Højesteret: Handicappet medarbejder havde ikke krav på deltid

En byplanlægger i Ikast-Brande Kommune var i april 2009 udsat for en arbejdsrelateret trafikulykke og blev efterfølgende deltidssygemeldt på grund af smerter. Kvinden fik diagnosen refleksdystrofi, som man typisk kommer sig helt eller delvist over i løbet af en årrække.

Efter et års tid var byplanlæggeren stadig plaget af smerter, og hun ønskede derfor at gå på deltid cirka 20 timer om ugen. Dette mente kommunen dog ikke var muligt, da det ville give de resterede byplanlæggere et for stort arbejdspres, og kommunen mente heller ikke, det var realistisk at ansætte en anden byplanlægger 17 timer om ugen. Kommunen opsagde derfor medarbejderen i november 2010.

Medarbejderen lagde efterfølgende sag an mod kommunen, fordi hun mente, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at kommenen havde pligt til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger, herunder tilbyde en deltidsstilling.

Sø- og Handelsretten: Indirekte forskelsbehandling på grund af handicap

Sø- og Handelsretten startede med at konkludere, at der var tale om et handicap, som forhindrede kvinden i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og at kommunen dermed var forpligtet til at iværksætte hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger.

Spørgsmål var herefter, om kommunen havde lavet de tilpasningsforanstaltninger, som de var forpligtet til for at hjælpe byplanlæggeren. Ifølge Sø- og Handelsretten havde kommunen ikke lavet en konkret vurdering af, om byplanlæggeren kunne varetage sine opgaver i en deltidsstilling, og kommunen havde heller ikke prøvet at ansætte en anden byplanlægger i en 17-timers stilling til at varetage de resterende opgaver.

Kommunen havde derfor ikke levet op til sin forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, og der var derfor tale om indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Kommunen ankede efterfølgende sagen til Højesteret.

Højesteret: Ikke forskelsbehandling

Højesteret var enig i, at der var tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at kommunen vidste eller burde vide dette. Kommunen havde derfor en tilpasningsforpligtelse, medmindre pligten ville være en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen. 

Ifølge Højesteret kunne opgaverne i afdelingen ikke løses i en deltidsstilling uden at tilføre yderligere ressourcer. Det var dog ikke muligt at dele stillingen mellem to deltidsansatte uden tab af effektivitet og forringet serviceniveau. 

Højesteret afgjorde derfor, at kommunen ikke var forpligtet til at tilbyde medarbejderen en deltidsstilling. Kommunen havde dermed ikke tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse og udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

IUNO mener

Sagen viser, i hvor høj grad virksomheder er tvunget til at lave tilpasningsforpligtelser, blandt andet i form af nedsat arbejdstid. Ifølge Højesteret har virksomheder ikke pligt til at ansætte en ekstra fuldtidsmedarbejder for at fastholde den handicappede medarbejder, og de er heller ikke forpligtet til at dele stillingen op i to deltidsstillinger, hvis der er en saglig, driftsmæssig begrundelse for, at stillingen er en fuldtidsstilling.

IUNO anbefaler, at virksomhederne, i situationer med ansatte der ikke kan udføre deres arbejde fuldt ud eller er sygemeldt i længere perioder, nøje overvejer, om der kan være tale om et handicap med tilpasningsforpligtelser for virksomheden. Ved undersøgelsen af virksomhedens tilpasningsforpligtelser bør virksomheden grundigt undersøge alle muligheder, herunder fx tilskud og deltidsansættelse, så et eventuelt afslag er veldokumenteret og velbegrundet.

[Højesterets dom af 13. april 2016]