Vikar kunne rette sit krav mod kunden
Vestre Landsret er i en ny sag kommet frem til, at en vikar, kunne rejse sit krav på godtgørelse mod kundevirksomheden. Kravet var begrundet i overtrædelse af 48-timers reglen. Sagen er konkret begrundet, men bryder med princippet om, at det er arbejdsgiveren, der hæfter for medarbejderens krav.
Sagen handlede om en vikar, der havde arbejdet som svejser i den samme virksomhed i ét år og syv måneder. Han havde først været ansat hos et vikarbureau og senere et andet, men var blevet udsendt til den samme virksomhed for begge vikarbureauer.
For at registrere sin arbejdstid, scannede vikaren et stempelkort hver morgen, når han mødte ind og hver aften, når han tog hjem. Efter en periode, krævede vikaren godtgørelse for den høje arbejdstid. Det skyldtes, at han mente, at han havde arbejdet over 48 timer ugentligt i gennemsnit over en periode på fire måneder i strid med den såkaldte 48 timers-regel. Vikaren mente, at virksomheden skulle betale i stedet for vikarbureauet, da virksomheden var ansvarlig for hans arbejdstid og vidste, hvor meget han havde arbejdet.
Virksomheden afviste kravet om godtgørelse og pegede på, at vikaren slet ikke havde været ansat hos dem, og at det også stod i hans ansættelseskontrakter med vikarbureauerne, at han ikke måtte blive ansat i virksomheden.
Spørgsmålet for Vestre Landsret var herefter, om virksomheden skulle betale vikaren godtgørelse.
Godtgørelse skal normalt betales af vikarbureauet
Vestre Landsret gav først vikaren ret i, at han havde krav på godtgørelse efter den såkaldte 48 timers-regel. Landsretten understregede samtidig, at udgangspunktet er, at det er vikarbureauet, hvor vikaren er ansat, og som udbetaler lønnen for arbejdet, der skal betale godtgørelsen.
I vikarens tilfælde fandt landsretten dog, at vikarbureauerne var etableret med det formål at samarbejde med virksomheden. Landsretten fandt også, at vikaren havde arbejdet i den samme virksomhed i en længere periode, selvom virksomheden havde stoppet sit samarbejde med det første vikarbureau. Derudover havde virksomheden ret til med øjeblikkelig virkning at opsige vikaren på vegne af det ene vikarbureau uden varsel. På den baggrund kom landsretten frem til, at kravet om godtgørelse godt kunne rettes med virksomheden.
IUNO mener
Afgørelsen fra Vestre Landsret er særlig, fordi der er tale om et brud med udgangspunktet om, at vikarer skal rette krav mod arbejdsgiveren, nemlig det vikarbureau, vikaren er ansat i. Sagen er konkret begrundet, men viser altså, at kundevirksomheder kan risikere at blive ansvarlige overfor vikaren, for eksempel for overtrædelse af arbejdstidsreglerne, hvis virksomheden er særlig tæt forbundet med vikarbureauet.
IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at vikarer som udfører arbejde for virksomheden, arbejder i overensstemmelse med gældende regler, herunder arbejdstidsreglerne. Virksomheder bør have en klar politik for brug af vikarer, og procedurer for hvordan vikarer generelt håndteres, så virksomheden ikke risikerer at påtage sig et udvidet ansvar for vikarbureauets ansatte.
[Vestre Landsrets dom af 8. februar 2021 i sag BS-31204/2018-VLR]
Sagen handlede om en vikar, der havde arbejdet som svejser i den samme virksomhed i ét år og syv måneder. Han havde først været ansat hos et vikarbureau og senere et andet, men var blevet udsendt til den samme virksomhed for begge vikarbureauer.
For at registrere sin arbejdstid, scannede vikaren et stempelkort hver morgen, når han mødte ind og hver aften, når han tog hjem. Efter en periode, krævede vikaren godtgørelse for den høje arbejdstid. Det skyldtes, at han mente, at han havde arbejdet over 48 timer ugentligt i gennemsnit over en periode på fire måneder i strid med den såkaldte 48 timers-regel. Vikaren mente, at virksomheden skulle betale i stedet for vikarbureauet, da virksomheden var ansvarlig for hans arbejdstid og vidste, hvor meget han havde arbejdet.
Virksomheden afviste kravet om godtgørelse og pegede på, at vikaren slet ikke havde været ansat hos dem, og at det også stod i hans ansættelseskontrakter med vikarbureauerne, at han ikke måtte blive ansat i virksomheden.
Spørgsmålet for Vestre Landsret var herefter, om virksomheden skulle betale vikaren godtgørelse.
Godtgørelse skal normalt betales af vikarbureauet
Vestre Landsret gav først vikaren ret i, at han havde krav på godtgørelse efter den såkaldte 48 timers-regel. Landsretten understregede samtidig, at udgangspunktet er, at det er vikarbureauet, hvor vikaren er ansat, og som udbetaler lønnen for arbejdet, der skal betale godtgørelsen.
I vikarens tilfælde fandt landsretten dog, at vikarbureauerne var etableret med det formål at samarbejde med virksomheden. Landsretten fandt også, at vikaren havde arbejdet i den samme virksomhed i en længere periode, selvom virksomheden havde stoppet sit samarbejde med det første vikarbureau. Derudover havde virksomheden ret til med øjeblikkelig virkning at opsige vikaren på vegne af det ene vikarbureau uden varsel. På den baggrund kom landsretten frem til, at kravet om godtgørelse godt kunne rettes med virksomheden.
IUNO mener
Afgørelsen fra Vestre Landsret er særlig, fordi der er tale om et brud med udgangspunktet om, at vikarer skal rette krav mod arbejdsgiveren, nemlig det vikarbureau, vikaren er ansat i. Sagen er konkret begrundet, men viser altså, at kundevirksomheder kan risikere at blive ansvarlige overfor vikaren, for eksempel for overtrædelse af arbejdstidsreglerne, hvis virksomheden er særlig tæt forbundet med vikarbureauet.
IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, at vikarer som udfører arbejde for virksomheden, arbejder i overensstemmelse med gældende regler, herunder arbejdstidsreglerne. Virksomheder bør have en klar politik for brug af vikarer, og procedurer for hvordan vikarer generelt håndteres, så virksomheden ikke risikerer at påtage sig et udvidet ansvar for vikarbureauets ansatte.
[Vestre Landsrets dom af 8. februar 2021 i sag BS-31204/2018-VLR]
Lignende nyt
Kan virksomheder bede om at se medarbejdernes coronapas? (1)