IP-klausuler i ansættelseskontrakten kan sikre virksomhedens ophavsret

Når man arbejder med journalistik, arkitektur, filmproduktion og andre kreative fag er det en fast del af arbejdsopgaverne at fremstille produkter, som kan være ophavsretligt beskyttet. Men ophavsret er ikke noget, der kun er relevant i de kreative/kunstneriske brancher.

Også i andre brancher vil medarbejdernes arbejde ofte være ophavsretsligt beskyttet materiale. Det kan for eksempel være tilfældet med notater, artikler, markedsføringsmateriale, præsentationer m.v., som er udarbejdet af helt almindeligt kontoransatte.  

Der kan derfor være behov for, at arbejdsgiver og medarbejder indgår en udtrykkelig aftale om ophavsretten til de ting, medarbejderne udvikler.

Dette kan ofte klares ved blot at indsætte en IP-klausul som en del af en medarbejders ansættelseskontrakt. På den måde har begge parter sikkerhed for, hvordan de står, hvis medarbejderen fremstiller noget, der er omfattet af ophavsretsloven.

Hvem tilhører ophavsretten?

Ophavsretslovens udgangspunkt er, at det er ophavsmanden, altså den der har frembragt værket, som har ophavsretten. Hvis der derfor er tale om et stykke arbejde, som medarbejderen selv har frembragt, og som nyder beskyttelse af loven, indebærer dette som udgangspunkt, at ophavsretten til værket tilhører medarbejderen.

Rent ansættelsesretligt er udgangspunktet derimod, at frugten af medarbejderens arbejde tilhører arbejdsgiveren. De forskellige tilgange til problemstillingen trækker altså i hver sin retning. Derfor holder hverken det ene eller det andet udgangspunkt altid.

Aftale kan være nødvendig

Hvis arbejdsgiveren og medarbejderen ikke aftaler andet, overgår medarbejderens ophavsret kun til arbejdsgiveren, hvis det er nødvendigt for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. Og det skal vel at mærke være den virksomhed, som arbejdsgiveren udøver på det tidspunkt, hvor medarbejderen fremstiller værket. Derfor skal det helt konkret vurderes, om arbejdsgiverens udnyttelse af medarbejderens værk er sædvanlig i forhold til arbejdsgiverens virksomhed.

To domme illustrerer, hvornår en brug af en medarbejders værk kan siges at være nødvendig for den sædvanlige virksomhed. Eksempelvis fik en journalist medhold i, at det ikke indgik i avisens sædvanlige virksomhed at videresælge journalistens artikler til andre medier. I en anden sag blev resultatet, at en tv-station havde ret til at genudsende et tv-program, som to medarbejdere havde produceret, da dette var sædvanlig virksomhed for en tv-station.

Hvis medarbejderens ansættelseskontrakt indeholder en IP-klausul, er retsstillingen afgjort på forhånd, og langt de fleste i ophavsretlige problemer kan derved undgås. En sådan klausul skal dog stadig overholde almindelig aftaleret med hensyn til eksempelvis urimelige aftaler.

IUNO mener

Det anbefales for de fleste tilfælde at arbejdsgiveren og medarbejderen indgår en klar aftale om medarbejderens immaterielle rettigheder. Dette kan ske enten ved en separat aftale eller i form af en IP-klausul i ansættelseskontrakten. Alternativet er, at arbejdsgiveren kun får de dele af ophavsretten, som er nødvendige for arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed.

Det er vigtigt at klausulen tilpasses den konkrete virksomhed og det konkrete behov.  Nogle typer arbejde er således underlagt særlige regler, såsom edb-programmer, patenterbare opfindelser m.v.

[Se også artikel af Ole Hasselbalch og Morten Rosenmeier i U.2013B.2 93 samt bogen Ophavsret for begyndere side 148ff]