Det kostede en halv månedsløn at opsige jobbet før tiltrædelse

I efteråret 2013 blev en kvindelig funktionær ansat som sælger i en modeforretning, men hun nåede aldrig at starte på jobbet. Hun opsagde nemlig stillingen to dage efter, at hun havde underskrevet ansættelseskontrakten og mere end en måned inden, hun skulle tiltræde stillingen. Årsagen var, at hun også havde job i det lokale byråd og ikke kunne passe begge job samtidig.

Arbejdsgiveren krævede efterfølgende erstatning på grund af omkostninger forbundet med hurtigt at skulle finde en ny medarbejder.

Vestre Landsret skulle herefter tage stilling til, om arbejdsgiveren var berettiget til mindsteerstatning efter funktionærloven. Normalt kan funktionærer sige deres stilling op med en måneds varsel, men spørgsmålet var, om det også gjaldt i denne sag.

Medarbejderen dømt til at punge ud

Vestre Landsret afgjorde på baggrund af funktionærloven, at medarbejderen skulle betale en mindsteerstatning på en halv månedsløn til arbejdsgiveren, svarende til 10.000 kroner.

Retten lagde vægt på, at arbejdsgiveren havde fremsat kravet om erstatning inden for tidsfristen, nemlig få dage efter det forventede tiltrædelsestidspunkt. Derudover havde arbejdsgiveren gjort kravet gældende i en retssag cirka tre måneder senere, og han havde derfor ikke mistet sin ret til erstatning på grund af passivitet.

Ifølge retten var kvindens opsigelse motiveret af, at hun havde opnået nogle ændrede arbejdsvilkår hos sin nuværende arbejdsgiver. Retten tillagde det derfor ingen betydning, at kvinden havde forsøgt at få ændret sine arbejdsvilkår i ansættelseskontrakten med den nye arbejdsgiver, så hun kunne passe både jobbet som sælger og jobbet i det lokale byråd.

Det spillede heller ingen rolle, at medarbejderen var ansat på prøve og derfor havde et opsigelsesvarsel på 14 dage.

Sagen viser, at det afgørende for, om der skal betales mindsteerstatning efter funktionærloven er, om medarbejderen tiltræder stillingen eller ej. 

IUNO mener

Afgørelsen fra Vestre Landsret viser, at en ansættelseskontrakt som udgangspunkt er bindende for begge parter.

IUNO anbefaler derfor, at virksomheder sikrer sig, at alle forudsætninger er til stede, og at der er et reelt behov for ny arbejdskraft, inden man underskriver en ansættelseskontrakt. Det gælder især for virksomheder, som ansætter medarbejdere lang tid før, de skal tiltræde stillingen.

Hvis det viser sig, at virksomheden alligevel ikke har behov for ny arbejdskraft, når ansættelseskontrakten er underskrevet, kan det koste virksomheden løn i opsigelsesperioden. Det samme gælder den anden vej rundt, nemlig at medarbejderen kan være erstatningsansvarlig over for arbejdsgiveren, hvis vedkommende siger op inden ansættelsens start og udebliver på tiltrædelsestidspunktet.

Hvis virksomhederne skal undgå lignende sager, bør de sikre sig, at mulige kandidater til en stilling kan begynde på tiltrædelsestidspunktet og ikke har andre forpligtelser som i den pågældende sag, hvor kvinden var bundet af en kontrakt med det lokale byråd.

[Vestre Landsrets dom af 15. september 2015]