Tidsbegrænset ansat fik ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Sagen drejede sig om en kvinde, der var ansat som SOSU-assistent hos en kommune. Stillingen var en jobrotationsansættelse, og den var derfor tidsbegrænset. Medarbejderen blev på et tidspunkt overfaldet på sin arbejdsplads, og hun blev herefter langtidssygemeldt. Erstatningsnævnet tilkendte hende godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden frem til, at hendes tidsbegrænsede stilling ophørte. Medarbejderen fik til gengæld ikke tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden efter udløbet af hendes tidsbegrænsede stilling. Begrundelsen var, at medarbejderen ikke havde bevist, at hun ville være kommet i arbejde som SOSU-assistent efter udløbet af stillingen.

Medarbejderen var uenig og gjorde gældende, at hun i cirka otte år før ulykken havde haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og at ledigheden blandt SOSU-assistenter var lav på tidspunktet, hvor hendes tidsbegrænsede stilling ophørte.

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, der skulle afgøre, om medarbejderen havde sandsynliggjort, at hun ville være kommet i beskæftigelse efter udløbet af hendes stilling, og om hun dermed havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Medarbejderen havde ikke bevist, at hun ville være kommet i arbejde

Landsretten fandt, at medarbejderens ansættelse i kommunen var det eneste arbejde, hun havde haft efter sin uddannelse, som var relevant for hendes fag. Ud fra oplysningerne om omfanget og karakteren af hendes tidligere jobs, fandt landsretten desuden ikke, at medarbejderen havde haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i årene før ulykken. Endelig vurderede landsretten ikke, at medarbejderen havde bevist, at hun havde nogle jobtilbud eller nogen konkret udsigt til at blive ansat som SOSU-assistent på ordinære vilkår efter ophøret af hendes tidsbegrænsede stilling.

På denne baggrund fandt landsretten det ikke bevist, at medarbejderen ville have fået et ordinært arbejde som SOSU-assistent efter, at hendes tidsbegrænsede stilling ophørte. Hun havde derfor ikke krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden derefter, og Erstatningsnævnet blev frikendt.

IUNO mener

Dommen viser, at man kun kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man kan dokumentere et tab. Hvis man søger erstatning for en periode, der ligger efter ophøret af ens ansættelsesforhold, skal man kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at man derefter ville være kommet i arbejde, hvis ikke det var på grund af ulykken. Som sagen viser, lægges der blandt andet vægt på ens hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, og om man havde nogen konkret udsigt til at komme i arbejde igen. Afgørelsen er temmelig ”hård”. Domstolene har traditionelt fastsat et lavt beviskrav i sager af denne type, bl.a. for kvinder med små børn på deltid der påstår, at de inden for en kort årrække ville være kommet på fuld tid, når børnene blev ældre.

[Vestre Landsrets dom af 7. december 2018 i sag BS-13316/2018-VLR]