Træthed var et handicap - også uden diagnose

En bankmedarbejder blev fuldtidssygemeldt i to måneder efter en hjerneoperation. Herefter blev medarbejderen deltidssygemeldt og genoptog gradvist sit arbejde, således at hun efter et halvt år arbejdede cirka 18 timer om ugen. Banken holdt opfølgningsmøder med medarbejderen hver 14. dag med henblik på at få hende tilbage på fuld tid, men medarbejderen oplyste, at ingen eksperter vidste, hvornår hun ville blive rask igen.

Banken modtog i den forbindelse et notat fra et hjerneskadecenter, hvoraf det fremgik, at medarbejderen led af alvorlig træthed som følge af hjerneoperationen. Ifølge notatet var der tale om mere end blot almindelig træthed, og det var svært at forudsige, hvornår medarbejderen ville kunne vende tilbage på fuld tid igen.

Da medarbejderen havde været sygemeldt i cirka ni måneder blev hun opsagt. Opsigelsen var begrundet i hendes samlede sygefravær, ligesom at banken ikke længere mente, at hun kunne bestride sin stilling.

Landsretten: Invaliderende træthed var handicap

Landsretten lagde vægt på en statusattest før opsigelsen og en speciallægeerklæring kort efter opsigelsen og konkluderede på den baggrund, at medarbejderen led af en diagnosticeret invaliderende træthed. Funktionsbegrænsningen fremstod på opsigelsestidspunktet som værende af lang varighed, og landsretten konkluderede derfor, at der var tale om et handicap.

Da banken på opsigelsestidspunktet var bekendt med at sygefraværet skyldes en alvorlig følge af hjerneoperationen og med den tidsmæssige udstrækning af sygemeldingen, burde banken også have vidst, at medarbejderen var handicappet. Det påhvilede derfor banken som arbejdsgiver at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger, men banken havde afslået forslag om fleksjob, og banken havde ikke tilbudt en deltidsansættelse, som medarbejderen realistisk kunne varetage.

På denne baggrund fandt landsretten, at opsigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven, og medarbejderen blev tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Vi har tidligere omtalt landsrettens dom her.

Højesteret: Lægelig diagnose var ikke afgørende

Sagen blev anket til Højesteret, der skulle tage stilling til betydningen af, om der forelå en lægelig diagnose på opsigelsestidspunktet. Højesteret fastslog indledningsvist, at det ifølge EU-domstolens praksis ikke er en betingelse for, at der foreligger handicap, at funktionsnedsættelsen skyldes en lægeligt diagnosticeret sygdom.

Vurderingen af, om en medarbejder er handicappet på opsigelsestidspunktet, beror således på en vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder især oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner. Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom.

IUNO mener

Højesterets dom fastslår, at det ikke er et krav, at funktionsbegrænsningen skyldes en sygdom, der er lægelig diagnosticeret på opsigelsestidspunktet.

Dommen illustrerer derfor, at der skal meget til, før en virksomhed kan påstå, at den ikke havde kendskab til medarbejderens handicap, når de faktiske forhold, herunder karakteren af sygdommen samt sygdommens varighed, ellers peger i den retning.

IUNO anbefaler, at virksomheder får foretaget en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvor der er grund til at overveje handicap, herunder om virksomheden kan eller skal iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger. Virksomhederne bør sørge for dokumentation for denne vurdering, herunder de konkrete løsninger, der afprøves. I den konkrete sag ville banken formentlig have stået bedre, hvis mulighederne for arbejdsprøvning med henblik på tilkendelse af fleksjob eller deltidsstilling var blevet undersøgt nærmere og dokumenteret.

[Højesterets dom af 22. november 2017 i sag 305/2016]