En aftale om en medarbejders lønnedgang med umiddelbar virkning var ikke i strid med funktionærloven eller aftaleloven

Sagen drejede sig om A, der i 2006 blev ansat i et revisionsfirma med henblik på at skulle optages som partner i firmaet. Omstændigheder omkring A's ansættelse og kvalifikationer medførte dog, at de to eksisterende partnere vurderede, at der ikke var grundlag for at lade A indtræde som partner i firmaet.   

Der blev i den forbindelse afholdt et møde, hvor A's fremtidige ansættelsesforhold blev diskuteret. Ved dette møde accepterede A at fortsætte sin ansættelse i firmaet som almindelig ansat revisor uden udsigt til at blive partner. Ændringen af A's ansættelsesforhold medførte en lønnedgang på 8000 kr. om måneden, som skulle træde i kraft straks.

A bestred senere, at det på mødet var aftalt, at lønnedgangen skulle ske med øjeblikkelig virkning. A anførte, at en sådan væsentlig ændring af ansættelsesforholdet var i strid med funktionærlovens regler om, at væsentlige ændringer skal varsles med medarbejderens opsigelsesvarsel. Revisionsfirmaet fastholdte, at der ikke var tvivl om, at der var tale om en øjeblikkelig lønnedsættelse, og at dette var blevet accepteret af A. Som støtte herfor anførte revisionsfirmaet, at en tillægsaftale til A's ansættelsesaftale blev indgået i forbindelse med lønnedsættelsen, og at denne tillægsaftale tjente som kompensation for lønreduktion, hvorfor det var klart, at lønnedsættelsen skulle have umiddelbar virkning.  

A opsagde herefter sin stilling og lagde sag an med påstand om, at lønreduktionen udgjorde en sådan væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, at den skulle være varslet med A's opsigelsesvarsel.

Højesteret fastslog, at lønnedgangen og tillægsaftalen var i overensstemmelse med funktionærloven, aftaleloven samt de almindelige ugyldighedsregler. Det blev vurderet, at A måtte anses for at have accepteret lønnedgangen med øjeblikkelig virkning, og at der derfor var tale om en aftale herom mellem parterne i modsætning til en ensidig erklæring for arbejdsgiveren.  

Højesteret fastslog endvidere, at funktionærloven ikke var til hinder for, at der kunne indgås en aftale om en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, herunder lønnedsættelse, som skulle træde i kraft straks eller i øvrigt tidligere end det havde været muligt, såfremt ændringen var besluttet ensidigt af arbejdsgiveren.

Endelig vurderede Højesteret, at der som følge af omstændighederne omkring aftaleindgåelsen ikke var grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig i henhold til hverken aftaleloven eller andre ugyldighedsregler.

Dermed ændrede Højesteret landsrettens afgørelse, som havde taget A's påstand til følge.

IUNO mener

Højesteret har med afgørelsen fastslået, at en aftale om en væsentlig og umiddelbar ændring af et ansættelsesforhold ikke er i strid med funktionærlovens regler.

[Højesterets dom af 20. juni 2011, sag 53/2010]