DA
Forsikring

Medarbejders krav på yderligere erstatning var ikke forældet

logo
Juranyt
calendar 4. marts 2021
globus Danmark

En medarbejder fremsatte et krav på yderligere erstatning mere end et år efter, at landsretten havde stadfæstet byrettens deldom, hvorefter medarbejderen blev tilkendt erstatning og godtgørelse som følge af en arbejdsulykke. Højesteret udtalte, at landsrettens stadfæstelse af byrettens deldom ikke afsluttede sagen, og at medarbejderen derfor fortsat kunne komme med yderligere krav senere end 1 år efter landsretsdommen. Det var desuden klart for både medarbejderen og arbejdsgiveren, at sagen om medarbejderens krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsat var under behandling. I modsætning til både by- og landsretten fastslog Højesteret derfor, at medarbejderens krav om yderligere erstatning ikke var forældet.

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var udsat for en arbejdsulykke under sit arbejde den 13. august 2009.
Medarbejderen lagde den 13. juni 2012 sag an mod arbejdsgiveren og kom med et krav på godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for positive udgifter og for tabt arbejdsfortjeneste for perioden indtil udgangen af januar 2012. Medarbejderen tog samtidig forbehold for en senere forhøjelse af påstanden, da han stadig var sygemeldt.

Byretten traf ved deldom af 28. oktober 2014 afgørelse om, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for de skader, som medarbejderen var blevet påført ved ulykken, og at medarbejderen havde krav på erstatning og godtgørelse opgjort frem til den 31. januar 2012. Landsretten stadfæstede byrettens deldom den 7. januar 2016.

Sagen fortsatte herefter ved byretten, men blev udsat på medarbejderens begæring. Medarbejderen meddelte, at han ville fremsætte et krav om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men at det samlede krav ikke kunne opgøres, da der endnu ikke forelå en endelig afgørelse om erhvervsevnetab fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Først den 13. september 2017 fremsatte medarbejderen påstand om, at arbejdsgiveren skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for periode fra den 1. februar 2012 til den 1. april 2017. Spørgsmålet var herefter, om medarbejderens krav om yderligere erstatning var forældet.

Byrettens afgørelse

Byretten udtalte, at medarbejderens erstatningsansvar måtte anses for endeligt fastslået ved landsrettens dom af 7. januar 2016. Medarbejderens krav på yderligere erstatning var derfor forældet efter 1 år, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1.

Byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde accepteret en foreløbig afbrydelse af forældelsen af medarbejderens krav på eventuelt yderligere erstatningskrav. Byretten fandt også, at det ikke var godtgjort, at medarbejderens og arbejdsgiverens udenretlige forhandlinger havde en sådan karakter, at forældelsesfristen var blevet udskudt.

Endelig fastslog byretten, at medarbejderen ikke havde været afskåret fra at nedlægge krav om yderligere erstatning på et tidligere tidspunkt end sket, og at kravet derfor var forældet.

Medarbejderen ankede herefter sagen til Østre Landsret.

Landsrettens afgørelse

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse (dissens) og fastslog, at medarbejderens krav på yderligere erstatning var forældet.

Landsretten udtalte, at der ved landsrettens dom af 7. januar 2016 var taget endeligt stilling til, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for medarbejderens tilskadekomst. Som følge heraf fandt landsretten, at landsrettens dom af 7. januar 2016 var udtryk for en anerkendelse af grundlaget for fordringen, og at den havde fristafbrydende virkning for medarbejderens efterfølgende krav på yderligere erstatning.

Landsretten udtalte endvidere, at landsrettens dom af 7. januar 2016 alene burde tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse. Medarbejderens krav på yderligere erstatning skulle derfor forfølges inden for et år for at bevare den fristafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Landsretten udtalte også, at man ikke ved at tage forbehold under en retssag kan afbryde forældelse på ubestemt tid for krav, som endnu ikke er fremsat, og hvis størrelse ikke er opgjort.

Landsretten fastslog således, at medarbejderen krav på yderligere erstatning var forældet, da medarbejderens påstand om yderligere erstatning var nedlagt under retssagen mere end fem år efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse og mere end et år efter landsrettens dom af 7. januar 2016.

Medarbejderen ankede herefter sagen til Højesteret.

Højesterets kendelse

Højesteret udtalte, at medarbejderens stævning den 13. juni 2012 havde fristafbrydende virkning for medarbejderens oprindelige krav om erstatning såvel som medarbejderens krav om yderligere erstatning. Højesteret udtalte også, at der ved landsrettens afgørelse skete en stadfæstelse af en deldom, og at sagen fortsatte ved byretten, hvor den blev udsat på opgørelse af medarbejderens yderligere krav om erstatning, hvilket var i overensstemmelse med medarbejderens forbehold herom.

I modsætning til by- og landsretten fandt Højesteret herefter, at landsrettens dom af 7. januar 2016 ikke afsluttede sagen, og at medarbejderen derfor ikke var afskåret fra at fremsætte yderligere krav senere end 1 år efter landsretsdommen. Forældelseslovens § 21, stk. 1, fandt derfor ikke anvendelse.

Højesteret anførte, at efter forældelseslovens § 16, stk. 1, skal fordringshaveren forfølge de retslige skridt inden for rimelig tid. I forbindelse med udsættelserne af sagen havde medarbejderen overholdt de frister, som retten havde fastsat. Det var desuden klart for både medarbejderen og arbejdsgiveren, at sagen om medarbejderens krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsat var under behandling og angik perioden efter udgangen af 2012. Det var tilfældet, selvom der i perioden fra landsrettens dom til medarbejderens processkrift af 13. september 2017 ikke var nedlagt en påstand, som landsretten ikke allerede havde taget stilling til. På baggrund af disse omstændigheder fastslog Højesteret, at medarbejderens stævning af den 13. juni 2012 havde bevaret sin fristafbrydende virkning.

Højesteret fastslog således, at medarbejderens krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. februar 2012 til 1. april 2017 ikke var forældet.

Herefter hjemviste Højesteret sagen til fortsat behandling ved byretten.

IUNO MENER

Sagen viser, at skadelidte – hvis der er taget forbehold herfor - kan fremsætte krav på yderligere erstatning, selvom der er gået mere end 1 år efter det oprindelige krav på erstatning er blevet fastslået ved byrettens deldom og stadfæstet af landsretten. Det er imidlertid ikke med dommen blevet afklaret, hvordan det havde forholdt sig, hvis skadelidte ikke havde taget forbehold for yderligere erstatning.

IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber, hvis de overvejer at gøre forældelse gældende, er opmærksomme på, om der er taget forbehold for en forhøjelse af krav på erstatning. Selv med et forbehold skal virksomheder og deres forsikringsselskaber være opmærksomme på, om skadelidte forfølger de retslige skridt inden for rimelig tid, idet man til trods for et forbehold må kræve, at skadelidte forfølger sit krav uden ugrundet ophold.

[Højesterets kendelse i sag nr. 2/2020 af 16. november 2020]

 

Sagen drejede sig om en medarbejder, der var udsat for en arbejdsulykke under sit arbejde den 13. august 2009.
Medarbejderen lagde den 13. juni 2012 sag an mod arbejdsgiveren og kom med et krav på godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for positive udgifter og for tabt arbejdsfortjeneste for perioden indtil udgangen af januar 2012. Medarbejderen tog samtidig forbehold for en senere forhøjelse af påstanden, da han stadig var sygemeldt.

Byretten traf ved deldom af 28. oktober 2014 afgørelse om, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for de skader, som medarbejderen var blevet påført ved ulykken, og at medarbejderen havde krav på erstatning og godtgørelse opgjort frem til den 31. januar 2012. Landsretten stadfæstede byrettens deldom den 7. januar 2016.

Sagen fortsatte herefter ved byretten, men blev udsat på medarbejderens begæring. Medarbejderen meddelte, at han ville fremsætte et krav om yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men at det samlede krav ikke kunne opgøres, da der endnu ikke forelå en endelig afgørelse om erhvervsevnetab fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Først den 13. september 2017 fremsatte medarbejderen påstand om, at arbejdsgiveren skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for periode fra den 1. februar 2012 til den 1. april 2017. Spørgsmålet var herefter, om medarbejderens krav om yderligere erstatning var forældet.

Byrettens afgørelse

Byretten udtalte, at medarbejderens erstatningsansvar måtte anses for endeligt fastslået ved landsrettens dom af 7. januar 2016. Medarbejderens krav på yderligere erstatning var derfor forældet efter 1 år, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1.

Byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde accepteret en foreløbig afbrydelse af forældelsen af medarbejderens krav på eventuelt yderligere erstatningskrav. Byretten fandt også, at det ikke var godtgjort, at medarbejderens og arbejdsgiverens udenretlige forhandlinger havde en sådan karakter, at forældelsesfristen var blevet udskudt.

Endelig fastslog byretten, at medarbejderen ikke havde været afskåret fra at nedlægge krav om yderligere erstatning på et tidligere tidspunkt end sket, og at kravet derfor var forældet.

Medarbejderen ankede herefter sagen til Østre Landsret.

Landsrettens afgørelse

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse (dissens) og fastslog, at medarbejderens krav på yderligere erstatning var forældet.

Landsretten udtalte, at der ved landsrettens dom af 7. januar 2016 var taget endeligt stilling til, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for medarbejderens tilskadekomst. Som følge heraf fandt landsretten, at landsrettens dom af 7. januar 2016 var udtryk for en anerkendelse af grundlaget for fordringen, og at den havde fristafbrydende virkning for medarbejderens efterfølgende krav på yderligere erstatning.

Landsretten udtalte endvidere, at landsrettens dom af 7. januar 2016 alene burde tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse. Medarbejderens krav på yderligere erstatning skulle derfor forfølges inden for et år for at bevare den fristafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Landsretten udtalte også, at man ikke ved at tage forbehold under en retssag kan afbryde forældelse på ubestemt tid for krav, som endnu ikke er fremsat, og hvis størrelse ikke er opgjort.

Landsretten fastslog således, at medarbejderen krav på yderligere erstatning var forældet, da medarbejderens påstand om yderligere erstatning var nedlagt under retssagen mere end fem år efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse og mere end et år efter landsrettens dom af 7. januar 2016.

Medarbejderen ankede herefter sagen til Højesteret.

Højesterets kendelse

Højesteret udtalte, at medarbejderens stævning den 13. juni 2012 havde fristafbrydende virkning for medarbejderens oprindelige krav om erstatning såvel som medarbejderens krav om yderligere erstatning. Højesteret udtalte også, at der ved landsrettens afgørelse skete en stadfæstelse af en deldom, og at sagen fortsatte ved byretten, hvor den blev udsat på opgørelse af medarbejderens yderligere krav om erstatning, hvilket var i overensstemmelse med medarbejderens forbehold herom.

I modsætning til by- og landsretten fandt Højesteret herefter, at landsrettens dom af 7. januar 2016 ikke afsluttede sagen, og at medarbejderen derfor ikke var afskåret fra at fremsætte yderligere krav senere end 1 år efter landsretsdommen. Forældelseslovens § 21, stk. 1, fandt derfor ikke anvendelse.

Højesteret anførte, at efter forældelseslovens § 16, stk. 1, skal fordringshaveren forfølge de retslige skridt inden for rimelig tid. I forbindelse med udsættelserne af sagen havde medarbejderen overholdt de frister, som retten havde fastsat. Det var desuden klart for både medarbejderen og arbejdsgiveren, at sagen om medarbejderens krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsat var under behandling og angik perioden efter udgangen af 2012. Det var tilfældet, selvom der i perioden fra landsrettens dom til medarbejderens processkrift af 13. september 2017 ikke var nedlagt en påstand, som landsretten ikke allerede havde taget stilling til. På baggrund af disse omstændigheder fastslog Højesteret, at medarbejderens stævning af den 13. juni 2012 havde bevaret sin fristafbrydende virkning.

Højesteret fastslog således, at medarbejderens krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. februar 2012 til 1. april 2017 ikke var forældet.

Herefter hjemviste Højesteret sagen til fortsat behandling ved byretten.

IUNO MENER

Sagen viser, at skadelidte – hvis der er taget forbehold herfor - kan fremsætte krav på yderligere erstatning, selvom der er gået mere end 1 år efter det oprindelige krav på erstatning er blevet fastslået ved byrettens deldom og stadfæstet af landsretten. Det er imidlertid ikke med dommen blevet afklaret, hvordan det havde forholdt sig, hvis skadelidte ikke havde taget forbehold for yderligere erstatning.

IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber, hvis de overvejer at gøre forældelse gældende, er opmærksomme på, om der er taget forbehold for en forhøjelse af krav på erstatning. Selv med et forbehold skal virksomheder og deres forsikringsselskaber være opmærksomme på, om skadelidte forfølger de retslige skridt inden for rimelig tid, idet man til trods for et forbehold må kræve, at skadelidte forfølger sit krav uden ugrundet ophold.

[Højesterets kendelse i sag nr. 2/2020 af 16. november 2020]

 

Modtag vores nyhedsbrev

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Mads

Poulsen

Partner

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Lignende nyt

logo
Forsikring

13. april 2021

Medarbejder kunne få erstatning, selvom tab af erhvervsevne var mindre end 15 %

logo
HR-jura Forsikring

5. april 2021

Medarbejder havde ret til erstatning efter mobning førte til psykisk arbejdsskade

logo
Forsikring

16. marts 2021

Højesteret: Skader opstået under transport til arbejde kunne ikke anerkendes som en arbejdsskade

logo
Forsikring

8. marts 2021

Medarbejders erhvervsevnetab skulle fastsættes uafhængigt af tildelt personlig assistance

logo
Forsikring

9. februar 2021

Tingsskadebegrebet i erhvervsansvarsforsikringen bliver afklaret

logo
Forsikring

3. september 2020

Arbejdstagers tilskadekomst under frokostpause var omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5