Voldgiftsklausul ikke bindende for bygherrens forsikringsselskab
Bygherres ansvarsforsikringsselskab dækkede skader på en naboejendom og krævede derefter betaling fra bygherrens rådgiver. Sagen kunne anlægges ved byretten trods voldgiftsklausul mellem bygherren og rådgiveren, da kravet var støttet på såkaldte retsbrudssynspunkter og reglerne om erstatning uden for kontrakt.
En bygherre havde hyret en rådgivende ingeniør i forbindelse med et byggeri. I rådgivningsaftalen var det aftalt, at tvister skulle afgøres efter Almindelige Betingelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89).
ABR 89 indeholder en voldgiftsklausul, som aftalens parter som udgangspunkt er bundet af. Det følger således af ABR 89, pkt. 9.0.1., at tvister, der opstår i forbindelse med rådgivningsopgaven, skal afgøres endeligt og bindende ved voldgift.
Under byggeriet skete der sætningsskader på en naboejendom. Bygherren anerkendte erstatningsansvaret over for ejeren af naboejendommen, og bygherrens ansvarsforsikringsselskab betalte erstatning til naboen. Herefter lagde forsikringsselskabet sag an mod rådgiveren for at få dækket den udbetalte erstatning, dvs. regres. Forsikringsselskabet valgte at ignorere voldgiftsklausulen i rådgivningsaftalen og anlagde sagen ved byretten.
Rådgiveren mente, at tvisten skulle afgøres af en voldgiftsret på grund af voldgiftsklausulen i ABR 89, og at byretten derfor skulle afvise sagen. Forsikringsselskabet mente derimod, at det konkrete krav ikke var omfattet af voldgiftsklausulen. Til støtte for dette anførte forsikringsselskabet, at kravet udsprang af dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt, og at forsikringsselskabet ikke var part i rådgivningsaftalen med bygherren.
Byretten afviste, men landsretten hjemviste
Ifølge byretten var det afgørende, om rådgiveren havde handlet ansvarspådragende i forhold til bygherren med hensyn til risikoen for sætningsskader på naboejendommen. Da forsikringen dækkede bygherrens ansvar over for ejeren af naboejendommen, mente byretten, at forsikringsselskabet afledte sit krav fra bygherren og ikke fra ejeren af naboejendommen. Derfor mente byretten, at forsikringsselskabet var indtrådt i bygherrens retsstilling over for rådgiveren. På denne baggrund nåede byretten frem til, at voldgiftsklausulen mellem bygherren og rådgiveren også bandt forsikringsselskabet. Byretten afviste derfor sagen.
Forsikringsselskabet ankede dommen, og sagen kom for landsretten. Landsretten lagde vægt på formuleringen i stævningen, hvor forsikringsselskabet havde anført, at rådgiverens ansvar grundede i retsbrudssynspunkter og reglerne om erstatning uden for kontrakt. Ifølge landsretten var forsikringsselskabets indtræden og krav derfor ikke støttet på selve rådgivningsaftalen. På denne baggrund mente landsretten, at forsikringsselskabet ikke var bundet af rådgivningsaftalens voldgiftsklausul. Landsretten hjemviste derfor sagen til behandling ved byretten.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at selvom en voldgiftsklausul er udtrykkeligt aftalt, kan retlige tvister i særlige tilfælde alligevel blive afgjort ved de almindelige domstole. Det gælder eksempelvis krav, som ikke er baseret på parternes aftale. Der er i sådanne tilfælde tale om erstatning uden for kontrakt, hvilket i sagens natur ikke er omfattet af aftalens bestemmelser. Det, der er afgørende for, hvor sagen skal anlægges, er, om kravet udspringer af aftalen eller af reglerne for erstatning uden for kontrakt. Grænsen er altid ikke skarp, hvilket illustreres af uenigheden mellem byretten og landsretten i denne sag. Grundlaget for kravet er udslagsgivende for, om sagen er omfattet af voldgiftsaftalen eller ej. IUNO anbefaler derfor, at man er særligt opmærksom på dette, når en voldgiftsklausul er i spil.
IUNO gør dog opmærksom på, at procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at landsrettens dom kan ankes til Højesteret. Vi følger sagen og vender tilbage, når Højesteret har afsagt dom.
[Østre Landsrets dom af 14. januar 2013, sag B-2021-12]
En bygherre havde hyret en rådgivende ingeniør i forbindelse med et byggeri. I rådgivningsaftalen var det aftalt, at tvister skulle afgøres efter Almindelige Betingelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89).
ABR 89 indeholder en voldgiftsklausul, som aftalens parter som udgangspunkt er bundet af. Det følger således af ABR 89, pkt. 9.0.1., at tvister, der opstår i forbindelse med rådgivningsopgaven, skal afgøres endeligt og bindende ved voldgift.
Under byggeriet skete der sætningsskader på en naboejendom. Bygherren anerkendte erstatningsansvaret over for ejeren af naboejendommen, og bygherrens ansvarsforsikringsselskab betalte erstatning til naboen. Herefter lagde forsikringsselskabet sag an mod rådgiveren for at få dækket den udbetalte erstatning, dvs. regres. Forsikringsselskabet valgte at ignorere voldgiftsklausulen i rådgivningsaftalen og anlagde sagen ved byretten.
Rådgiveren mente, at tvisten skulle afgøres af en voldgiftsret på grund af voldgiftsklausulen i ABR 89, og at byretten derfor skulle afvise sagen. Forsikringsselskabet mente derimod, at det konkrete krav ikke var omfattet af voldgiftsklausulen. Til støtte for dette anførte forsikringsselskabet, at kravet udsprang af dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt, og at forsikringsselskabet ikke var part i rådgivningsaftalen med bygherren.
Byretten afviste, men landsretten hjemviste
Ifølge byretten var det afgørende, om rådgiveren havde handlet ansvarspådragende i forhold til bygherren med hensyn til risikoen for sætningsskader på naboejendommen. Da forsikringen dækkede bygherrens ansvar over for ejeren af naboejendommen, mente byretten, at forsikringsselskabet afledte sit krav fra bygherren og ikke fra ejeren af naboejendommen. Derfor mente byretten, at forsikringsselskabet var indtrådt i bygherrens retsstilling over for rådgiveren. På denne baggrund nåede byretten frem til, at voldgiftsklausulen mellem bygherren og rådgiveren også bandt forsikringsselskabet. Byretten afviste derfor sagen.
Forsikringsselskabet ankede dommen, og sagen kom for landsretten. Landsretten lagde vægt på formuleringen i stævningen, hvor forsikringsselskabet havde anført, at rådgiverens ansvar grundede i retsbrudssynspunkter og reglerne om erstatning uden for kontrakt. Ifølge landsretten var forsikringsselskabets indtræden og krav derfor ikke støttet på selve rådgivningsaftalen. På denne baggrund mente landsretten, at forsikringsselskabet ikke var bundet af rådgivningsaftalens voldgiftsklausul. Landsretten hjemviste derfor sagen til behandling ved byretten.
IUNO mener
Afgørelsen viser, at selvom en voldgiftsklausul er udtrykkeligt aftalt, kan retlige tvister i særlige tilfælde alligevel blive afgjort ved de almindelige domstole. Det gælder eksempelvis krav, som ikke er baseret på parternes aftale. Der er i sådanne tilfælde tale om erstatning uden for kontrakt, hvilket i sagens natur ikke er omfattet af aftalens bestemmelser. Det, der er afgørende for, hvor sagen skal anlægges, er, om kravet udspringer af aftalen eller af reglerne for erstatning uden for kontrakt. Grænsen er altid ikke skarp, hvilket illustreres af uenigheden mellem byretten og landsretten i denne sag. Grundlaget for kravet er udslagsgivende for, om sagen er omfattet af voldgiftsaftalen eller ej. IUNO anbefaler derfor, at man er særligt opmærksom på dette, når en voldgiftsklausul er i spil.
IUNO gør dog opmærksom på, at procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at landsrettens dom kan ankes til Højesteret. Vi følger sagen og vender tilbage, når Højesteret har afsagt dom.
[Østre Landsrets dom af 14. januar 2013, sag B-2021-12]
Modtag vores nyhedsbrev
