Sælger og tidligere ansat kunne godt starte konkurrerende virksomhed

Sagen drejede sig om en sælger, der var direktør for en virksomhed og bistod som konsulent ved salg af virksomhedens anparter til en ny køber. I sammenhæng med salget blev det aftalt, at sælgeren udtrådte som direktør efter salget af anparterne. Ved siden af en samlet købesum på 4.750.000 kr. skulle han modtage 38.000 kr. om måneden i en periode på et år. Der blev ikke aftalt hverken en kunde- eller konkurrenceklausul.
 
En måned efter salget af anparterne stoppede virksomheden udbetalingen til sælgeren. Årsagen var, at de mente, at sælgeren havde startet en konkurrerende virksomhed. Han havde desuden ansat to af virksomhedens tidligere medarbejdere og henvendt sig til virksomhedens kunder. Dette mente virksomheden var i strid med sælgerens loyalitetspligt og markedsføringsloven § 19 om beskyttelsen af erhvervshemmeligheder.
 
Virksomheden mente derfor ikke, at sælgeren fortsat var berettiget til den aftalte betaling. De mente desuden, at virksomheden havde krav på, at sælgeren tilbagebetalte det allerede udbetalte beløb.
 
Modsat mente sælgeren, at han forsat havde krav på betaling ifølge aftalen. Sælgeren afviste desuden, at han var omfattet af reglerne i markedsføringsloven, da der ikke var tale om et tjenesteforhold. Sælgeren henviste til, at der ikke var tale om et reelt ansættelsesforhold, men alene om betaling af en købesum for anparterne og udførelse af en konsulentydelse.

Sø- og Handelsrettens dom

Sø- og Handelsretten kom frem til, at betalingen af den ”løn”, som var omtalt i aftalen, udelukkende indebar en betaling af købesummen for anparterne og derfor ikke var løn i ansættelsesretlig forstand.  Betalingen af beløbene udgjorde derfor ikke vederlag for personligt arbejde i virksomhedens tjeneste.
 
I sin afgørelse lagde retten vægt på, at aftalens brug af ansættelsesretlige ord som ”løn”, ”ansat” og ”fritstille” ikke i sig selv betød, at forholdet var omfattet af markedsføringsloven. Derudover blev der lagt vægt på, at anpartshavere eller aktionærer i et aktieselskab ikke i øvrigt kan anses for at have noget ”tjeneste- eller samarbejdsforhold” til deres selskaber. Til slut blev det bemærket, at sælgeren ved indgåelsen af aftalen om salg af anparterne var i en presset situation og ikke fik hjælp fra en advokat.
 
På den baggrund afgjorde retten, at sælgeren ikke havde handlet i strid med loyalitetspligten eller markedsføringsloven og derfor fortsat var berettiget til at modtage betaling ifølge parternes aftale.

IUNO mener

Efter markedsføringslovens § 19 må en medarbejder i et tjenesteforhold ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder. Det afgørende for, om en medarbejder er omfattet af markedsføringsloven, er, som det også fremgår af dommen, om der er tale om et tjenesteforhold eller ej.
 
Dommen viser, at der ikke er tale om et sådan tjenesteforhold blot ved, at der i en aftale er benyttet en ansættelsesretlig terminologi, og at det er aftalt, at der udbetales ”løn” over en vis periode.

En person er således ikke omfattet af markedsføringsloven, hvis vedkommende får udbetalt løn eller vederlag for en enkelt ydelse, som han/hun udfører for virksomheden, så længe der ikke er tale om vederlag for personligt arbejde for virksomheden.

Dommen har en vigtig pointe, da den viser, at hverken reglen i markedsføringsloven eller den almindelige loyalitetsforpligtigelse gælder i det konkrete tilfælde. I sådanne sager vil opstart af konkurrerende virksomhed eller lignende derimod kunne være reguleret af kunde- og konkurrenceklausuler.

På grund af den sparsomme regulering af tilfælde hvor der ikke består et egentligt tjenesteforhold, er det vigtigt, at virksomheder er ekstra opmærksomme på at beskytte sig mod sælgere og tidligere medarbejderes konkurrerende adfærd i netop disse situationer.
 
[Sø- og Handelsrettens dom fra 16. maj 2012 i sag H 63]