Psykiske skader – arbejdsgivere, giv agt!

For så vidt angår psykiske erhvervssygdomme er Erhvervssygdomsfortegnelsen begrænset til posttraumatisk stresslidelse (PTSD) og depression med nær tidsmæssig sammenhæng med belastningen. Andre psykiske skader, herunder arbejdsbetinget stress, må således søge sin anerkendelse efter indstilling til Erhvervssygdomsudvalget, forudsat at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) og/eller Ankestyrelsen skønner, at sygdommen vil kunne anerkendes. Der rejses en del sager ved domstolene om, hvorvidt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med rette afviser en lidelse som en erhvervssygdom, og om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring burde have indbragt spørgsmålet for Erhvervssygdomsudvalget. Ligeledes rejses der sager om arbejdsgiverens selvstændige ansvar for stresslidelser blandt medarbejderne.

Både Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens praksis vedrørende stress har imidlertid vist, at der skal særdeles meget til for at få anerkendt en psykisk arbejdsskade som en erhvervssygdom. Samtidig har vi i de senere år set en tendens ved de danske domstole til at skærpe arbejdsgiveransvaret for medarbejdere med arbejdsbetinget stress. Retspraksis synes således at være på et stadie, hvor det er svært at få psykiske skader anerkendt i arbejdsskadesystemet, mens det bliver stadigt lettere at få arbejdsgiver kendt erstatningsansvarlig for en psykisk skade.

Med to nye domme fra Vestre Landsret af henholdsvis 1. juli 2016 (sag B-1882-14) og 8. august 2016 (sag B-1992-15) er denne retsstilling endnu engang blevet fastslået.

I den ene nye sag fra Vestre Landsret (sag B-1882-14 af 1. juli 2016) havde en konstabel lagt sag an mod Ankestyrelsen, hvor hun havde nedlagt påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at hun ved overarbejde havde pådraget sig en tilpasningsreaktion (længerevarende depressiv reaktion), som var omfattet af erhvervssygdomsbegrebet, og alternativt, at Ankestyrelsen skulle hjemvise sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Dette fik konstablen dog ikke medhold i. Landsretten fandt ikke, at hendes arbejdsforhold var egnede til at give vedvarende psykiske symptomer, og da hun i øvrigt som person var særligt sårbar, fandt retten det ikke bevist, at konstablens sygdom udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art. Lidelsen var derfor ikke omfattet af erhvervssygdomsbegrebet, og sagen skulle ikke have været indbragt for Erhvervssygdomsudvalget.

I den anden sag fra Vestre Landsret (sag B-1992-15 af 8. august 2016) var en dagplejer blevet udsat for verbale angreb dels på en legeplads og senere på et fællesmøde med sine kollegaer og ledelsen. Dagplejeren havde herved angiveligt udviklet en psykose, men Ankestyrelsen fandt ikke, at hændelserne havde været årsag til psykosen. Sagen var i første ombæring en tur forbi Kolding Byret, som fik anledning til at fremhæve grundsætningen om, at ”skadevolderen må tage skadelidte som han finder ham”, men dog således, at man må inddrage forudbestående lidelser af samme karakter, der kan være en konkurrerende årsag til den omtvistede skade. Byretten fandt ikke, at dagplejeren led af relevante psykiske lidelser forud for skaden og fandt samtidig, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdets udførelse og skadens indtrædelse. Byretten dømte derfor Ankestyrelsen til at anerkende arbejdsskaden. Landsretten var ikke enig, og endte derfor med at frifinde Ankestyrelsen. Landsretten lagde særlig vægt på Retslægerådets angivelser af, at hændelserne ikke i sig selv var egnede til at forårsage en psykose, og at dagplejerens personlige baggrund var hovedårsag til psykosen.

Når det kommer til fysiske skader, bliver det almindeligt anerkendte princip om, at skadevolder – arbejdsgiver – må tage skadelidte, som skadelidte er, flittigt anvendt. Ifølge princippet er det med andre ord ikke afgørende for erstatningsspørgsmålet, om lønmodtageren forud for pådragelsen af eksempelvis en arbejdsrelateret rygskade kunne udføre sit arbejde med en særligt svagelig ryg, så længe der kan påvises årsagssammenhæng mellem arbejdets udførelse og skaden. Når det kommer til psykiske skader bliver dette princip imidlertid tilsidesat ved domstolene, og med den seneste praksis fra Vestre Landsret virker det efter vores opfattelse unægtelig som om, at domstolene gør sit for at lukke ned for sager om psykiske skader.

I forhold til arbejdsgiveransvaret blev den oprindelige retsstilling udstukket af Højesteret tilbage i 2008 (U.2008.1156H), hvor en sygeplejerske på en hjerteafdeling fik afslag på et krav på erstatning og méngodtgørelse mod sin tidligere arbejdsgiver for erhvervsevnetab efter at være gået ned med stress.

I 2008-dommen fandt landsretten, at ledelsen havde iværksat tiltag for at imødegå arbejdsmiljømæssige problemer i sygeplejerskens afdeling, og at hun ikke havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren, at tillidshverv som hun havde påtaget sig medførte psykiske problemer. Højesteret lagde vægt på, at sygeplejersken måtte være forberedt på, at arbejde i en hjerteafdeling i perioder er belastende, og at påtagelsen af tillidshverv øger denne belastning. Arbejdsgiver blev derfor frifundet for erstatningskravet, og det helt klare udgangspunkt var da også herefter, at psykiske skader udløst af forholdene på arbejdspladsen, kun i sjældne tilfælde ville udløse erstatningspligt for arbejdsgiveren.

Ved dom af 15. november 2011 fandt Højesteret imidlertid anledning til at tage stilling til en kommunes ansvar for de psykiske skader, som en pædagog pådrog sig efter en personaleweekend (sag 131/2009, 1. afd.). Foran sine kollegaer blev pædagogen stillet en opsigelse i udsigt, og hun udviklede herefter PTSD. Arbejdsgiveren blev fundet ansvarlig for den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden og dermed for den psykiske skade, som medarbejderen fik som en følge af hændelserne.

Tilsvarende tilkendte Retten i Kolding i 2014 en maskinarbejder knapt kr. 430.000 i erstatning fra sin arbejdsgiver for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte efter at have pådraget sig en stress-/depressionslidelse under ansættelsen (sag BS 3-1153/2012 af 27. juni 2014). Maskinarbejderen var underlagt massivt overarbejde, som flere af hans kollegaer og ledelsen var eller burde have været bekendt med. Til forskel fra sagen om sygeplejersken fra 2008, var maskinarbejderens lidelse blevet anerkendt som en erhvervssygdom af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter indstilling til Erhvervssygdomsudvalget, som udtalte at det var overvejende sandsynligt, at depressionen var opstået som følge af den særlige belastning, som han var udsat for hos arbejdsgiveren. Ud over erstatning blev maskinarbejderen tilkendt en godtgørelse for arbejdsgivers overtrædelse af arbejdstidsdirektivet og arbejdstidsloven, da arbejdet oversteg 48 timer ugentligt.

De to senere domme kan tages som et udtryk for, at der ikke skal så meget til som tidligere, før arbejdsbetinget stress og andre lidelser, som ikke fremgår af Erhvervssygdomsfortegnelsen, kan udløse erstatningspligt for arbejdsgiveren.

Praksis giver anledning til den uheldige overvejelse, om det kan have betydning for en skadelidt, om sagen anlægges som en erstatningssag mod arbejdsgiveren eller som en sag om anerkendelse mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen.

Det er et samfundsmæssigt problem, at domstolene i så stort et omfang afviser at anerkende psykiske skader som arbejdsskader inden for det etablerede arbejdsskadesystem, for med et stigende antal stressramte borgere, som midlertidigt eller permanent må trække sig fra arbejdsmarkedet, vil det ikke være overraskende, hvis arbejdsgiverne fremadrettet må forvente at blive mødt med massive erstatningskrav. Det bør jo i den forbindelse erindres, at hvis en skade ikke anerkendes under arbejdsskadesystemet, vil arbejdsgiverens erstatningspligt ikke kun begrænse sig til eventuelle differencekrav (forskellen mellem udbetalinger i henhold til arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven). Arbejdsgiveren vil således skulle dække hele tabet.

Det vil heller ikke være overraskende, hvis vi i fremtiden ser flere sager, hvor forskellige sider af arbejdsgivers ansvar prøves på én gang. For selvom det nok må formodes, at danske domstole vil være i stand til at skelne mellem forskellige ansvarsgrundlag, viser retspraksis, at det alt andet lige vil være lettere at komme igennem med et krav om, at arbejdsgiveren er ansvarlig for medarbejderens psykiske personskade, hvis det samtidig kan lægges til grund, at arbejdsgiveren eksempelvis har overtrådt arbejdstidsreglerne eller regler om opsigelse af handicappede i forskelsbehandlingsloven. Det var netop dette, byretsdommen fra retten i Kolding var et eksempel på.