Højesteret: Godtgørelse til tidsbegrænsede ansatte

Sagen drejer sig om fire personer, der var ansat ved Roskilde Universitet. Bortset fra få perioder havde medarbejderne været kontinuerligt ansat i tidsbegrænsede deltidsstillinger i flere år uden ret til pension. Senest havde de været ansat i to år som undervisningsassistenter.

Højesteret skulle tage stilling til to spørgsmål i sagen. For det første om medarbejderne havde ret til pensionsbidrag af den løn, de havde tjent som undervisningsassistenter. For det andet om medarbejderne havde ret til godtgørelse, fordi deres tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var blevet forlænget flere gange i træk.

Ikke krav på pensionsbidrag

Medarbejderne påstod, at de som deltidsansatte havde ret til pensionsbidrag af deres løn som undervisningsassistenter på lige fod med universitetets fuldtidsansatte i overensstemmelse med deltidsloven og lov om tidsbegrænset ansættelse. Her skulle Højesteret vurdere, om medarbejdernes deltidsstillinger var sammenlignelige med de pågældende fuldtidsstillinger, og om der dermed var sket forskelsbehandling.

Højesteret fandt, at de fire medarbejderes arbejdsopgaver hovedsageligt bestod af holdundervisning, projektvejledning m.m., mens de fuldtidsansatte primært beskæftigede sig med forskning og forskningsbaseret undervisning. Stillingerne var derfor ikke sammenlignelige, og medarbejderne havde ikke krav på pensionsbidrag.

Godtgørelse for forlængelse af kontrakterne

Det andet spørgsmål som Højesteret skulle tage stilling til var, om medarbejderne havde krav på godtgørelse for gentagen forlængelse af deres tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i overensstemmelse med lov om tidsbegrænset ansættelse.

Loven om tidsbegrænset ansættelse indeholder en særlig regel for ansatte, som arbejder med undervisnings- og forskningsvirksomhed i blandt andet statslige institutioner. Det følger af reglen, at fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser højest kan ske to gange. Medarbejderne i sagen havde arbejdet under forskellige stillingsbetegnelser, men Højesteret fandt, at deres arbejdsopgaver ikke havde ændret sig væsentligt. Medarbejderne havde altså i realiteten været ansat i den samme stilling hele tiden, og det var derfor i strid med loven at forlænge deres tidsbegrænsede kontrakter i stedet for at fastansætte dem.

Ved fastsættelsen af godtgørelsesniveauet lagde Højesteret vægt på EU-domstolens praksis. EU-Domstolen har nemlig tidligere afgjort, at godtgørelsen ved gentagne forlængelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal være forholdsmæssig, men samtidig tilstrækkelig effektiv og afskrækkende til at sikre, at reglerne bliver overholdt. Medarbejderne blev derfor tilkendt en godtgørelse på 75.000 kr. hver.

IUNO mener

Dommen viser, at gentagne forlængelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i strid med loven kan medføre en betydelig godtgørelse til medarbejderne. Selvom denne sag drejede sig om ansættelser inden for det offentlige, vil fastsættelsen af godtgørelsesniveauet formentlig få betydning i lignende sager på det private arbejdsmarked.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at gentagne forlængelser af tidsbegrænsede ansættelser på det private arbejdsmarked kun er tilladt, hvis de gentagne forlængelser kan objektivt begrundes. Derudover risikerer virksomheden, at ansættelsesforholdet bliver permanent og senere vil skulle opsiges efter de almindelige regler. Virksomheder bør derfor få foretaget en nøje vurdering i hvert tilfælde, før en ansættelse forlænges.

[Højesterets dom af 17. april 2018 i sag 303/2016]