Underentreprenør erstatningsansvarlig for avancetab, revisorbistand og selvrisiko
En underentreprenør var erstatningsansvarlig for en brandskade på en virksomhed. Virksomhedens forsikringsselskab dækkede tabet men havde krav på tilbagebetaling fra underentreprenøren, hvilket også gjaldt virksomhedens avancetab, revisorudgift og selvrisiko.
I forbindelse med en ombygning på en virksomhed hyrede hovedentreprenøren en underentreprenør til at fjerne en stålkonstruktion. Stålkonstruktionen skulle fjernes ved hjælp af skærebrænder, og under arbejdet opstod der brand. Som følge af branden blev store dele af virksomhedens varelager beskadiget.
Virksomheden fik dækket sit tab på over 5 mio. kr. hos sit forsikringsselskab. Kravet omfattede erstatning for driftstab, udgiften til revisorbistand og selvrisiko. Forsikringsselskabet krævede derefter beløbet tilbagebetalt af hovedentreprenøren og underentreprenøren. Såvel hovedentreprenøren som underentreprenøren afviste erstatningsansvaret.
Byretten: Ansvaret ligger hos underentreprenøren
Byretten lagde til grund, at underentreprenørens medarbejder, der var lærling, ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt om udførelsen af varmt arbejde. Desuden lagde byretten til grund, at medarbejderen udførte arbejdet, uden at det forinden var blevet undersøgt, om der var brandbart materiale i nærheden af stålkonstruktionen. Byretten vurderede, at arbejdet derfor var blevet udført i strid med sikkerhedsforskrifterne, og medarbejderen havde derfor handlet ansvarspådragende. Underentreprenøren var derfor som arbejdsgiver erstatningsansvarlig for brandskaden.
Hovedentreprenøren havde ifølge byretten en berettiget forventning om, at underentreprenøren selv havde sørget for, at medarbejderen havde fået den fornødne instruktion til udførelsen af arbejdet. Byretten mente derfor ikke, at hovedentreprenøren havde optrådt ansvarspådragende
Efter byrettens dom betalte underentreprenøren størstedelen af forsikringsselskabets krav. En del af erstatningsopgørelsen blev dog anket til landsretten. Her gjorde underentreprenøren desuden gældende, at det var hovedentreprenøren, som endeligt skulle bære tabet.
Landsretten og Højesteret godkendte de omtvistede erstatningsposter
Landsretten mente ligesom byretten, at underentreprenøren var ansvarlig, og hovedentreprenøren blev også her frifundet. Sagen drejede sig for landsretten og Højesteret hovedsagelig om, hvorvidt forsikringsselskabet kunne kræve regres for de poster, som underentreprenøren anfægtede. Det handlede særligt om tabt avance for varerne, virksomhedens udgift til revisorbistand ved opgørelsen af erstatningskravet og virksomhedens selvrisiko.
Underentreprenøren mente, at virksomhedens krav på forsikringsdækning for tabt avance var begrænset til kostprisen for de kasserede varer. Både byretten, landsretten og Højesteret lagde dog vægt på, at varerne var færdigvarer, der umiddelbart kunne afsættes. Dommerne fandt det derfor bevist, at varerne ville være blevet solgt i løbet af den periode, hvor virksomhedens varelager blev genetableret.
Videre fik forsikringsselskabet medhold i, at virksomhedens udgift til revisorbistand kunne indgå i erstatningsopgørelsen. Højesteret lagde vægt på, at virksomheden ikke havde haft det fornødne mandskab og erfaring til at opgøre driftstabet.
Forsikringsselskabet krævede regres for selvrisikoen på vegne af virksomheden. Det fremgik af kontrakten mellem virksomheden og hovedentreprenøren, at virksomheden skulle tegne en sædvanlig forsikring.
Ingen af de tre instanser fandt, at dette vilkår skulle forhindre virksomheden i at kræve selvrisikoen dækket. Idet selvrisikoen i øvrigt var af sædvanlig størrelse, kunne denne post derfor indgå i kravet.
Forsikringsselskabet endte derfor med at få fuldt medhold i sit krav.
IUNO mener
Afgørelsen illustrerer, at udgangspunktet efter dansk ret er, at den skadelidte part får erstatning for sit fulde tab inklusive følgeskader. I den konkrete sag omfattede dette poster som avancetab og udgift til revisorbistand og selvrisiko.
Udgifter til revisorbistand kan således indgå i erstatningen, hvis udgiften er nødvendig – for eksempel fordi virksomheden ikke selv kan stille medarbejdere med den fornødne erfaring til rådighed. Såfremt virksomheden kan dokumentere, at varer på virksomhedens varelager ville være blevet afsat i løbet af skadesperioden, så kan dette tab ligeledes indgå i erstatningen. Dertil kommer, at virksomhedens udgifter til selvrisikoen kan indgå, såfremt beløbet er af en sædvanlig størrelse.
[Højesterets dom af 5. april 2013, sag 182/2011]
I forbindelse med en ombygning på en virksomhed hyrede hovedentreprenøren en underentreprenør til at fjerne en stålkonstruktion. Stålkonstruktionen skulle fjernes ved hjælp af skærebrænder, og under arbejdet opstod der brand. Som følge af branden blev store dele af virksomhedens varelager beskadiget.
Virksomheden fik dækket sit tab på over 5 mio. kr. hos sit forsikringsselskab. Kravet omfattede erstatning for driftstab, udgiften til revisorbistand og selvrisiko. Forsikringsselskabet krævede derefter beløbet tilbagebetalt af hovedentreprenøren og underentreprenøren. Såvel hovedentreprenøren som underentreprenøren afviste erstatningsansvaret.
Byretten: Ansvaret ligger hos underentreprenøren
Byretten lagde til grund, at underentreprenørens medarbejder, der var lærling, ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt om udførelsen af varmt arbejde. Desuden lagde byretten til grund, at medarbejderen udførte arbejdet, uden at det forinden var blevet undersøgt, om der var brandbart materiale i nærheden af stålkonstruktionen. Byretten vurderede, at arbejdet derfor var blevet udført i strid med sikkerhedsforskrifterne, og medarbejderen havde derfor handlet ansvarspådragende. Underentreprenøren var derfor som arbejdsgiver erstatningsansvarlig for brandskaden.
Hovedentreprenøren havde ifølge byretten en berettiget forventning om, at underentreprenøren selv havde sørget for, at medarbejderen havde fået den fornødne instruktion til udførelsen af arbejdet. Byretten mente derfor ikke, at hovedentreprenøren havde optrådt ansvarspådragende
Efter byrettens dom betalte underentreprenøren størstedelen af forsikringsselskabets krav. En del af erstatningsopgørelsen blev dog anket til landsretten. Her gjorde underentreprenøren desuden gældende, at det var hovedentreprenøren, som endeligt skulle bære tabet.
Landsretten og Højesteret godkendte de omtvistede erstatningsposter
Landsretten mente ligesom byretten, at underentreprenøren var ansvarlig, og hovedentreprenøren blev også her frifundet. Sagen drejede sig for landsretten og Højesteret hovedsagelig om, hvorvidt forsikringsselskabet kunne kræve regres for de poster, som underentreprenøren anfægtede. Det handlede særligt om tabt avance for varerne, virksomhedens udgift til revisorbistand ved opgørelsen af erstatningskravet og virksomhedens selvrisiko.
Underentreprenøren mente, at virksomhedens krav på forsikringsdækning for tabt avance var begrænset til kostprisen for de kasserede varer. Både byretten, landsretten og Højesteret lagde dog vægt på, at varerne var færdigvarer, der umiddelbart kunne afsættes. Dommerne fandt det derfor bevist, at varerne ville være blevet solgt i løbet af den periode, hvor virksomhedens varelager blev genetableret.
Videre fik forsikringsselskabet medhold i, at virksomhedens udgift til revisorbistand kunne indgå i erstatningsopgørelsen. Højesteret lagde vægt på, at virksomheden ikke havde haft det fornødne mandskab og erfaring til at opgøre driftstabet.
Forsikringsselskabet krævede regres for selvrisikoen på vegne af virksomheden. Det fremgik af kontrakten mellem virksomheden og hovedentreprenøren, at virksomheden skulle tegne en sædvanlig forsikring.
Ingen af de tre instanser fandt, at dette vilkår skulle forhindre virksomheden i at kræve selvrisikoen dækket. Idet selvrisikoen i øvrigt var af sædvanlig størrelse, kunne denne post derfor indgå i kravet.
Forsikringsselskabet endte derfor med at få fuldt medhold i sit krav.
IUNO mener
Afgørelsen illustrerer, at udgangspunktet efter dansk ret er, at den skadelidte part får erstatning for sit fulde tab inklusive følgeskader. I den konkrete sag omfattede dette poster som avancetab og udgift til revisorbistand og selvrisiko.
Udgifter til revisorbistand kan således indgå i erstatningen, hvis udgiften er nødvendig – for eksempel fordi virksomheden ikke selv kan stille medarbejdere med den fornødne erfaring til rådighed. Såfremt virksomheden kan dokumentere, at varer på virksomhedens varelager ville være blevet afsat i løbet af skadesperioden, så kan dette tab ligeledes indgå i erstatningen. Dertil kommer, at virksomhedens udgifter til selvrisikoen kan indgå, såfremt beløbet er af en sædvanlig størrelse.
[Højesterets dom af 5. april 2013, sag 182/2011]
Modtag vores nyhedsbrev
