Eneforhandler var ikke berettiget til goodwillgodtgørelse

En tysk producent af varme- og komfortprodukter til blandt andet biler og både indgik i 1957 en aftale med en norsk virksomhed, som skulle fungere som producentens eneforhandler i Norge.

I efteråret 2010 opsagde producenten imidlertid eneforhandleraftalen. Efterfølgende anlagde eneforhandleren sag mod producenten med krav om goodwillgodtgørelse. Dette krav støttede eneforhandleren på reglerne for handelsagenter. Det kom frem under sagen, at 13-14 % af eneforhandlerens omsætning stammede fra salg af producentens produkter.

Eneforhandler eller handelsagent?

En eneforhandler og en handelsagent er juridisk set ikke det samme. En handelsagent sælger eller køber varer på vegne af en anden. En eneforhandler har derimod blot eneret til at sælge visse varer, men eneforhandleren køber og sælger altså varerne i sit eget navn og for egen regning.

Når en handelsagent arbejder på vegne af en anden – for eksempel en producent – er han i høj grad afhængig af denne producent. Derfor er handelsagenten også særligt beskyttet, hvis producenten opsiger handelsagenturet. Samtidig har handelsagenten ofte gjort en stor indsats for at udvide producentens kundekreds eller tilføje producenten andre betydelige fordele. Derfor indeholder handelsagentloven særlige regler, som beskytter handelsagenten; blandt andet har handelsagenter i visse tilfælde ret til goodwillgodtgørelse, hvis producentens opsiger samarbejdet. Denne goodwillgodtgørelse er dog betinget af, at handelsagenten reelt har tilført producenten ”noget mere” og, at det i øvrigt – alt taget i betragtning – er findes mest rimeligt at tilkende handelsagenten godtgørelse.

Parternes synspunkter

Under denne sag var spørgsmålet, om den norske eneforhandler kunne opnå samme beskyttelse som en handelsagent. Eneforhandleren argumenterede for, at de beskyttelseshensyn, som ligger bag reglen for goodwillgodtgørelse, også var relevante for eneforhandleren. Dette begrundede eneforhandleren med, at han i høj grad var underlagt de samme forpligtelser som en handelsagent. For eksempel var han underlagt en detaljeret rapporteringspligt og en pligt til at udlevere oplysninger om kunder samtidig med, at han var bundet af producentens prisfastsættelse. Eneforhandleren mente altså, at aftalen kunne sidestilles med et handelsagentur, og at han derfor havde krav på goodwillgodtgørelse efter reglerne for handelsagenter.

 Producenten mente derimod ikke, at eneforhandleren var underlagt sådanne byrdefulde forpligtelser. Der var derimod tale om en helt almindelig eneforhandleraftale. Samtidig havde parterne ikke aftalt goodwillgodtgørelse, og producenten mente derfor ikke, at eneforhandleren havde krav på godtgørelse ved opsigelse.

Høyesterett: Ikke krav på goodwillgodtgørelse

Høyesterett lagde vægt på, at eneforhandleren købte og solgte producentens varer i eget navn og for egen regning. Der var altså ikke reelt tale om et handelsagentur. Høyesterett afviste dog ikke, at reglerne for handelsagenter i helt særlige situationer kunne anvendes i eneforhandlerforhold. Dette krævede dog, at det i den helt konkrete situation ville være helt urimeligt ikke at give eneforhandleren goodwillgodtgørelse. Høyesterett understregede herefter, at de beskyttelseshensyn, som ligger bag reglen om goodwillgodtgørelse for handelsagenter, ikke forelå i denne sag. Derfor afviste Høyesterett, at eneforhandleren skulle være berettiget til goodwillgodtgørelse.

IUNO mener

Reglerne om handelsagenter er de samme i Danmark og Norge, og afgørelsen er i også i tråd med dansk retspraksis på området. Afgørelsen er vigtig for eneforhandlere, fordi den viser, at eneforhandlere ikke automatisk er beskyttet gennem lovgivning på samme måde som handelsagenter.

Hvis varer fra en enkelt producent står for en større del af en forhandlers omsætning, bør forhandleren altså overveje, om han er tilstrækkeligt beskyttet, hvis producenten opsiger aftalen. En sådan beskyttelse kræver en konkret klausul i aftalen mellem producenten og eneforhandleren. En forhandler kan beskytte sig på flere måder, for eksempel ved et langt opsigelsesvarsel eller ved en aftale om goodwillgodtgørelse.