DA
HR-jura

Ophold hjemme mellem vagter var arbejdstid

logo
Juranyt
calendar 17. oktober 2019
globus Danmark

Vestre Landsret har i en principiel dom afgjort, at en virksomhed skulle betale godtgørelse til en flexchauffør, der i en periode havde arbejdet omkring 55 timer om ugen. Årsagen var, at medarbejderens ophold hjemme mellem vagter også måtte anses for arbejdstid, og at virksomheden derfor havde overtrådt 48-timers-reglen.

Sagen handlede om en flexchauffør, der i en periode havde haft en række vagter med opstart tidligt om morgenen og sluttid omkring midnat. Arbejdet var tilrettelagt sådan, at han modtog besked om dagens første tur dagen forinden, og at efterfølgende ture herefter blev tilrettelagt samme dag. Flexchaufføren vidste derfor ikke på forhånd, hvordan turene skulle planlægges, men havde, fra når en tur kom ind i systemet, en responstid på mellem 1 og 52 minutter.

I ventetiden mellem turene tog flexchaufføren ofte hjem. Fordi han skulle sidde parat til at køre med kort varsel, så snart der var en tur, havde han imidlertid ikke mulighed for at foretage sig særligt meget og sad stort set bare og ventede på den næste tur. Han havde sin uniform på i hele tidsrummet og kunne derfor ikke foretage sig særlig meget andet i ventepositionen end at læse en bog eller se fjernsyn.

Flexchaufføren fremsatte herefter krav om godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsloven, da han mente, at hans lange arbejdstid var en overtrædelse af 48-timers-reglen, hvorefter den gennemsnitlige arbejdstid over en 4-måneders periode ikke må overstige 48 timer. Det fremgik nemlig af hans egne timeopgørelser, at han fra oktober til februar havde arbejdet omkring 55 timer i gennemsnit, når hans ventetid mellem turene talte med. Virksomheden var uenig i opgørelsen og fastholdt, at han kun havde arbejdet cirka 38 timer i gennemsnit. Det skyldtes, at virksomheden ikke var enig i, at flexchaufførens ophold mellem turene kunne anses for arbejdstid.

Vestre Landsret skulle herefter tage stilling til, om den tid, hvor flexchaufføren havde siddet i venteposition hjemme mellem turene, kunne tælle som arbejdstid.

Flexchaufførens ventetid talte også med

Indledningsvist understregede landsretten, at parterne var enige om, at flexchaufføren i perioden havde stået til rådighed for virksomheden fra kl. 6.03 om morgenen til omkring kl. 23 om aftenen. I det tidsrum var der hverken mulighed for at ”tjekke ud” eller på anden måde forudse, hvornår næste tur skulle køres. Derfor varierede flexchaufførens ventetid også meget fra ned til 10 minutter og op til 10 timer. 

Vestre Landsret fandt, at flexchaufføren var forpligtet til at stå til rådighed med meget kort varsel, og at han under sine vagter ikke havde mulighed for at varetage sine personlige eller sociale interesser. Med henvisning til EU-Domstolens praksis fastslog Vestre Landsret herefter, at flexchaufførens forpligtelse til at stå til rådighed når som helst under sine vagter begrænsede hans muligheder for at varetage sine personlige eller sociale interesser. Flexchaufførens ophold hjemme under vagter måtte derfor tælle med i hans arbejdstid.

IUNO mener

Dommen viser, at virksomheder skal være opmærksomme på reglerne om arbejdstid, når medarbejdere skal stå til rådighed med kort varsel. Virksomheder kan nemlig risikere, at den tid, hvor medarbejderne står til rådighed, ikke kan anses for hviletid og medføre en overtrædelse af arbejdstidsloven.

IUNO anbefaler i lyset af afgørelsen, at virksomheder gennemgår deres arbejdstidspolitikker og tidsregistreringssystemer i forhold til, om medarbejdernes hviletid faktisk må anses for arbejdstid.   

[Vestre Landsrets dom af 26. august 2019 i sag BS-28224/2018]

Sagen handlede om en flexchauffør, der i en periode havde haft en række vagter med opstart tidligt om morgenen og sluttid omkring midnat. Arbejdet var tilrettelagt sådan, at han modtog besked om dagens første tur dagen forinden, og at efterfølgende ture herefter blev tilrettelagt samme dag. Flexchaufføren vidste derfor ikke på forhånd, hvordan turene skulle planlægges, men havde, fra når en tur kom ind i systemet, en responstid på mellem 1 og 52 minutter.

I ventetiden mellem turene tog flexchaufføren ofte hjem. Fordi han skulle sidde parat til at køre med kort varsel, så snart der var en tur, havde han imidlertid ikke mulighed for at foretage sig særligt meget og sad stort set bare og ventede på den næste tur. Han havde sin uniform på i hele tidsrummet og kunne derfor ikke foretage sig særlig meget andet i ventepositionen end at læse en bog eller se fjernsyn.

Flexchaufføren fremsatte herefter krav om godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsloven, da han mente, at hans lange arbejdstid var en overtrædelse af 48-timers-reglen, hvorefter den gennemsnitlige arbejdstid over en 4-måneders periode ikke må overstige 48 timer. Det fremgik nemlig af hans egne timeopgørelser, at han fra oktober til februar havde arbejdet omkring 55 timer i gennemsnit, når hans ventetid mellem turene talte med. Virksomheden var uenig i opgørelsen og fastholdt, at han kun havde arbejdet cirka 38 timer i gennemsnit. Det skyldtes, at virksomheden ikke var enig i, at flexchaufførens ophold mellem turene kunne anses for arbejdstid.

Vestre Landsret skulle herefter tage stilling til, om den tid, hvor flexchaufføren havde siddet i venteposition hjemme mellem turene, kunne tælle som arbejdstid.

Flexchaufførens ventetid talte også med

Indledningsvist understregede landsretten, at parterne var enige om, at flexchaufføren i perioden havde stået til rådighed for virksomheden fra kl. 6.03 om morgenen til omkring kl. 23 om aftenen. I det tidsrum var der hverken mulighed for at ”tjekke ud” eller på anden måde forudse, hvornår næste tur skulle køres. Derfor varierede flexchaufførens ventetid også meget fra ned til 10 minutter og op til 10 timer. 

Vestre Landsret fandt, at flexchaufføren var forpligtet til at stå til rådighed med meget kort varsel, og at han under sine vagter ikke havde mulighed for at varetage sine personlige eller sociale interesser. Med henvisning til EU-Domstolens praksis fastslog Vestre Landsret herefter, at flexchaufførens forpligtelse til at stå til rådighed når som helst under sine vagter begrænsede hans muligheder for at varetage sine personlige eller sociale interesser. Flexchaufførens ophold hjemme under vagter måtte derfor tælle med i hans arbejdstid.

IUNO mener

Dommen viser, at virksomheder skal være opmærksomme på reglerne om arbejdstid, når medarbejdere skal stå til rådighed med kort varsel. Virksomheder kan nemlig risikere, at den tid, hvor medarbejderne står til rådighed, ikke kan anses for hviletid og medføre en overtrædelse af arbejdstidsloven.

IUNO anbefaler i lyset af afgørelsen, at virksomheder gennemgår deres arbejdstidspolitikker og tidsregistreringssystemer i forhold til, om medarbejdernes hviletid faktisk må anses for arbejdstid.   

[Vestre Landsrets dom af 26. august 2019 i sag BS-28224/2018]

Modtag vores nyhedsbrev

Anders

Etgen Reitz

Partner

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Kirsten

Astrup

Advokatfuldmægtig

Lignende

logo
HR-jura

27. juni 2021

Virksomhed kunne frasige sig overenskomst efter fusion

logo
HR-jura Corporate Teknologi

25. juni 2021

Lov om beskyttelse af whistleblowere vedtaget

logo
HR-jura

20. juni 2021

Usagligt at varsle medarbejdere ned i løn grundet coronavirus

logo
HR-jura Corporate Teknologi

17. juni 2021

Hvor længe kan virksomheder opbevare oplysninger om jobansøgere?

logo
HR-jura

11. juni 2021

Vikar kunne rette sit krav mod kunden

logo
HR-jura

4. juni 2021

Medarbejder med 30 års ansættelse kunne opsiges efter 120-dages reglen

Holdet

Akina

Ørum Masaki

Juridisk assistent

Anders

Etgen Reitz

Partner

Caroline

Wochner

Kommunikationsassistent

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Franziska

Brüggemann

Advokatfuldmægtig

Kirsten

Astrup

Advokatfuldmægtig

Nora

Tägtgård Coter

Senior juridisk assistent

Sofie

Aurora Braut Bache

Advokatfuldmægtig

Søren

Hessellund Klausen

Partner