Transportør ikke ansvarlig for fransk identitetstyveri
Er en transportør ansvarlig for at levere gods til bedragere? Det mente retten ikke, da leveringen skete på grund af anvisninger fra godsets ejer og forhold, som transportøren ikke kunne undgå. Og dermed bestemte retten også, at spørgsmålet falder ind under CMR-loven.
En dansk virksomhed, der sælger kosmetik, indgik en aftale med en fransk varehuskæde om køb af varer. Godset skulle transporteres til Frankrig og da transportøren ankom til det aftalte afleveringssted, lignede det ikke det rigtige sted. Transportøren tog kontakt til sælger, og de tog kontakt til køberen. Køberen oplyste en anden adresse, som sælgeren guidede transportøren hen til.
Transportøren talte med de ansatte på den nye adresse og var i kontakt med sælgeren, og han sendte også billeder af det nye leveringssted. Transportøren udleverede godset til kunden og modtog en kvittering for afleveringen.
Bagefter fandt sælgeren ud af, at de var blevet bedraget, da køberen ikke betalte for godset. Bedragerne havde begået identitetstyveri ved at agere som en ansat fra den franske varehuskæde. Sælgeren mente, at det kunne være undgået, hvis transportøren havde været mere forsigtig og krævede derfor erstatning.
Bedrageriet var dog allerede foregået forud for transporten. Derudover havde transportøren taget alle mulige forholdsregler ved at tage kontakt til ladningsejeren, da det første leveringssted ikke virkede korrekt. Derudover mente transportøren også, at ladningsejeren havde godtaget, at godset blev udleveret på den nye leveringsadresse.
Transportør var ansvarsfri
Sø- og Handelsretten fandt, at godsets bortkomst var sket på grund af bedrageriet, og at dette skete allerede da aftalen blev indgået mellem sælgeren og bedragerne.
Alligevel skulle ansvaret for bortkomsten vurderes efter CMR-loven. Her er en transportør ansvarlig for bortkomst af gods indtil aflevering. Transportøren kan kun blive ansvarsfri hvis transportøren beviser f.eks. at bortkomsten var sket som følge af ladningsejerens anvisninger eller andre forhold, som transportøren ikke kunne undgå.
Da transportøren havde reageret da det første leveringssted virkede mistænksomt og sørgede for at informere sælgeren om udviklingen i forløbet, og da sælgeren accepterede det ny leveringssted, konkluderede retten, at transportøren var berettiget til at følge de anvisninger, han fik. Transportøren kunne heller ikke alene ud fra leveringsstedets udseende og beskaffenhed indse, at der var tale om bedrageriske forhold.
Retten kom derfor frem til, at bortkomsten af godset var sket på baggrund af ladningsejerens anvisninger og forhold, som transportøren ikke kunne undgå. Dermed var transportøren ansvarsfri.
IUNO mener
Sagen viser, at selvom bedrageriet var godt i gang allerede inden godset blev læsset på lastbilen, og der slet ikke kunne leveres til nogen rigtig modtager, regulerer CMR-lovens ansvarsregler transportøren. Dermed er det transportøren, der skal bevise sin ansvarsfrihed. Hvad der skal til for at undgå ansvar afhænger af de konkrete omstændigheder ved leveringen. IUNO anbefaler begge parter – sælgere og transportører – at være meget årvågne med, hvem de sælger til – og hvem de leverer til.
[Sø- og Handelsrettens dom af den 7. juli 2022 i sag BS-43209/2021-SHR]
En dansk virksomhed, der sælger kosmetik, indgik en aftale med en fransk varehuskæde om køb af varer. Godset skulle transporteres til Frankrig og da transportøren ankom til det aftalte afleveringssted, lignede det ikke det rigtige sted. Transportøren tog kontakt til sælger, og de tog kontakt til køberen. Køberen oplyste en anden adresse, som sælgeren guidede transportøren hen til.
Transportøren talte med de ansatte på den nye adresse og var i kontakt med sælgeren, og han sendte også billeder af det nye leveringssted. Transportøren udleverede godset til kunden og modtog en kvittering for afleveringen.
Bagefter fandt sælgeren ud af, at de var blevet bedraget, da køberen ikke betalte for godset. Bedragerne havde begået identitetstyveri ved at agere som en ansat fra den franske varehuskæde. Sælgeren mente, at det kunne være undgået, hvis transportøren havde været mere forsigtig og krævede derfor erstatning.
Bedrageriet var dog allerede foregået forud for transporten. Derudover havde transportøren taget alle mulige forholdsregler ved at tage kontakt til ladningsejeren, da det første leveringssted ikke virkede korrekt. Derudover mente transportøren også, at ladningsejeren havde godtaget, at godset blev udleveret på den nye leveringsadresse.
Transportør var ansvarsfri
Sø- og Handelsretten fandt, at godsets bortkomst var sket på grund af bedrageriet, og at dette skete allerede da aftalen blev indgået mellem sælgeren og bedragerne.
Alligevel skulle ansvaret for bortkomsten vurderes efter CMR-loven. Her er en transportør ansvarlig for bortkomst af gods indtil aflevering. Transportøren kan kun blive ansvarsfri hvis transportøren beviser f.eks. at bortkomsten var sket som følge af ladningsejerens anvisninger eller andre forhold, som transportøren ikke kunne undgå.
Da transportøren havde reageret da det første leveringssted virkede mistænksomt og sørgede for at informere sælgeren om udviklingen i forløbet, og da sælgeren accepterede det ny leveringssted, konkluderede retten, at transportøren var berettiget til at følge de anvisninger, han fik. Transportøren kunne heller ikke alene ud fra leveringsstedets udseende og beskaffenhed indse, at der var tale om bedrageriske forhold.
Retten kom derfor frem til, at bortkomsten af godset var sket på baggrund af ladningsejerens anvisninger og forhold, som transportøren ikke kunne undgå. Dermed var transportøren ansvarsfri.
IUNO mener
Sagen viser, at selvom bedrageriet var godt i gang allerede inden godset blev læsset på lastbilen, og der slet ikke kunne leveres til nogen rigtig modtager, regulerer CMR-lovens ansvarsregler transportøren. Dermed er det transportøren, der skal bevise sin ansvarsfrihed. Hvad der skal til for at undgå ansvar afhænger af de konkrete omstændigheder ved leveringen. IUNO anbefaler begge parter – sælgere og transportører – at være meget årvågne med, hvem de sælger til – og hvem de leverer til.
[Sø- og Handelsrettens dom af den 7. juli 2022 i sag BS-43209/2021-SHR]
Modtag vores nyhedsbrev
Aage
Krogh
PartnerLignende
Holdet