Kørsel til første og fra sidste kunde talte ikke som overarbejde

Sagen handlede om en udkørende sælger, der arbejdede med udgangspunkt fra sit eget hjem. Arbejdet bestod i at køre ud og holde møder med virksomhedens kunder på forskellige steder.

På et tidspunkt begyndte medarbejderen at registrere sin arbejdstid. På baggrund af tidsregistreringerne krævede medarbejderen betaling for overarbejdet. Han mente det var en fejl, at det ikke fremgik af hans ansættelseskontrakt, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid, da der var tale om et væsentligt vilkår for hans stilling.

Spørgsmålet for landsretten var derfor om medarbejderen havde krav på betaling for overarbejde for køretiden til første og fra sidste kunde. Landsretten skulle også tage stilling til, om ansættelsesaftalen var mangelfuldt, da det ikke fremgik, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Hverken arbejdstid at køre til første eller fra sidste kunde

Indledningsvist kom landsretten frem til, at der hverken i ansættelsesaftalen eller medarbejderens overenskomst var grundlag for at antage, at køretid til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Landsretten understregede samtidig, at det var sædvanligt for udkørende sælgere, at arbejdstiden startede ved den første kunde og sluttede ved den sidste. Det var også et almindeligt vilkår, at det kun var køretiden mellem kunderne, der blev medregnet som arbejdstid.

Derudover mente landsretten ikke, at køretiden var en så uforholdsmæssig stor del af medarbejderens dag, at han kunne kræve betaling for overarbejde, selv om det ikke var aftalt. Medarbejderen havde heller ikke arbejdet mere end hvad han var forpligtet til efter sin ansættelsesaftale.

Medarbejderen havde derfor ikke krav på overtidsbetaling, da køretiden til første og fra sidste kunde ikke var arbejdstid. Han havde heller ikke krav på en godtgørelse, da han ansættelsesaftale ikke var mangelfuldt.

IUNO mener

Sagen viser, at det spiller en afgørende rolle, hvad der er aftalt om medarbejderens køretid, men også hvad der er almindeligt inden for den specifikke branche. Køretid kan dog i nogle tilfælde udgøre arbejdstid, selv om der ikke er en aftale om det. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis medarbejdere har udført arbejde, der går ud over, hvad de er forpligtede til efter deres ansættelsesaftale.

Det kan også være tilfældet, hvis medarbejderne er underlagt specifikke anvisninger og instruktioner i forhold til køretiden. Det var nemlig situationen i en EU-dom fra 2015, hvor EU-Domstolen fastslog, at en række teknikeres køretid til og fra arbejdet var arbejdstid. EU-Domstolen tog dog ikke stilling til, om teknikerne også havde krav på betaling for deres køretid. Det er derfor ikke sikkert, at medarbejdere også kunne have krævet betaling for køretiden, selv om der var tale om arbejdstid. Vi har tidligere skrevet om afgørelsen, her.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, om køretiden til første og fra sidste kunde fylder en uforholdsmæssig stor del af arbejdsdagen, og om medarbejderne er underlagt særlige anvisninger og instruktioner i forhold til køretid. Det kan nemlig føre til, at køretid til og fra hjemmet skal medregnes som, og måske – efter omstændighederne - betales, som arbejdstid.

[Østre landsrets dom i Sag BS-50731/2019-OLR af 10. marts 2021]