Retten til erstatning for personskade bortfaldt som følge af forsætlig medvirken, idet skadelidte, der var sindssyg, forsøgte at begå selvmod ind i mordkørende lastbil

Skadelidte var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Han forsøgte at begå selvmord ved at køre direkte ind i en modkørende lastbil med høj hastighed. Han overlevede ulykken med alvorlige personskader til følge, herunder vedvarende lammelse i brystkassen og nedefter.

Den skadelidte sagsøgte herefter lastbilens ansvarsforsikringsselskab med påstand om, at de skulle anerkende det fulde ansvar for sagsøgers personskade ved færdselsuheldet.

Inden ulykken havde skadelidte haft en forværrende tilstand med selvmordstanker og hallucinationer og var blevet tilbudt indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvilket han nægtede. Det var derfor nødvendigt at tvangsindlægge ham, men han nåede at flygte og påkøre lastbilen.

På ulykkestidspunktet var det bevist, at skadelidte havde væsentlige psykiske problemer og påvirket af det euforiserende stof ketamin. Parterne var dog enige om, at stoffet var uden betydning for sagens afgørelse.

Lastbilchaufføren forklarede, at skadelidte havde skiftet vejbane, da bilerne var 50 meter fra hinanden, og at skadelidte efter ulykken havde ytret ønske om at dø.

Skadelidte gjorde gældende, at der efter færdselslovens (FL) § 101 gjaldt et objektivt ansvar for personskade, der forvoldes af et motorkøretøj, og at det ikke kunne nedsættes eller bortfalde, da skadelidtes sindssygdom havde været afgørende årsag til hans adfærd på tidspunktet.

Ifølge Retslægerådets opfattelse, havde skadelidte handlet under indflydelse af sindssygdom, idet han var i en akut behandlingskrævende sindssygelig tilstand af ikke forbigående karakter. Derudover mente de, at det kunne antages, at han var uden forståelse for konsekvenserne af sine handlinger.

Byretten lagde til grund, at skadelidte var i en akut behandlingstilstand, at han handlede målrettet og derved havde til hensigt at påføre sig selv skade. Retten fandt derfor, at skadelidte havde været så bevidst om sine handlinger, at betingelserne for at nedsætte erstatningsansvaret for den indtrufne personskade var opfyldt, jf. FL § 101, stk. 2. Forsikringsselskabets erstatningsansvar blev derfor nedsat til en tredjedel.

Landsretten fandt, at skadelidtes handling havde været så målrettet, at han efter en retlig vurdering måtte have været i stand til at forstå, hvad han foretog sig, og hvilke konsekvenser kørslen kunne have. Han manglede derfor ikke evnen til at handle fornuftsmæssigt. Landsretten fandt på baggrund heraf og uanset Retslægerådets udtalelser, at forsikringsselskabet skulle frifindes for erstatningsansvaret.

For Højesteret besvarede Retslægerådet en række supplerende spørgsmål. Heraf fremgik, at skadelidte i gængs forstand forstod/erkendte handlingen, men at handlingen og motivet for denne havde baggrund i det realitetstab han på grund af psykosen var præget af.

Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse om, at skadelidte forsætligt havde medvirket til skaden, og han ikke som følge af sin sindssygdom manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt. Højesteret fandt denne konklusion bestyrket af Retslægerådets besvarelse af de yderligere spørgsmål.

Højesteret bemærkede i øvrigt, at der efter forarbejderne til erstatningsansvarsloven gælder et udgangspunkt om, at erstatningen skal bortfalde, hvis skadelidte forsætligt har medvirket. Dette kan dog fraviges og erstatningen i stedet nedsættes i tilfælde hvor medvirken skyldes at være en følge af sindssygdom. Højesteret fandt dog ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i sagen.  

Forsikringsselskabet blev derfor frifundet for erstatningsansvar.

[Højesterets afgørelse af 19. december 2016 i sag 235/2015]