Forældelsesfristen for differencekrav i arbejdsskadesager

En medarbejder var udsat for en arbejdsulykke i juni 2006. Virksomhedens ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningsansvaret, og der blev løbende udbetalt midlertidige ydelser, herunder godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte-godtgørelse.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf i maj 2007 afgørelse om, at medarbejderen ikke havde ret til erhvervsevnetabserstatning og begrundede dette med, at medarbejderen havde genoptaget sit arbejde efter ulykken, og at han oppebar den samme løn som før ulykken. Medarbejderen blev imidlertid tilkendt førtidspension i 2010, og sagen blev herefter indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, og fastsatte et midlertidigt erhvervsevnetab på 40 % og hjemviste sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der i juli 2010 traf endelig afgørelse om at forhøje erhvervsevnetabet til 65 %. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tilkendegav i den forbindelse, at de ikke ville behandle spørgsmålet om erhvervsevnetabet igen.

Medarbejderens fagforening meddelte i februar 2012 forsikringsselskabet, at der ikke ville blive rejst noget differencekrav, men i juni 2013 lagde medarbejderen sag an mod forsikringsselskabet med påstand om betaling af differencekrav.

Kravet var ikke forældet

Landsretten og Højesteret fandt modsat byretten, at kravet ikke var forældet. De konstaterede indledningsvis, at den særlige femårige forældelsesfrist for differencekravet som udgangspunkt skal regnes fra den endelige afgørelse i arbejdsskadesagen også efter forældelsesloven af 2007. Forældelsesfristen skulle derfor regnes fra den 14. juli 2010, og da sagen blev anlagt omtrent tre år senere, var kravet ikke forældet.

Det forhold, at medarbejdernes fagforening havde meddelt forsikringsselskabet, at man ikke ville gøre differencekrav gældende, kunne ikke anses for et bindende afkald.

IUNO mener

Dommen viser, helt i overensstemmelse med praksis vedrørende forældelsesloven af 1908 og arbejdsskadesikringslovens § 77, at differencekrav først kan rejses, når der foreligger en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Dommen viser også, at forsikringsselskaber ikke kan indrette sig efter en fagforenings tilkendegivelse om ikke at ville gøre differencekrav gældende, da det ifølge Højesteret har formodningen imod sig, at en medarbejder vil give afkald på et sådant krav. Dette er også i overensstemmelse med praksis, som viser, at der skal meget til før et tilsagn betragtes som processuelt bindende.

Det er altid vigtigt at være opmærksom på reglerne om forældelse, og det gælder særligt i sager, hvor der ikke umiddelbart efter skadens indtræden kan opgøres et krav. På grund af sammenspillet mellem krav på erstatning for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven og efter erstatningsansvarsloven, vil sådanne situationer ofte foreligge i sager om differencekrav.   

[Højesterets afgørelse af 24. maj 2017 i sag 96/2016]