Den (u)frie bevægelighed for tredjelandsstatsborgere

Nogle ukrainske medarbejdere havde midlertidig opholdstilladelse i Slovakiet, hvor de arbejdede for en virksomhed. Medarbejderne blev senere udstationeret til Holland for at udføre en opgave. Opgaven trak ud, og medarbejderne endte med at være i Holland i mere end 90 dage, som er grænsen for at opholde sig i EU for personer, der ikke er EU-borgere.

For at fortsætte med at arbejde skulle medarbejderne derfor have en hollandsk opholdstilladelse, hvilket kostede et gebyr. Spørgsmålet var, om ukrainerne automatisk havde ret til at opholde sig i Holland på grund af deres opholdstilladelse i Slovakiet, eller om de skulle have en særskilt hollandsk opholdstilladelse. Et andet spørgsmål var, om gebyret for opholdstilladelsen måtte være højere end det for EU-borgere.

Én opholdsret åbner ikke alle døre

EU-Domstolen kom frem til, at Holland godt måtte kræve individuelle opholdstilladelser for ukrainerne, når arbejdet varede mere end de tilladte 90 dage i løbet af 180 dage. De fik altså ikke automatisk ret til at opholde sig i Holland, fordi de havde det i et andet EU-land.

Det var heller ikke imod EU-reglerne, at gebyret for ansøgningerne om opholdstilladelse var højere end for EU-borgere. Prisen skulle bare være rimelig i forhold til, hvad det rent faktisk kostede at behandle dem hos myndighederne.

IUNO mener

Sagen viser, at en opholdstilladelse i ét EU-land ikke automatisk giver ret til at opholde sig i et andet EU-land. En tredjelandsborger har altså ikke den samme ret til at bevæge sig frit indenfor EU’s grænser, som en EU-borger har. Selvom man som tredjelandsborger har en opholdstilladelse, får man altså ikke en ”afledt ret” til at opholde sig i alle EU-lande.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på de særlige regler om opholdstilladelse, når de gør brug af arbejdskraft fra tredjelande, såsom Ukraine. Vi har tidligere skrevet om nye regler om udenlandsk arbejdskraft her.

[EU-Domstolens afgørelse af 24. juni 2024 i sag C-540/22]