø- og Handelsretten, havde den udførende transportør argumenteret for, at kravet var forældet efter reglerne i sølovens § 501, stk. 2. Dette var fordi regreskravet først var blevet rejst senere end to år efter godset blev udleveret. Fristen her udregnedes som et år for betaling af hovedkravet og et år til at rejse regreskravet. Sø- og Handelsretten var enige med den udførende transportør i, at kravet var forældet og frifandt derfor den udførende transportør. Den kontraherende transportør ankede afgørelsen til landsretten, da de mente, at kravet ikke var forældet.

Den kontraherende transportør argumenterede ved landsretten for, at den etårige forældelsesfrist for et regreskrav først skulle løbe fra selve betalingen af hovedkravet. Betalingen var først sket flere år efter skaden var indtruffet, blandt andet på grund af forligsforhandlinger med hovedtransportøren. Regreskravet blev rejst mindre end et år efter, at hovedkravet var blevet betalt og den kontraherende transportør mente derfor, at kravet ikke kunne være forældet.

Forældelsesfristen løb først fra hovedkravets betaling

Landsretten kom frem til, at der i sølovens § 501, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 6, ikke fandtes nogen støtte for, at forældelsesfristen skulle regnes fra et tidligere tidspunkt end betalingen af hovedkravet. Retten bemærkede, at denne type skader ofte vil indebære et regreskrav mod en undertransportør, som allerede på skadestidspunktet kender til skaden.. Der kan dog være mange transportører involveret og derfor kan der gå lang tid, før den eller de sidste transportører modtager et krav.

Landsretten fandt også, at den almindelige frist i forældelsesloven på tre år ikke gjaldt, da den netop var erstattet af sølovens frist. Udover ét-årsfristen efter betaling af kravet er den eneste forældelsesfrist, der gælder, derfor den absolutte 10-års frist i forældelsesloven.

IUNO mener

Landsrettens afgørelse afspejler lovens bogstav, men tager ikke hensyn til bestemmelsens oprindelse. Bestemmelsen er den nordiske version af en tilsvarende regel i Haag-Visby reglerne, regel III.6bis. Denne regel overlader det til de enkelte stater at udforme reglen om regres. Den er ligesom søloven ikke helt klar om, hvornår fristen for regreskravet begynder at løbe, men det har nok ikke været hensigten, at regreskrav potentielt kan være udestående i så lang tid som i sagen her, hvor skaden var sket adskillige år før regreskravet mod undertransportøren kom i gang. Det er upraktisk i forhold til dokumentation. En udførende transportør, der præsenteres for et gammelt krav, kan også få problemer med sin forsikringsdækning, hvis der er skiftet ansvarsforsikring i mellemtiden. Dertil kommer dansk rets ulovsbestemte regler om passivitet.

IUNO anbefaler derfor, at man som udgangspunkt forfølger kendte krav og får dem anmeldt til sin forsikring, og ikke forlader sig på en 10-årig forældelse.

[Østre Landsrets dom i sagen BS-28465/2020-OLR af 7. juni 2021]

Sagens hovedspørgsmål var forældelse af et regreskrav. Efter at skibet havde været ude i hårdt vejr, var der sket skade på containere med forskelligt gods. Den kontraherende transportør betalte erstatning til hovedtransportøren og rejste så et regreskrav mod den udførende transportør. Ved Sø- og Handelsretten, havde den udførende transportør argumenteret for, at kravet var forældet efter reglerne i sølovens § 501, stk. 2. Dette var fordi regreskravet først var blevet rejst senere end to år efter godset blev udleveret. Fristen her udregnedes som et år for betaling af hovedkravet og et år til at rejse regreskravet. Sø- og Handelsretten var enige med den udførende transportør i, at kravet var forældet og frifandt derfor den udførende transportør. Den kontraherende transportør ankede afgørelsen til landsretten, da de mente, at kravet ikke var forældet.

Den kontraherende transportør argumenterede ved landsretten for, at den etårige forældelsesfrist for et regreskrav først skulle løbe fra selve betalingen af hovedkravet. Betalingen var først sket flere år efter skaden var indtruffet, blandt andet på grund af forligsforhandlinger med hovedtransportøren. Regreskravet blev rejst mindre end et år efter, at hovedkravet var blevet betalt og den kontraherende transportør mente derfor, at kravet ikke kunne være forældet.

Forældelsesfristen løb først fra hovedkravets betaling

Landsretten kom frem til, at der i sølovens § 501, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 6, ikke fandtes nogen støtte for, at forældelsesfristen skulle regnes fra et tidligere tidspunkt end betalingen af hovedkravet. Retten bemærkede, at denne type skader ofte vil indebære et regreskrav mod en undertransportør, som allerede på skadestidspunktet kender til skaden.. Der kan dog være mange transportører involveret og derfor kan der gå lang tid, før den eller de sidste transportører modtager et krav.

Landsretten fandt også, at den almindelige frist i forældelsesloven på tre år ikke gjaldt, da den netop var erstattet af sølovens frist. Udover ét-årsfristen efter betaling af kravet er den eneste forældelsesfrist, der gælder, derfor den absolutte 10-års frist i forældelsesloven.

IUNO mener

Landsrettens afgørelse afspejler lovens bogstav, men tager ikke hensyn til bestemmelsens oprindelse. Bestemmelsen er den nordiske version af en tilsvarende regel i Haag-Visby reglerne, regel III.6bis. Denne regel overlader det til de enkelte stater at udforme reglen om regres. Den er ligesom søloven ikke helt klar om, hvornår fristen for regreskravet begynder at løbe, men det har nok ikke været hensigten, at regreskrav potentielt kan være udestående i så lang tid som i sagen her, hvor skaden var sket adskillige år før regreskravet mod undertransportøren kom i gang. Det er upraktisk i forhold til dokumentation. En udførende transportør, der præsenteres for et gammelt krav, kan også få problemer med sin forsikringsdækning, hvis der er skiftet ansvarsforsikring i mellemtiden. Dertil kommer dansk rets ulovsbestemte regler om passivitet.

IUNO anbefaler derfor, at man som udgangspunkt forfølger kendte krav og får dem anmeldt til sin forsikring, og ikke forlader sig på en 10-årig forældelse.

[Østre Landsrets dom i sagen BS-28465/2020-OLR af 7. juni 2021]

Modtag vores nyhedsbrev

Mads

Poulsen

Partner

Aage

Krogh

Partner

Lars

Rosenberg Overby

Partner

Mads

Christopher Whitta-Jacobsen

Advokatfuldmægtig

Lignende

logo
Transport

7. november 2021

Skade under sikkerhedskontrol var forældet

logo
Transport

3. oktober 2021

Genarrest af skib var nødvendig og lovlig

logo
Transport

2. september 2021

Transportør var ikke ansvarlig for brand i onkels lagerbygning

logo
Transport

2. september 2021

Kun landevejstransportør var ansvarlig for optøet fisk

logo
Transport

25. august 2021

ICLG: Shipping Law 2021

logo
Transport

4. juli 2021

Afvisning af skib var befragters ansvar

Holdet

Aage

Krogh

Partner

Ida

Thune Ikkala

Juridisk assistent

Lars

Rosenberg Overby

Partner

Mads

Christopher Whitta-Jacobsen

Advokatfuldmægtig

Mads

Poulsen

Partner