DA
Forsikring

Processuelle tilkendegivelser i en retssag blev anset som en bindende proceserklæring

logo
Juranyt
calendar 2. juli 2020
globus Danmark

Sø- og Handelsretten fastslog for nylig i en retssag, at sagsøgerne ved deres adfærd havde afgivet en proceserklæring, om at grundlaget for sagsøgtes erstatningsansvar skulle følge en konkurrenceretlig afgørelse i en myndighedssag mellem konkurrencemyndighederne og sagsøgte. Sagsøgerne var derfor afskåret fra at gøre gældende, at deres erstatningskrav kunne støttes på andre faktiske omstændigheder og juridiske synspunkter end dem, der indgik i den konkurrenceretlige afgørelse i myndighedssagen.  

I denne sag havde sagsøgerne rejst et erstatningskrav mod sagsøgte med påstand, om at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk elektricitet i Vestdanmark i perioden fra den 1. juli 2003 til den 31. december 2006, hvilket havde medført, at sagsøgerne havde betalt for meget for deres elforbrug og derved lidt et tab.

Inden sagens anlæg havde konkurrencemyndighederne fastslået, at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet ved at opkræve urimeligt høje priser for el i perioden fra den 1. juli 2003 til den 31. december 2006. Sagsøgte havde indbragt konkurrencemyndighedernes afgørelse for Sø- og Handelsretten, som fastslog, at sagsøgte i perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2006 havde misbrugt sin dominerende stilling på det vestdanske marked for engrossalg af fysisk el, som indebar en overtrædelse af konkurrenceloven og Traktaten om den Europæiske Union. Sø -og Handelsrettens afgørelse blev af sagsøgte anket til Højesteret. Højesteret afviste at behandle anken, idet betingelserne for anke til Højesteret ikke kunne anses for opfyldt. Sagsøgte indgav herefter en ankestævning til Vestre Landsret.

Der var mellem parterne enighed, om at denne sag ikke skulle hovedforhandles, forinden myndighedssagen i Vestre Landsret var blevet hovedforhandlet.  

Den 24. maj 2018 traf Vestre Landsret en afgørelse i myndighedssagen, hvorved det blev bestemt, at konkurrencemyndighedernes afgørelse, om at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling, skulle ophæves.

Sø- og Handelsretten skulle herefter tage stilling til, om behandlingen af denne erstatningssag skulle fortsætte, eller om grundlaget for sagen var bortfaldet som følge af Vestre Landsrets ankedom af 24. maj 2018.

Partnernes påstande

Sagsøgerne gjorde gældende, at myndighedssagen i Vestre Landsret vedrørte en prøvelse af konkurrencemyndighedernes afgørelser, som efter sagsøgernes opfattelse alene konkluderede, at sagsøgtes priser i et vist omfang var urimeligt høje, men der blev ikke fastsat en grænse for, hvad der udgjorde en rimelig pris eller foretaget en opgørelse af markedsmisbrugets omfang. Denne erstatningssag havde et andet materielt indhold, som vedrørte en prøvelse af sagsøgernes erstatningskrav, hvor deres påstand var baseret på deres model til fastsættelse af grænsen for en rimelig pris.

Sagsøgerne påstod derudover, at de ikke havde erklæret at ville hæve sagen, hvis konkurrencemyndighedernes afgørelse blev ophævet.  

Sagsøgte påstod, at parterne havde aftalt, at sagen ikke skulle hovedforhandles, før der forelå en afgørelse i myndighedssagen vedrørende prøvelse af konkurrencemyndighedernes afgørelse, der fastslog, at sagsøgtes priser i perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2006 var urimeligt høje, idet myndighedssagen ville afgøre, om der var grundlag for sagsøgernes krav. Sagsøgte gjorde derfor gældende, at Vestre Landsrets dom havde materiel retskraft for sagsøgerne, og at sagsøgernes processuelle tilkendegivelser og dispositioner indebar, at sagsøgerne havde afgivet en bindende proceserklæring om, at landsrettens dom skulle have bindende virkning for nærværende sag.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten fastslog, at indholdet af Vestre Landsrets ankedom af 24. maj 2018 havde materiel retskraft også for tvisten mellem parterne i nærværende sag, fordi retten lagde til grund, at Vestre Landsrets ankedom angik samme retlige spørgsmål som i nærværende sag, særligt om sagsøgtes havde misbrugt sin dominerende stilling.

Retten udtalte, at myndighedssagen måtte anses for at angå sagsøgerne i nærværende sag, fordi to af sagsøgerne var indtrådt som biintervenienter til støtte for Konkurrencemyndighederne både ved Sø- og Handelsrettens behandling af myndighedssagen i 1. instans og Vestre Landsrets behandling af ankesagen.

Derudover udtalte retten, at det måtte lægges til grund, at formålet med biinterventionen var at varetage samtlige erstatningssøgendes interesser i myndighedssagen, og at sagsøgerne igennem hele sagsforløbet havde optrådt som én samlet gruppe repræsenteret af de samme advokater, som også havde repræsenteret dem i myndighedssagen.

På denne baggrund, og efter indholdet af den årelange og meget omfattende skriftveksling og korrespondance under nærværende sag, fastslog retten, at sagsøgerne ved deres adfærd de facto havde afgivet en proceserklæring, om at grundlaget for sagsøgtes erstatningsansvar i nærværende sag skulle følge afgørelsen i myndighedssagen. Derfor fastslog retten, at sagsøgerne var afskåret fra at gøre gældende, at deres erstatningskrav kunne støttes på andre faktiske omstændigheder og juridiske synspunkter end dem, der indgik i myndighedssagen.

Retten tog derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

IUNO mener

Dommen, som i øvrigt er anket, er ret vidtgående, da den viser, at selvom en part i en retssag ikke udtrykkeligt har afgivet en proceserklæring, kan den ved sin adfærd anses for at have afgivet en proceserklæring under retssagen, som vil være bindende for sagens øvrige behandling. Det er derfor vigtigt, at parterne i en retssag er særligt opmærksomme på, ikke alene hvilke processuelle tilkendegivelser og dispositioner de afgiver under retssagen, men også hvordan deres adfærd er i øvrigt. Særligt, fordi der med Sø- og Handelsrettens afgørelse sættes meget lave barrer for, hvad der skal til for at en given adfærd anses for at være en proceserklæring med bindende virkning.

[Sø- og Handelsretten dom afsagt den 31. marts 2020 i sag nr. U-10-07]

I denne sag havde sagsøgerne rejst et erstatningskrav mod sagsøgte med påstand, om at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for engrossalg af fysisk elektricitet i Vestdanmark i perioden fra den 1. juli 2003 til den 31. december 2006, hvilket havde medført, at sagsøgerne havde betalt for meget for deres elforbrug og derved lidt et tab.

Inden sagens anlæg havde konkurrencemyndighederne fastslået, at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet ved at opkræve urimeligt høje priser for el i perioden fra den 1. juli 2003 til den 31. december 2006. Sagsøgte havde indbragt konkurrencemyndighedernes afgørelse for Sø- og Handelsretten, som fastslog, at sagsøgte i perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2006 havde misbrugt sin dominerende stilling på det vestdanske marked for engrossalg af fysisk el, som indebar en overtrædelse af konkurrenceloven og Traktaten om den Europæiske Union. Sø -og Handelsrettens afgørelse blev af sagsøgte anket til Højesteret. Højesteret afviste at behandle anken, idet betingelserne for anke til Højesteret ikke kunne anses for opfyldt. Sagsøgte indgav herefter en ankestævning til Vestre Landsret.

Der var mellem parterne enighed, om at denne sag ikke skulle hovedforhandles, forinden myndighedssagen i Vestre Landsret var blevet hovedforhandlet.  

Den 24. maj 2018 traf Vestre Landsret en afgørelse i myndighedssagen, hvorved det blev bestemt, at konkurrencemyndighedernes afgørelse, om at sagsøgte havde misbrugt sin dominerende stilling, skulle ophæves.

Sø- og Handelsretten skulle herefter tage stilling til, om behandlingen af denne erstatningssag skulle fortsætte, eller om grundlaget for sagen var bortfaldet som følge af Vestre Landsrets ankedom af 24. maj 2018.

Partnernes påstande

Sagsøgerne gjorde gældende, at myndighedssagen i Vestre Landsret vedrørte en prøvelse af konkurrencemyndighedernes afgørelser, som efter sagsøgernes opfattelse alene konkluderede, at sagsøgtes priser i et vist omfang var urimeligt høje, men der blev ikke fastsat en grænse for, hvad der udgjorde en rimelig pris eller foretaget en opgørelse af markedsmisbrugets omfang. Denne erstatningssag havde et andet materielt indhold, som vedrørte en prøvelse af sagsøgernes erstatningskrav, hvor deres påstand var baseret på deres model til fastsættelse af grænsen for en rimelig pris.

Sagsøgerne påstod derudover, at de ikke havde erklæret at ville hæve sagen, hvis konkurrencemyndighedernes afgørelse blev ophævet.  

Sagsøgte påstod, at parterne havde aftalt, at sagen ikke skulle hovedforhandles, før der forelå en afgørelse i myndighedssagen vedrørende prøvelse af konkurrencemyndighedernes afgørelse, der fastslog, at sagsøgtes priser i perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2006 var urimeligt høje, idet myndighedssagen ville afgøre, om der var grundlag for sagsøgernes krav. Sagsøgte gjorde derfor gældende, at Vestre Landsrets dom havde materiel retskraft for sagsøgerne, og at sagsøgernes processuelle tilkendegivelser og dispositioner indebar, at sagsøgerne havde afgivet en bindende proceserklæring om, at landsrettens dom skulle have bindende virkning for nærværende sag.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten fastslog, at indholdet af Vestre Landsrets ankedom af 24. maj 2018 havde materiel retskraft også for tvisten mellem parterne i nærværende sag, fordi retten lagde til grund, at Vestre Landsrets ankedom angik samme retlige spørgsmål som i nærværende sag, særligt om sagsøgtes havde misbrugt sin dominerende stilling.

Retten udtalte, at myndighedssagen måtte anses for at angå sagsøgerne i nærværende sag, fordi to af sagsøgerne var indtrådt som biintervenienter til støtte for Konkurrencemyndighederne både ved Sø- og Handelsrettens behandling af myndighedssagen i 1. instans og Vestre Landsrets behandling af ankesagen.

Derudover udtalte retten, at det måtte lægges til grund, at formålet med biinterventionen var at varetage samtlige erstatningssøgendes interesser i myndighedssagen, og at sagsøgerne igennem hele sagsforløbet havde optrådt som én samlet gruppe repræsenteret af de samme advokater, som også havde repræsenteret dem i myndighedssagen.

På denne baggrund, og efter indholdet af den årelange og meget omfattende skriftveksling og korrespondance under nærværende sag, fastslog retten, at sagsøgerne ved deres adfærd de facto havde afgivet en proceserklæring, om at grundlaget for sagsøgtes erstatningsansvar i nærværende sag skulle følge afgørelsen i myndighedssagen. Derfor fastslog retten, at sagsøgerne var afskåret fra at gøre gældende, at deres erstatningskrav kunne støttes på andre faktiske omstændigheder og juridiske synspunkter end dem, der indgik i myndighedssagen.

Retten tog derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

IUNO mener

Dommen, som i øvrigt er anket, er ret vidtgående, da den viser, at selvom en part i en retssag ikke udtrykkeligt har afgivet en proceserklæring, kan den ved sin adfærd anses for at have afgivet en proceserklæring under retssagen, som vil være bindende for sagens øvrige behandling. Det er derfor vigtigt, at parterne i en retssag er særligt opmærksomme på, ikke alene hvilke processuelle tilkendegivelser og dispositioner de afgiver under retssagen, men også hvordan deres adfærd er i øvrigt. Særligt, fordi der med Sø- og Handelsrettens afgørelse sættes meget lave barrer for, hvad der skal til for at en given adfærd anses for at være en proceserklæring med bindende virkning.

[Sø- og Handelsretten dom afsagt den 31. marts 2020 i sag nr. U-10-07]

Modtag vores nyhedsbrev

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Subhana

Abghari

Advokatfuldmægtig

Mads

Poulsen

Partner

Lignende nyt

logo
Forsikring

19. juni 2020

Skade ved håndtering af motorcykel på arbejdsgivers p-plads var ikke en arbejdsskade

logo
Forsikring

19. juni 2020

Coronavirus som arbejdsskade

logo
Forsikring

1. april 2020

Coronavirus - kan det være en arbejdsskade?

logo
Forsikring

23. marts 2020

Coronavirussens betydning for rejseforsikringsselskaber

logo
Forsikring

18. december 2019

Erhvervsevnetab skal tage udgangspunkt, i at skadelidte før skaden havde en fuld erhvervsevne

logo
Transport Forsikring

28. november 2019

Havn var ikke ansvarlig for krans flænger i skib

// COOKIE INFORMATION POPUP SCRIPT