Speditør ansvarlig i forbindelse med smugling af tyrkisk parfume

En dansk vognmand og en dansk speditør havde et længerevarende samarbejde, hvor vognmanden blandt andet udførte transporter til og fra Tyrkiet for speditøren. Da speditøren blev antaget af en tyrkisk transportvirksomhed til at fragte flydende sæbe til Danmark, benyttede speditøren derfor den danske vognmand til at forestå transporten.

Da vognmanden nåede til den bulgarske grænse, lavede tolderne en stikprøvekontrol af lasten, og det viste sig, at der bag sæben var 11.000 flasker parfumer, som ikke var anført i fragt- og tolddokumenterne. Chaufføren blev tilbageholdt i halvanden måned på grund af mistanke om smugling, hvorefter han blev løsladt mod kaution.

Trækkeren og traileren blev tilbageholdt i mere end seks måneder. Tilbageholdelsen medførte blandt andet udgifter til ventepenge, kaution, leje af erstatningstrailer og hjemtagelsesomkostninger.

Parterne uenige om ansvaret

Vognmanden rejste krav mod både den danske speditør og den tyrkiske transportvirksomhed for at få dækket omkostningerne i forbindelse med tilbageholdelsen. Da retssagen var anlagt, fremsatte speditøren regreskrav mod den tyrkiske transportvirksomhed.

Vognmanden mente, at speditøren var objektivt ansvarlig efter CMR-lovens § 9 og § 14, idet fragt- og tolddokumenterne ikke var udfyldt korrekt. Ifølge disse regler skal afsender dække fragtførerens tab som følge af visse typer forkerte oplysninger, uanset om afsenderen er skyld i de forkerte oplysninger eller ej.

Speditøren mente, at det var den tyrkiske transportvirksomhed, der var afsender, fordi virksomheden havde angivet sig selv som afsender i et CMR-fragtbrev. Transportvirksomheden forklarede, at anførslen på fragtbrevet var lavet af hensyn til toldbehandling, og at den kun var agent for speditøren – og altså ikke afsender.

Sø- og handelsretten: Ansvar efter CMR-loven

Sø- og Handelsretten konkluderede, at speditøren var ordregiver i forhold til vognmanden, og at speditøren derfor var afsender. Speditøren var dermed ansvarlig for vognmandens omkostninger i forbindelse med tilbageholdelsen. Den tyrkiske transportvirksomhed havde derimod ikke noget aftaleforhold med vognmanden, og selvom virksomheden var anført som afsender i fragtbrevet, var der ikke ansvarsgrundlag for vognmandens krav over for transportvirksomheden.

Retten mente dog, at transportvirksomheden var afsender i forholdet mellem transportvirksomheden og speditøren, fordi transportvirksomheden havde angivet sig selv om afsender i et fragtbrev.

Men idet den særlige suspensionsregel i CMR-lovens § 41, stk. 3 alene gælder ved krav mod fragtføreren og ikke mod afsender, var speditørens regreskrav forældet.

IUNO mener

Afgørelsen illustrerer, hvordan en speditør kan have forskellige roller i forskellige forhold. I det indbyrdes forhold med den danske vognmand var speditøren afsender, og vognmanden var fragtfører. I forholdet til den tyrkiske transportvirksomhed var speditøren derimod fragtfører, mens den tyrkiske virksomhed var afsender.

Afgørelsen viser også, hvor afgørende de forskellige roller kan være for CMR-lovreglernes anvendelse. Suspensionsreglen i CMR-lovens § 41, stk. 3 kan kun anvendes af ’kunden’ i forhold til ’fragtføreren’. Derfor kunne speditøren ikke anvende suspensionsreglen i forholdet til transportvirksomheden. Hvis man som fragtfører vil undgå forældelse efter CMR-lovens § 41, kan man:

• aftale med modparten, at forældelsen bliver suspenderet, eller
• anlægge rets- eller voldgiftssag mod modparten

Ved en aftale om suspension undgår man umiddelbart at skulle betale retsafgifter, men det bliver ikke nødvendigvis billigere i længden. Hvilken mulighed, der er mest hensigtsmæssig at benytte sig af, afhænger af den konkrete situation og parterne. Under alle omstændigheder bør parterne dog være opmærksom på muligheden for, at krav forældes, og at de dermed kan stå med en regning, som de ikke selv er skyld i.
 
[Sø- og Handelsrettens dom af 2. maj 2014, H-57-12]