Transportansvar, forældelse og krav på selvrisiko

En leverandør af madrasser havde lavet en aftale med en køber på Island om et salg af et parti madrasser. Madrasserne skulle sejles til Reykjavik, og leverandøren lavede en aftale med en kontraherende transportør, der sørgede for at lave en aftale med en udførende transportør.

Den kontraherende transportør, en stor speditør, lod et andet selskab i koncernen udstede konnossement.

Madrasserne blev pakket i et antal containere, men under sejladsen gik en af dem tabt på grund af dårligt vejr. Leverandøren fik udbetalt erstatning af sin vareforsikring, og vareforsikringsselskabet indtrådte i kravet og opkrævede erstatning fra de kontraherende transportører og den udførende transportør.

Der var aftalt suspension af forældelsesfristen mellem leverandøren og den kontraherende transportør, samt mellem den ene kontraherende transportør og den udførende transportør. Den udførende transportør mente derfor, at vareforsikringsselskabets direkte krav mod denne var forældet.

Den kontraherende transportør havde udstedt konnossement, der angav det fulde antal madrasser, som var stuvet i containeren. Den udførende havde fået samme oplysninger, men havde udstedt konnossement, der angav, at godset bestod af en container med et uspecificeret antal madrasser.

Yderligere var der en tvist om selve kravets størrelse, da den kontraherende transportør ikke mente, at forsikringsselskabet kunne rejse krav på selvrisikobeløbet. Vareforsikringsselskabet havde kun sagsøgt i sit eget navn, men mente at det fremgik af subrogationserklæringen, at de var bemyndiget til at gøre selvrisikoen gældende.

Sø- og Handelsretten: Søgsmålskompetence for hele kravet, ansvar for tabet, forældelse mellem vareforsikringen og udførende transportør

Retten fandt, at forsikringsselskabet var berettiget til at rette hele krav mod transportørerne, da leverandøren var indforstået med dette. Vareforsikringsselskabet var derfor også berettiget til at inddrive selvrisikobeløbet.

Da begge kontraherende transportører havde påtaget sig transporten af de omhandlede madrasser, og de ikke havde godtgjort, at tabet ikke skyldtes fejl fra deres side, var de ansvarlige for, at madrasserne gik tabt under transporten, jf. sølovens § 275 stk. 1.

Da der ikke var indgået nogen aftale om suspension af forældelsesfristen mellem forsikringsselskabet og den udførende transportør, fandtes det rejste krav forældet, jf. sølovens § 501, stk. 1, nr. 6, da sagen var anlagt mere end 1 år efter, at godset skulle have været udleveret.

Den udførende transportør havde indgået transportaftale med den ene kontraherende transportør, og forældelsesfristen mellem disse var forlænget. Den udførende var derfor ansvarlig for tabet i forhold til denne kontraherende transportør.

De kontraherende transportører kunne ikke ansvarsbegrænse, da konnossementet angav det fulde antal madrasser i containeren. Den udførende transportør havde fået samme oplysninger i bookingen, men havde udstedt konnossement, hvor antal kolli var én (containeren). Retten lagde vægt på, at konnossementet var udformet sådan uden at orientere den kontraherende transportør, og på trods af at den udførende transportør i bookingen havde fået oplysninger om kolliantallet. Retten fandt derfor, at heller ikke den udførende transportør kunne ansvarsbegrænse.

IUNO mener

Det er vigtigt at forsøge at fastslå, hvem der er transportør og at holde kravet i tid overfor alle de transportører, kravet kan rettes imod. Dommen viser også, at de danske domstole er meget pragmatiske i afgørelsen af, om en part kan indtale krav – også på en anden parts vegne – og at retten er parat til at se ud over konnossementet og vurdere alle fakta ved vurderingen af ansvarsbegrænsning.

 [Sø- og Handelsrettens dom i sag BS 33124/2018-SHR]