Arbejdsgiver frifundet for erstatningskrav for psykisk arbejdsskade

En mandlig pædagog arbejdede som pædagogisk leder i en jysk kommune. Moderen til en 4-årig dreng i institutionen fortalte en dag en af de andre pædagoger, at hendes søn havde fortalt om en indianerleg, hvor den mandlige pædagog havde deltaget nøgen.

Kommunen havde indført en vejledning for håndteringen af mistanker om pædofili. I overensstemmelse med vejledningen førte kommunen notat over samtalen med moderen, og det fremgik af notatet, at moderen ikke ville risikere, at den mandlige pædagog blev hængt ud for noget, som ikke var sandt. Der blev derefter indhentet supplerende oplysninger fra moderen, som også blev ført til notat.

Først en uge efter moderens henvendelse blev den mandlige pædagog for første gang orienteret om hændelsen på et møde med dagtilbudslederen. På mødet oplyste lederen ham om, at moderen havde trukket anklagen tilbage samme dag, men at områdechefen var blevet orienteret.

Den mandlige pædagog blev efterfølgende indkaldt til et nyt møde med områdechefen, en konsulent og dagtilbudslederen. På mødet blev det gentaget, at der ikke var noget grundlag for bekymring eller mistanke mod pædagogen, men at kommunen ville lægge sagen i den mandlige pædagogs personalemappe. Ifølge kommunen var det i pædagogens interesse, at det fremgik af hans papirer, at der var tale om en fuldstændig grundløs anklage, som ikke skulle påvirke hans fremtidige muligheder for at få arbejde som pædagog.

Efter dette møde sygemeldte den mandlige pædagog sig, og han udviklede herefter en depression, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte som en arbejdsskade. Den mandlige pædagog mente, at arbejdsskaden var sket på grund af kommunens dårlige håndtering af sagen. Spørgsmålet var derfor, om kommunen var erstatningsansvarlig for pædagogens psykiske gener.

Landretten: Kommunens håndtering var ikke ansvarspådragende

Retten lagde til grund, at pædagogen hurtigt var blevet orienteret om, at anklagen mod ham var fuldstændig grundløs, og at dette også efterfølgende blev gentaget. Det forhold, at sagen var blevet indberettet til områdechefen, og at kommunen lagde skriftlig dokumentation om sagen på den mandlige pædagogs personalesag, førte derfor ikke i sig selv til, at pædagogen efter det sidste møde måtte tro, at han var under mistanke for et seksuelt overgreb.

Da kommunens medarbejdere ved fremgangsmåden i sagen måtte anses for i det væsentlige at have overholdt kommunes retningslinjer, fandt retten ikke, at der var grundlag for at kritisere kommunen for dens håndtering af sagen. Vestre Landsret mente derfor ikke, at kommunen havde handlet ansvarspådragende og frifandt kommunen i sagen.

IUNO mener

Dommen er med til at tydeliggøre, hvornår en arbejdsgiver kan blive erstatningsansvarlig for psykiske gener, såsom for eksempel depression. Dommen viser, at det er relevant for ansvarsvurderingen, om virksomheden har retningslinjer på plads for håndteringen af særlige situationer. I den konkrete sag havde kommunen retningslinjer på plads for håndteringen af anklager om pædofili, og kommunen havde fulgt disse retningslinjer under sagen og blev derfor frifundet. Denne slags retningslinjer kan også angå for eksempel håndtering af omgangstonen på arbejdspladsen og processer for behandlingen af beskyldninger om f.eks. svig gennem whistleblower-ordninger eller lignende.

[Vestre Landsrets dom af 8. juni 2017 i sagen V.L. B-1904-16]