Selvtilrettelægger var ikke selvtilrettelægger

En specialkonsulent var ansat i et ministerie til 39 timer om ugen, men i flere perioder arbejdede vedkommende mere end 48 timer om ugen i gennemsnit. Ministeriet betragtede medarbejderen som en såkaldt selvtilrettelægger. Efter de nye arbejdstidsregler kan selvtilrettelæggere undtages fra reglerne om arbejdstid og kravet om tidsregistrering.

Medarbejderen stoppede, og der opstod uenighed om, hvorvidt hun reelt var en selvtilrettelægger.

Opmanden kom frem til, at specialkonsulenten ikke var selvtilrettelægger og derfor stadig var omfattet af arbejdstidsreglerne, herunder 48-timers reglen. Medarbejderen kunne selv placere sin arbejdstid, pauser og arbejde hjemme, når det passede hende. Omvendt skulle hun stadig deltage i faste ugentlige møder og overholde deadlines, som hun ikke selv fastsatte.

IUNO mener

Sagen viser, at det kun er medarbejdere med betydelig frihed uden begrænsninger, som kan anses for selvtilrettelæggere og undtages for arbejdstidsreglerne. Medarbejdere, som skal møde til faste ugentlige møder, eller har deadlines, de ikke selv bestemmer, vil ikke opfylde kravene om selvtilrettelæggelse.

IUNO anbefaler, at virksomheder sikrer, at deres selvtilrettelæggere har reel frihed til at bestemme deres arbejdstid, både på papiret og i praksis. Det kan for eksempel betyde, at kontrakter og politikker ikke længere henviser til arbejdstid, og fastlægger andre krav og mål i forhold til arbejdet. Virksomheder skal også overveje, om de på nogen måde begrænser medarbejderes frihed i løbet af arbejdsdagen, eller om medarbejdere for eksempel kun bliver målt på deres resultater.

[Faglig voldgiftssag af 7. januar 2025 i sag FV 2023-915]