Ledelsesmedlemmer var erstatningsansvarlige for uforsvarlige udlån

Sagen handlede om 11 konkrete udlån bevilliget forud for Capinordic Banks konkurs i 2010. De konkrete udlån var bevilliget af ledelsesmedlemmerne i perioden fra 2007 til 2009 til velhavende og transaktionsdrevne kunder, hvoraf flere indgik i medlemmernes egne forretningsnetværk.

Finansiel Stabilitet overtog den konkursramte banks aktiver og passiver og lagde herefter sag an mod Capinordic Banks direktør, bestyrelsesformand samt et bestyrelsesmedlem. Finansiel Stabilitet gjorde gældende, at de tre ledelsesmedlemmer havde handlet så uforsvarligt og ansvarspådragende i forbindelse med bevillingerne af de konkrete udlån, at de var erstatningsansvarlige for bankens samlede tab.

Sagens hovedspørgsmål var derfor, om bankens ledelsesmedlemmer var personligt erstatningsansvarlige over for banken, samt om såkaldt ”décharge” meddelt under bankens generalforsamlinger i så fald kunne medføre ansvarsfrihed.

Grænser for ledelsens forretningsmæssige skøn

Højesteret fastslog indledningsvist, at Capinordic Bank generelt ikke var indrettet eller drevet på en måde, der i sig selv kunne begrunde et erstatningsansvar for ledelsesmedlemmerne. Derfor krævede det en konkret vurdering af hvert udlån for at afgøre, om ledelsesmedlemmerne havde handlet forsætligt eller uagtsomt.

Beslutninger om at yde udlån beror først og fremmest på et forretningsmæssigt skøn, navnlig på grundlag af en kreditvurdering af låntager. Højesteret understregede, at domstolene som udgangspunkt bør være forsigtige med at tilsidesætte dette skøn. Det skyldes den såkaldte ”business judgement rule”, hvorefter ledelsesmedlemmer ikke automatisk er erstatningsansvarlige, fordi en beslutning viser sig at medføre et tab for virksomheden, så længe beslutningen er truffet på et loyalt, oplyst og forsvarligt grundlag.

Højesteret fremhævede, at domstolene ikke skal udvise samme forsigtighed, hvis en tabsgivende beslutning ikke alene er truffet ud fra bankens forretningsmæssige hensyn, men også ud fra andre – uvedkommende – interesser.

I den konkrete vurdering fandt Højesteret blandt andet, at ledelsesmedlemmerne ved to udlån havde haft personlige interesser involveret. Eksempelvis havde bestyrelsesmedlemmet en betydelig personlig interesse i et udlån til en virksomhed på 6 mio. kr. uden aftale om modydelse til banken.

Erstatningsansvar uanset meddelt ansvarsfrihed

Capinordic Banks ledelsesmedlemmer fastholdte i sagen, at de ikke var personligt ansvarlige for bankens tab, fordi de under bankens generalforsamlinger i 2007, 2008 og 2009 var blevet meddelt ansvarsfrihed (décharge). Højesteret fandt dog, at ansvarsfrihed var meddelt på et så generelt grundlag, at ledelsesmedlemmerne ikke kunne fritages for ansvar for de tab, som banken havde lidt i perioden.

Herefter gennemgik Højesteret hvert udlån. De fandt for 9 ud af 11 udlån, at mindst ét af ledelsesmedlemmerne havde handlet så uforsvarligt, at de var personligt ansvarlige for det tab, som udlånet havde påført banken. Af samme grund fandt Højesteret også, at der ikke var grundlag for at lempe erstatningsansvaret for de tre ledelsesmedlemmer.

Højesteret stadfæstede derfor i det væsentligste landsrettens dom og fandt, at ledelsesmedlemmerne skulle erstatte et tab på i alt ca. 89 mio. kr.

IUNO mener

Dommen bekræfter, at der skal en høj grad af uagtsomhed til, før ledelsesmedlemmer ifalder et personligt ansvar. Af hensyn til det ledelsesmæssige skøn, den såkaldte ”business judgement rule” og de erstatnings- og selskabsretlige lempelsesregler, må der foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, navnlig af skyldgraden og tabets størrelse for at vurdere et potentielt erstatningsansvar.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at der sikres et gennemsigtigt samarbejde mellem virksomhedens bestyrelse. Derudover bør virksomheder også overveje at tegne ansvarsforsikringer for deres ledelsesmedlemmer, der kan dække eventuelle erstatningskrav i forbindelse med retssager etc. Du kan læse mere om ledelsesansvar her.

[Højesterets dom af 15. januar 2019 i sag 226/2015]