Skole frifundet for forskelsbehandling

11 lærere var ansat i tidsbegrænsede stillinger på en skole for socialt udsatte voksne. Ansættelserne bortfaldt uden varsel ved semesterets udløb. Skolen var oprettet - og modtog tilskud - efter folkeoplysningsloven. Lærernes løn- og ansættelsesvilkår var reguleret af bekendtgørelsen om løn og ansættelsesvilkår for ledere og lærere, der underviser efter folkeoplysningsloven.

Da lærernes ansættelser bortfaldt, påstod de, at de blev udsat for forskelsbehandling, fordi deres løn- og ansættelsesvilkårene ikke var lige så fordelagtige, som de var for lærere, der var ansat efter overenskomsten for lærere på daghøjskoler. Lærerne mente, at forskellen på ansættelsesvilkårene stred mod deltidsloven og loven om tidsbegrænset ansættelse, og at de skulle stilles på samme måde, som lærere der underviser på daghøjskoler. Skolen afviste dette, da den havde fulgt reglerne i folkeoplysningsloven, hvilket skolen mente var en betingelse for at modtage tilskuddet efter loven.

Lærerne lagde blandt andet vægt på, at det fremgår af både deltidsloven og af lov om tidsbegrænset ansættelse, at deltids-/tidsbegrænsede ansatte ikke må stilles mindre gunstigt end fuldtidsansatte.

Landsrettens dom

Landsretten mente ikke, at skolen havde forskelsbehandlet de deltidsansatte lærere, da lønvilkårene var ens for fuldtids- og deltidsansatte.

Landsretten fandt, efter en samlet vurdering af arbejdsvilkårene, at undervisning ved daghøjskoler ikke er et ”vedkommende eller tilsvarende” fagligt område i forhold til sagsøgte skoles undervisningstilbud. Retten lagde vægt på organisationsform, målgruppe og formål på henholdsvis daghøjskoler og på den pågældende skole. Det var afgørende, at undervisningsforløbet i skolen var særligt tilpasset elevernes individuelle behov, hvorimod daghøjskolerne tilbød strukturerede undervisningsforløb på lukkede hold.

Højesterets dom

Højesteret bemærkede, at skolen som arbejdsgiver var forpligtet til at overholde reglerne om forbud mod forskelsbehandling i deltidsloven og loven om tidsbegrænset ansættelse.

Højesteret lagde vægt på, at ansættelsesvilkårene var ens for fuldtids- og deltidsansatte, idet lærerne blev aflønnet på timebasis med samme timesats. Højesteret tiltrådte også, at ­overenskom­sten for lærere i daghøjskoler ikke var anvendelig som sam­men­lignings­grundlag, idet stillingerne ikke indeholdt de samme arbejdsopgaver. På den baggrund var Højesteret enig med Landsretten i, at de 11 lærere ik­ke var blevet ud­sat for for­­­­skels­be­hand­ling.

Det centrale i sagen var, at der var tale om 2 forskellige typer stillinger inden for den samme faggruppe. Det afgørende for sagens udfald var, at der var tale om 2 forskellige læretyper, henholdsvis lærere fra daghøjskoler og lærere der underviser efter folkeoplysningsloven, som ikke var reguleret efter den samme overenskomst/bekendtgørelse. Derudover var der heller ikke tale om samme arbejdsopgaver, hvilket betød, at der ikke var sammenligningsgrundlag mellem lærerne, på trods af at de var inden for samme faggruppe.

Højesteret tiltrådte Landsrettens afgørelse om, at der ikke skete for­skels­­be­hand­ling af deltidsansatte læ­rere.

IUNO mener

Medarbejdere, der er ansat på deltid eller tidsbegrænset, må ikke af den grund tilbydes dårligere arbejdsvilkår end fastansatte i et sammenligneligt job på fuldtid. Der må kun ske forskelsbehandling, hvis dette ‎kan begrundes med objektive forhold.

Selvom begge skoler underviste voksne, var dette ikke nok til, at overenskomsten for lærerne ved dagshøjskolerne kunne danne sammenligningsgrundlag, da stillingerne ikke indeholdt de samme arbejdsopgaver.

Som arbejdsgiver er det væsentligt at være opmærksom på, at hvis man har flere medarbejdere inden for den samme faggruppe ansat på forskellige vilkår, vil det afgørende for, om der er tale om diskrimination, afhænge af en helhedsvurdering. Her spiller det ind, om der et sammenligningsgrundlag for de arbejdsopgaver, som medarbejderne har, samt evt. hvilken overenskomst de er ansat efter.

Man kan altså godt tilbyde medarbejdere forskellige vilkår, så længe deres arbejdsopgaver ikke er sammenlignelige.