Transportør var erstatningsansvarlig for kildevand med spor af snegle

En afsender havde bedt en transportør om at fragte vand fra et dansk vandværk på Møn til et dansk tapperi i Brande, hvor vandet skulle hældes på flasker. Det var aftalt, at transportøren skulle sørge for udstyr til sugning af vandet. Da transportøren leverede vandet hos tapperiet, blev det testet for bakterier af tapperiets teknikere, som fandt nogle bakterier, der kunne stamme fra bløddyr såsom snegle. Mængden af bakterier var så stor, at vandet ikke kunne drikkes.

Samme dag skrev afsenderen til vandværket og transportøren og reklamerede over skaden.

Spørgsmålet var herefter, hvordan skaden var opstået, og hvem der var ansvarlig for den. Transportøren og vandværket var uenige om, hvorvidt det var oplyst, at vandet var drikkevand.

Uvist hvornår vandet blev kontamineret

Det var ikke muligt med sikkerhed at finde ud af, hvornår vandet var blevet kontamineret. Vandkvaliteten var blevet undersøgt, inden transportøren kom for at afhente vandet, og disse prøver var fine. Transportøren brugte imidlertid tre-fire timer på at tappe vandet fra vandværkets tank til tankbilen, som stod med åbne luger under et kirsebærtræ i regnvejr.

Det kom også frem under sagen, at tankbilen tidligere på dagen havde kørt med finsprit, og at der således ikke var blevet anvendt en tank specielt til drikkevand eller fødevarer. Der var endvidere måske blevet foretaget målinger ved, at chaufføren havde haft en tommestok nede i vandet, og slangerne til pumpningen var formodentlig blevet koblet sammen efter at have ligget på jorden.

Efter parternes aftale stod tankbilen derefter stille over weekenden, før vandet kunne leveres til flaskehallen om mandagen. Transportøren havde oplyst på skrift, at vandet godt kunne tåle at stå i tanken over weekenden.

Ifølge transportøren var der ikke bevis for, at drikkevandet var kontamineret, da det blev leveret hos tapperiet. Undersøgelsen var foretaget af teknikere, som var ansat på tapperiet, og derfor ikke var uvildige. Derudover mente transportøren, at eventuelle bakterier kunne skyldes, at vandværkets tank stod åben hele tiden, og at der derfor kunne have bevæget sig snegle ned i vandet, længe før transportøren indfandt sig på stedet for at pumpe vandet op.

Sø- og handelsretten: Skaden skete under transport

Da der var tale om en national transport, skulle dansk rets almindelige principper anvendes i sagen. Der var ikke indgået aftale om at anvende hverken CMR-loven eller NSAB.

Retten startede med at tage stilling til, hvornår skaden var opstået. Retten lagde blandt andet vægt på, at vandværkets historik var upåklagelig, og at der ikke var noget, der tydede på, at vandet havde været kontamineret før transporten.

Retten mente yderligere, at transportøren burde have vidst, at der var tale om drikkevand og ikke ”teknisk vand”, altså vand til trykprøvninger, rensning mv. Den uhensigtsmæssige tankbil sammenholdt med vandværkets upåklagelige historik og oplysningerne om chaufførens henlæggelse af slanger på jorden og parkering under et kirsebærtræ i regnvejr, hvorved blade mm. kunne skylles ned i tanken, gjorde, at retten konkluderede, at skaden i vandet måtte være opstået efter transportørens overtagelse af vandet.

Transportøren havde dermed ikke kunnet bevise, at kontamineringen af vandet skyldtes forhold, som han ikke var ansvarlig for. Transportøren blev derfor pålagt erstatningsansvar. Erstatningen på 130.000 kroner var baseret på dokumenterede omkostninger efter princippet om negativ kontraktinteresse – altså princippet om, at skadelidte skal stilles, som om aftalen slet ikke er indgået.

IUNO mener

Afgørelsen illustrerer transportørens ansvar efter dansk rets almindelige transportretlige principper. Her er det transportøren, der skal bevise, at skaden ikke skyldes forhold, som transportøren er ansvarlig for. Men transportøren har ved nationale vejtransporter ikke automatisk mulighed for ansvarsbegrænsning.

Afgørelsen viser også, hvor vigtigt det er, at parterne har en klar aftale og blandt andet er enige om, hvad det er, der skal transporteres. Derudover skal parterne være enige om de særlige forholdsregler, der skal tages ved bestemte typer gods.

IUNO anbefaler for begge parters skyld, at det altid gøres klart, præcis hvilken type gods der er tale om. Endvidere bør man ved national vejtransport altid huske at aftale enten CMR-loven eller NSAB, således at der er klarhed over retsgrundlaget og for transportørens vedkommende derudover for at sikre adgang til ansvarsbegrænsning.

[Sø- og Handelsrettens dom af 24. april 2014. Sag H-56-13.]