DA
HR-jura

Depression var ikke arbejdsskade

logo
Juranyt
calendar 2. marts 2015
globus Danmark

En pædagog blev sygemeldt med en depression kort tid efter, at han var blevet pålagt restriktioner i forhold til sin kontakt med børnene. Højesteret mente dog ikke, at der var tale om en erhvervssygdom, da arbejdsgiveren havde holdt sig inden for rammerne af sin generelle ledelsesbeføjelse.

En mandlig SFO-pædagog modtog i perioden marts 2001 til august 2002 tre forældreklager over sin fysiske adfærd i forhold til børnene, som forældrene opfattede som grænseoverskridende. Pædagogen blev allerede efter den første klage pålagt restriktioner i forhold til sin fysiske kontakt med børnene, hvilket skete på trods af, at forholdende aldrig blev anmeldt til politiet.

Da pædagogen modtog sin anden klage, meddelte kommunen, at den ikke længere ønskede, at pædagogen skulle arbejde med 0-18-årige, og at den ville undersøge, om pædagogen kunne få et andet arbejde med pædagogisk relevans. Da pædagogen modtog sin tredje forældreklage, indgik han og kommunen en fratrædelsesaftale, som blev begrundet i samarbejdsvanskeligheder.

Pædagogen fik kort tid efter job i en anden kommune, men blev efter få dages arbejde sygemeldt med en psykisk lidelse, da han også på den nye arbejdsplads blev pålagt restriktioner i forhold til sin fysiske kontakt med børnene.

Højesteret: Kommunen handlede inden for ledelsesretten

Højesteret skulle tage stilling til, om pædagogens psykiske lidelse kunne klassificeres som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven. Det mente flertallet af dommerne ikke, at den kunne.

Flertallet mente, at det var kommunens restriktioner snarere end forældrenes klager, der havde belastet pædagogen, men at kommunen i kraft af sin ledelsesret havde ret til at iværksætte passende tiltag for at undgå klager. Ifølge flertallet var kommunens restriktioner over for pædagogen ikke for vidtgående, men lå inden for rammerne af arbejdsgiverens generelle ledelsesbeføjelse.

Flertallet, som bestod af tre dommere mod to, mente derfor ikke, at de psykiske symptomer udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art som pædagog.

Mindretallet af dommerne mente, at pædagogens psykiske lidelse var en sygdom, som udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art. Mindretallet lagde vægt på, at pædagogens sygdom var forårsaget af forældrenes klager samt kommunens restriktioner, og at overgreb mod børn bliver opfattet som moralsk forkasteligt. For den anklagede er det typisk vanskeligt at modbevise en beskyldning om, at vedkommende har handlet uretmæssigt over for børnene.

IUNO mener

Sagen viser, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der ligger til grund for en erhvervssygdom. I den pågældende sag mente flertallet af dommerne, at kommunens restriktioner var årsag til pædagogens psykiske lidelse, men hvis flertallet havde været enig med mindretallet i, at forældreklagerne bar en del af skylden for pædagogens sygdom, havde den endelige afgørelse formentlig været, at der var tale om en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven.

Som sagen viser, så er der først tale om en erhvervssygdom, hvis arbejdsgiverens restriktioner over for en medarbejder går ud over, hvad omstændighederne tilsiger og dermed går ud over rammerne for arbejdsgiverens generelle ledelsesret.

IUNO anbefaler, at man altid tager højde for medarbejderens psykiske tilstand og inddrager det i overvejelserne, når man som virksomhed og leder gennemfører forandringer over for en medarbejder.

[Højesterets dom af 13. januar 2015]

En mandlig SFO-pædagog modtog i perioden marts 2001 til august 2002 tre forældreklager over sin fysiske adfærd i forhold til børnene, som forældrene opfattede som grænseoverskridende. Pædagogen blev allerede efter den første klage pålagt restriktioner i forhold til sin fysiske kontakt med børnene, hvilket skete på trods af, at forholdende aldrig blev anmeldt til politiet.

Da pædagogen modtog sin anden klage, meddelte kommunen, at den ikke længere ønskede, at pædagogen skulle arbejde med 0-18-årige, og at den ville undersøge, om pædagogen kunne få et andet arbejde med pædagogisk relevans. Da pædagogen modtog sin tredje forældreklage, indgik han og kommunen en fratrædelsesaftale, som blev begrundet i samarbejdsvanskeligheder.

Pædagogen fik kort tid efter job i en anden kommune, men blev efter få dages arbejde sygemeldt med en psykisk lidelse, da han også på den nye arbejdsplads blev pålagt restriktioner i forhold til sin fysiske kontakt med børnene.

Højesteret: Kommunen handlede inden for ledelsesretten

Højesteret skulle tage stilling til, om pædagogens psykiske lidelse kunne klassificeres som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven. Det mente flertallet af dommerne ikke, at den kunne.

Flertallet mente, at det var kommunens restriktioner snarere end forældrenes klager, der havde belastet pædagogen, men at kommunen i kraft af sin ledelsesret havde ret til at iværksætte passende tiltag for at undgå klager. Ifølge flertallet var kommunens restriktioner over for pædagogen ikke for vidtgående, men lå inden for rammerne af arbejdsgiverens generelle ledelsesbeføjelse.

Flertallet, som bestod af tre dommere mod to, mente derfor ikke, at de psykiske symptomer udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art som pædagog.

Mindretallet af dommerne mente, at pædagogens psykiske lidelse var en sygdom, som udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art. Mindretallet lagde vægt på, at pædagogens sygdom var forårsaget af forældrenes klager samt kommunens restriktioner, og at overgreb mod børn bliver opfattet som moralsk forkasteligt. For den anklagede er det typisk vanskeligt at modbevise en beskyldning om, at vedkommende har handlet uretmæssigt over for børnene.

IUNO mener

Sagen viser, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der ligger til grund for en erhvervssygdom. I den pågældende sag mente flertallet af dommerne, at kommunens restriktioner var årsag til pædagogens psykiske lidelse, men hvis flertallet havde været enig med mindretallet i, at forældreklagerne bar en del af skylden for pædagogens sygdom, havde den endelige afgørelse formentlig været, at der var tale om en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven.

Som sagen viser, så er der først tale om en erhvervssygdom, hvis arbejdsgiverens restriktioner over for en medarbejder går ud over, hvad omstændighederne tilsiger og dermed går ud over rammerne for arbejdsgiverens generelle ledelsesret.

IUNO anbefaler, at man altid tager højde for medarbejderens psykiske tilstand og inddrager det i overvejelserne, når man som virksomhed og leder gennemfører forandringer over for en medarbejder.

[Højesterets dom af 13. januar 2015]

Modtag vores nyhedsbrev

Anders

Etgen Reitz

Partner, advokat

Søren

Hessellund Klausen

Partner, advokat

Lignende

logo
HR-jura

11. april 2025

Virksomheder skal informere om masseafskedigelser, før de gælder

logo
HR-jura

4. april 2025

Direktør med flere kontrakter fik kun ret til løn og bonus fra én kontrakt

logo
HR-jura

28. marts 2025

Medarbejder havde ret til bonus trods opsigelse

logo
HR-jura

21. marts 2025

Opsigelse få dage efter forældreorlov var diskrimination

logo
HR-jura

14. marts 2025

Systematisk tidssnyd kostede tre medarbejdere jobbet

logo
HR-jura

6. marts 2025

Højesteret: Lønnedgang på under 10 % var nok til erstatning

Holdet

Alexandra

Jensen

Associate

Alma

Winsløw-Lydeking

Senior legal assistant

Anders

Etgen Reitz

Partner, advokat

Cecillie

Groth Henriksen

Senior associate, advokat

Elias

Lederhaas

Legal assistant

Emilie

Louise Børsch

Associate

Johan

Gustav Dein

Associate

Kirsten

Astrup

Managing associate, advokat

Maria

Kjærsgaard Juhl

Legal advisor

Sunniva

Løfsgaard

Legal assistant

Søren

Hessellund Klausen

Partner, advokat