Voldgiftsklausul var bindende for bygherrens forsikringsselskab
En bygherre og en rådgiver havde aftalt en voldgiftsklausul. Højesteret mente i modsætning til landsretten, at bygherrens forsikringsselskab var bundet af voldgiftsklausulen. Forsikringsselskabet kunne derfor ikke gøre et regreskrav gældende mod rådgiveren ved de almindelige domstole.
IUNO skrev i et tidligere nyhedsbrev fra september 2013 om landsrettens afgørelse i en sag mellem et forsikringsselskab og en rådgiver. I sagen blev en bygherre ansvarlig for skader på en naboejendom i forbindelse med et byggeri. Forsikringsselskabet udbetalte erstatning til ejeren af naboejendommen og anlagde derefter sag mod rådgiveren ved de almindelige domstole vedrørende et regreskrav. Bygherren og rådgiveren havde imidlertid aftalt en voldgiftsklausul, og spørgsmålet var derfor, om bygherrens forsikringsselskab ligeledes var bundet heraf.
Landsretten fandt ikke, at bygherrens forsikringsselskab var bundet af voldgiftsklausulen mellem bygherren og rådgiveren, men rådgiveren ankede efterfølgende afgørelsen til Højesteret.
Højesteret ændrer landsrettens afgørelse
Højesteret nåede frem til det modsatte resultat af landsretten.
Højesteret lagde indledningsvis vægt på, at forsikringsselskabets regreskrav mod rådgiveren var en følge af rådgiverens mangelfulde udførelse af arbejdet. Højesteret mente derfor, at forsikringsselskabet ved betaling af erstatningen indtrådte i forsikringstagerens, det vil sige bygherrens, retsstilling. Forsikringsselskabets krav mod rådgiveren var derfor omfattet af voldgiftsklausulen. Højesteret bemærkede hertil, at såfremt bygherren selv havde udbetalt erstatningen, ville bygherrens krav mod rådgiveren være omfattet af voldgiftsklausulen. Af den grund måtte forsikringsselskabets regreskrav ligeledes være omfattet heraf.
Samtidig fandt Højesteret, at det var uden betydning for sagens udfald, at forsikringsselskabet havde fået transport i naboejendommens krav mod bygherren og rådgiveren, efter at forsikringsselskabet havde udbetalt erstatning.
I sagen mente Højesteret heller ikke, at rådgiveren havde mistet retten til at påberåbe sig voldgiftsklausulen ved at have medvirket til isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn ved de almindelige domstole.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at et forsikringsselskab indtræder i bygherrens retsstilling, når forsikringsselskabets krav mod bygherrens aftalepart udspringer af en tvist vedrørende bygherrens udførelse af arbejdet. Et forsikringsselskab er derfor i denne situation bundet af en eventuel voldgiftsklausul i parternes aftalegrundlag.
IUNO anbefaler, at forsikringsselskaber er særligt opmærksomme på, om forsikringstageren har aftalt en voldgiftsklausul med sine aftaleparter. Hvis der er aftalt en voldgiftsklausul, vil forsikringsselskabet som det klare udgangspunkt være bundet heraf.
[Højesterets dom af 11. april 2014, sag 217/2013]
IUNO skrev i et tidligere nyhedsbrev fra september 2013 om landsrettens afgørelse i en sag mellem et forsikringsselskab og en rådgiver. I sagen blev en bygherre ansvarlig for skader på en naboejendom i forbindelse med et byggeri. Forsikringsselskabet udbetalte erstatning til ejeren af naboejendommen og anlagde derefter sag mod rådgiveren ved de almindelige domstole vedrørende et regreskrav. Bygherren og rådgiveren havde imidlertid aftalt en voldgiftsklausul, og spørgsmålet var derfor, om bygherrens forsikringsselskab ligeledes var bundet heraf.
Landsretten fandt ikke, at bygherrens forsikringsselskab var bundet af voldgiftsklausulen mellem bygherren og rådgiveren, men rådgiveren ankede efterfølgende afgørelsen til Højesteret.
Højesteret ændrer landsrettens afgørelse
Højesteret nåede frem til det modsatte resultat af landsretten.
Højesteret lagde indledningsvis vægt på, at forsikringsselskabets regreskrav mod rådgiveren var en følge af rådgiverens mangelfulde udførelse af arbejdet. Højesteret mente derfor, at forsikringsselskabet ved betaling af erstatningen indtrådte i forsikringstagerens, det vil sige bygherrens, retsstilling. Forsikringsselskabets krav mod rådgiveren var derfor omfattet af voldgiftsklausulen. Højesteret bemærkede hertil, at såfremt bygherren selv havde udbetalt erstatningen, ville bygherrens krav mod rådgiveren være omfattet af voldgiftsklausulen. Af den grund måtte forsikringsselskabets regreskrav ligeledes være omfattet heraf.
Samtidig fandt Højesteret, at det var uden betydning for sagens udfald, at forsikringsselskabet havde fået transport i naboejendommens krav mod bygherren og rådgiveren, efter at forsikringsselskabet havde udbetalt erstatning.
I sagen mente Højesteret heller ikke, at rådgiveren havde mistet retten til at påberåbe sig voldgiftsklausulen ved at have medvirket til isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn ved de almindelige domstole.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at et forsikringsselskab indtræder i bygherrens retsstilling, når forsikringsselskabets krav mod bygherrens aftalepart udspringer af en tvist vedrørende bygherrens udførelse af arbejdet. Et forsikringsselskab er derfor i denne situation bundet af en eventuel voldgiftsklausul i parternes aftalegrundlag.
IUNO anbefaler, at forsikringsselskaber er særligt opmærksomme på, om forsikringstageren har aftalt en voldgiftsklausul med sine aftaleparter. Hvis der er aftalt en voldgiftsklausul, vil forsikringsselskabet som det klare udgangspunkt være bundet heraf.
[Højesterets dom af 11. april 2014, sag 217/2013]