Virksomhed blev ansvarlig for arbejdsskade efter Arbejdstilsynets krav

En konstruktionschef deltog i en øvelse i en livbåd, som skulle falde 45 meter, før den ramte vandet. Han blev sygemeldt med nakkesmerter, og ulykken blev anerkendt som en arbejdsskade. Virksomheden lavede kun øvelsen, fordi Arbejdstilsynet havde påtalt, at den ikke havde sejlet med bådene siden 2010. Alligevel krævede medarbejderen erstatning på ca. tre millioner kr. fra virksomheden.

Højesteret fastslog, at virksomheden efter arbejdsmiljøloven skal planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden havde også en pligt til at finde og mindske sikkerhedsmæssige risici så meget, som det er rimeligt og praktisk muligt. Hvis virksomheden havde tilsidesat den pligt, kunne den blive dømt erstatningsansvarlig for skaderne.

Højesteret vurderede, at øvelsen indebar en fare for, at personer kunne komme til skade, og at den ikke var nødvendig for at teste bådene. Det var heller ikke nødvendigt, at medarbejderen sad der, hvor han gjorde. Han kunne have siddet et andet sted i bådene, som havde været mere sikkert. Virksomheden havde derfor ikke gjort nok for at mindske risikoen for ulykker og blev derfor ansvarlig for medarbejderens skade.

Opgørelsen af erstatningsbeløbet behandles af byretten. Vi følger sagen tæt.

IUNO mener

Sagen viser, at virksomheder altid skal sikre, at arbejdet planlægges og udføres på en sund go sikker måde. Det gælder både i den daglige drift, og når virksomheder laver særlige aktiviteter – fx øvelser eller træning af medarbejdere – der skal forebygge arbejdsmiljøproblemer eller opfylde myndighedskrav.

IUNO anbefaler, at virksomheder nøje overvejer, om aktiviteter, der kan udgøre en risiko for arbejdsmiljøet, er nødvendige, og planlægger dem, så risikoen bliver så lille som muligt. Hvilke krav, der gælder i den konkrete situation, afhænger blandt andet af, hvor farlig aktiviteten er, hvor stor risikoen for skade er, og om der er muligheder for at undgå skader.

[Højesterets dom af 26. september 2025 i sag BS-62638/2024-HJR]