DA
HR-jura

Vikar kunne rette sit krav mod kunden

logo
Juranyt
calendar 13 juni 2021
globus Danmark

Vestre Landsret er i en ny sag kommet frem til, at en vikar, kunne rejse sit krav på godtgørelse mod kundevirksomheden. Kravet var begrundet i overtrædelse af 48-timers reglen. Sagen er konkret begrundet, men bryder med princippet om, at det er arbejdsgiveren, der hæfter for medarbejderens krav.

Sagen handlede om en vikar, der havde arbejdet som svejser i den samme virksomhed i ét år og syv måneder. Han havde først været ansat hos et vikarbureau og senere et andet, men var blevet udsendt til den samme virksomhed for begge vikarbureauer.

For at registrere sin arbejdstid, scannede vikaren et stempelkort hver morgen, når han mødte ind og hver aften, når han tog hjem. Efter en periode, krævede vikaren godtgørelse for den høje arbejdstid. Det skyldtes, at han mente, at han havde arbejdet over 48 timer ugentligt i gennemsnit over en periode på fire måneder i strid med den såkaldte 48 timers-regel. Vikaren mente, at virksomheden skulle betale i stedet for vikarbureauet, da virksomheden var ansvarlig for hans arbejdstid og vidste, hvor meget han havde arbejdet.

Virksomheden afviste kravet om godtgørelse og pegede på, at vikaren slet ikke havde været ansat hos dem, og at det også stod i hans ansættelseskontrakter med vikarbureauerne, at han ikke måtte blive ansat i virksomheden.

Spørgsmålet for Vestre Landsret var herefter, om virksomheden skulle betale vikaren godtgørelse.

Godtgørelse skal normalt betales af vikarbureauet

Vestre Landsret gav først vikaren ret i, at han havde krav på godtgørelse efter den såkaldte 48 timers-regel. Landsretten understregede samtidig, at udgangspunktet er, at det er vikarbureauet, hvor vikaren er ansat, og som udbetaler lønnen for arbejdet, der skal betale godtgørelsen.

I vikarens tilfælde fandt landsretten dog, at vikarbureauerne var etableret med det formål at samarbejde med virksomheden. Landsretten fandt også, at vikaren havde arbejdet i den samme virksomhed i en længere periode, selvom virksomheden havde stoppet sit samarbejde med det første vikarbureau. Derudover havde virksomheden ret til med øjeblikkelig virkning at opsige vikaren på vegne af det ene vikarbureau uden varsel. På den baggrund kom landsretten frem til, at kravet om godtgørelse godt kunne rettes med virksomheden.

IUNO mener

Afgørelsen fra Vestre Landsret er særlig, fordi der er tale om et brud med udgangspunktet om, at vikarer skal rette krav mod arbejdsgiveren, nemlig det vikarbureau, vikaren er ansat i. Sagen er konkret begrundet, men viser altså, at kundevirksomheder kan risikere at blive ansvarlige overfor vikaren, for eksempel for overtrædelse af arbejdstidsreglerne, hvis virksomheden er særlig tæt forbundet med vikarbureauet.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at vikarer som udfører arbejde for virksomheden, arbejder i overensstemmelse med gældende regler, herunder arbejdstidsreglerne. Virksomheder bør have en klar politik for brug af vikarer, og procedurer for hvordan vikarer generelt håndteres, så virksomheden ikke risikerer at påtage sig et udvidet ansvar for vikarbureauets ansatte.

[Vestre Landsrets dom af 8. februar 2021 i sag BS-31204/2018-VLR]

Sagen handlede om en vikar, der havde arbejdet som svejser i den samme virksomhed i ét år og syv måneder. Han havde først været ansat hos et vikarbureau og senere et andet, men var blevet udsendt til den samme virksomhed for begge vikarbureauer.

For at registrere sin arbejdstid, scannede vikaren et stempelkort hver morgen, når han mødte ind og hver aften, når han tog hjem. Efter en periode, krævede vikaren godtgørelse for den høje arbejdstid. Det skyldtes, at han mente, at han havde arbejdet over 48 timer ugentligt i gennemsnit over en periode på fire måneder i strid med den såkaldte 48 timers-regel. Vikaren mente, at virksomheden skulle betale i stedet for vikarbureauet, da virksomheden var ansvarlig for hans arbejdstid og vidste, hvor meget han havde arbejdet.

Virksomheden afviste kravet om godtgørelse og pegede på, at vikaren slet ikke havde været ansat hos dem, og at det også stod i hans ansættelseskontrakter med vikarbureauerne, at han ikke måtte blive ansat i virksomheden.

Spørgsmålet for Vestre Landsret var herefter, om virksomheden skulle betale vikaren godtgørelse.

Godtgørelse skal normalt betales af vikarbureauet

Vestre Landsret gav først vikaren ret i, at han havde krav på godtgørelse efter den såkaldte 48 timers-regel. Landsretten understregede samtidig, at udgangspunktet er, at det er vikarbureauet, hvor vikaren er ansat, og som udbetaler lønnen for arbejdet, der skal betale godtgørelsen.

I vikarens tilfælde fandt landsretten dog, at vikarbureauerne var etableret med det formål at samarbejde med virksomheden. Landsretten fandt også, at vikaren havde arbejdet i den samme virksomhed i en længere periode, selvom virksomheden havde stoppet sit samarbejde med det første vikarbureau. Derudover havde virksomheden ret til med øjeblikkelig virkning at opsige vikaren på vegne af det ene vikarbureau uden varsel. På den baggrund kom landsretten frem til, at kravet om godtgørelse godt kunne rettes med virksomheden.

IUNO mener

Afgørelsen fra Vestre Landsret er særlig, fordi der er tale om et brud med udgangspunktet om, at vikarer skal rette krav mod arbejdsgiveren, nemlig det vikarbureau, vikaren er ansat i. Sagen er konkret begrundet, men viser altså, at kundevirksomheder kan risikere at blive ansvarlige overfor vikaren, for eksempel for overtrædelse af arbejdstidsreglerne, hvis virksomheden er særlig tæt forbundet med vikarbureauet.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at vikarer som udfører arbejde for virksomheden, arbejder i overensstemmelse med gældende regler, herunder arbejdstidsreglerne. Virksomheder bør have en klar politik for brug af vikarer, og procedurer for hvordan vikarer generelt håndteres, så virksomheden ikke risikerer at påtage sig et udvidet ansvar for vikarbureauets ansatte.

[Vestre Landsrets dom af 8. februar 2021 i sag BS-31204/2018-VLR]

Modtag vores nyhedsbrev

Anders

Etgen Reitz

Partner

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Kirsten

Astrup

Advokat

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Lignende

logo
HR-jura

3. december 2021

Medarbejder der var faldet for direktørsvindel kunne ikke bortvises

logo
HR-jura

26. november 2021

Medarbejdere risikerer at miste ferie, som ikke holdes før årets afslutning

logo
HR-jura

25. november 2021

Ny lov åbner mulighed for testkrav og coronapas på arbejdspladsen

logo
HR-jura

24. november 2021

Lovforslag åbner mulighed for testkrav og coronapas på arbejdspladsen

logo
HR-jura

21. november 2021

Lovligt at bortvise medarbejder efter ferie til ”orange” land

logo
HR-jura

16. november 2021

Ny trepartsaftale giver adgang til test og coronapas på arbejdspladsen

Holdet

Akina

Ørum Masaki

Juridisk assistent

Amalie

Starup Poulsen

Senior juridisk assistent

Anders

Etgen Reitz

Partner

Caroline

Wochner

Kommunikationsassistent

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Julie

Meyer

Kommunikationsassistent

Kirsten

Astrup

Advokat

Mathilde

Baudry

Kommunikationsassistent

Nora

Tägtgård Coter

Senior juridisk assistent

Salam

S. A. Al-Khafaji

Senior juridisk assistent

Sofie

Aurora Braut Bache

Advokatfuldmægtig

Søren

Hessellund Klausen

Partner