DA
HR-jura

Kørsel til første og fra sidste kunde talte ikke som overarbejde

logo
Juranyt
calendar 9 maj 2021
globus Danmark

Østre landsret har i en ny sag taget stilling til, om en medarbejder havde ret til overarbejdsbetaling for den tid, han brugte på at køre til første kunde og fra sidste kunde. Retten kom frem til, at medarbejderen ikke havde krav på betaling for overarbejde, blandt andet fordi det blev anset for et almindeligt vilkår inden for branchen, at arbejdstiden starter ved første kunde og slutter ved sidste kunde.

Sagen handlede om en udkørende sælger, der arbejdede med udgangspunkt fra sit eget hjem. Arbejdet bestod i at køre ud og holde møder med virksomhedens kunder på forskellige steder.

På et tidspunkt begyndte medarbejderen at registrere sin arbejdstid. På baggrund af tidsregistreringerne krævede medarbejderen betaling for overarbejdet. Han mente det var en fejl, at det ikke fremgik af hans ansættelseskontrakt, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid, da der var tale om et væsentligt vilkår for hans stilling.

Spørgsmålet for landsretten var derfor om medarbejderen havde krav på betaling for overarbejde for køretiden til første og fra sidste kunde. Landsretten skulle også tage stilling til, om ansættelsesaftalen var mangelfuldt, da det ikke fremgik, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Hverken arbejdstid at køre til første eller fra sidste kunde

Indledningsvist kom landsretten frem til, at der hverken i ansættelsesaftalen eller medarbejderens overenskomst var grundlag for at antage, at køretid til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Landsretten understregede samtidig, at det var sædvanligt for udkørende sælgere, at arbejdstiden startede ved den første kunde og sluttede ved den sidste. Det var også et almindeligt vilkår, at det kun var køretiden mellem kunderne, der blev medregnet som arbejdstid.

Derudover mente landsretten ikke, at køretiden var en så uforholdsmæssig stor del af medarbejderens dag, at han kunne kræve betaling for overarbejde, selv om det ikke var aftalt. Medarbejderen havde heller ikke arbejdet mere end hvad han var forpligtet til efter sin ansættelsesaftale.

Medarbejderen havde derfor ikke krav på overtidsbetaling, da køretiden til første og fra sidste kunde ikke var arbejdstid. Han havde heller ikke krav på en godtgørelse, da han ansættelsesaftale ikke var mangelfuldt.

IUNO mener

Sagen viser, at det spiller en afgørende rolle, hvad der er aftalt om medarbejderens køretid, men også hvad der er almindeligt inden for den specifikke branche. Køretid kan dog i nogle tilfælde udgøre arbejdstid, selv om der ikke er en aftale om det. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis medarbejdere har udført arbejde, der går ud over, hvad de er forpligtede til efter deres ansættelsesaftale.

Det kan også være tilfældet, hvis medarbejderne er underlagt specifikke anvisninger og instruktioner i forhold til køretiden. Det var nemlig situationen i en EU-dom fra 2015, hvor EU-Domstolen fastslog, at en række teknikeres køretid til og fra arbejdet var arbejdstid. EU-Domstolen tog dog ikke stilling til, om teknikerne også havde krav på betaling for deres køretid. Det er derfor ikke sikkert, at medarbejdere også kunne have krævet betaling for køretiden, selv om der var tale om arbejdstid. Vi har tidligere skrevet om afgørelsen, her.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, om køretiden til første og fra sidste kunde fylder en uforholdsmæssig stor del af arbejdsdagen, og om medarbejderne er underlagt særlige anvisninger og instruktioner i forhold til køretid. Det kan nemlig føre til, at køretid til og fra hjemmet skal medregnes som, og måske – efter omstændighederne - betales, som arbejdstid.

[Østre landsrets dom i Sag BS-50731/2019-OLR af 10. marts 2021]

Sagen handlede om en udkørende sælger, der arbejdede med udgangspunkt fra sit eget hjem. Arbejdet bestod i at køre ud og holde møder med virksomhedens kunder på forskellige steder.

På et tidspunkt begyndte medarbejderen at registrere sin arbejdstid. På baggrund af tidsregistreringerne krævede medarbejderen betaling for overarbejdet. Han mente det var en fejl, at det ikke fremgik af hans ansættelseskontrakt, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid, da der var tale om et væsentligt vilkår for hans stilling.

Spørgsmålet for landsretten var derfor om medarbejderen havde krav på betaling for overarbejde for køretiden til første og fra sidste kunde. Landsretten skulle også tage stilling til, om ansættelsesaftalen var mangelfuldt, da det ikke fremgik, at køretiden til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Hverken arbejdstid at køre til første eller fra sidste kunde

Indledningsvist kom landsretten frem til, at der hverken i ansættelsesaftalen eller medarbejderens overenskomst var grundlag for at antage, at køretid til første og fra sidste kunde var arbejdstid.

Landsretten understregede samtidig, at det var sædvanligt for udkørende sælgere, at arbejdstiden startede ved den første kunde og sluttede ved den sidste. Det var også et almindeligt vilkår, at det kun var køretiden mellem kunderne, der blev medregnet som arbejdstid.

Derudover mente landsretten ikke, at køretiden var en så uforholdsmæssig stor del af medarbejderens dag, at han kunne kræve betaling for overarbejde, selv om det ikke var aftalt. Medarbejderen havde heller ikke arbejdet mere end hvad han var forpligtet til efter sin ansættelsesaftale.

Medarbejderen havde derfor ikke krav på overtidsbetaling, da køretiden til første og fra sidste kunde ikke var arbejdstid. Han havde heller ikke krav på en godtgørelse, da han ansættelsesaftale ikke var mangelfuldt.

IUNO mener

Sagen viser, at det spiller en afgørende rolle, hvad der er aftalt om medarbejderens køretid, men også hvad der er almindeligt inden for den specifikke branche. Køretid kan dog i nogle tilfælde udgøre arbejdstid, selv om der ikke er en aftale om det. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis medarbejdere har udført arbejde, der går ud over, hvad de er forpligtede til efter deres ansættelsesaftale.

Det kan også være tilfældet, hvis medarbejderne er underlagt specifikke anvisninger og instruktioner i forhold til køretiden. Det var nemlig situationen i en EU-dom fra 2015, hvor EU-Domstolen fastslog, at en række teknikeres køretid til og fra arbejdet var arbejdstid. EU-Domstolen tog dog ikke stilling til, om teknikerne også havde krav på betaling for deres køretid. Det er derfor ikke sikkert, at medarbejdere også kunne have krævet betaling for køretiden, selv om der var tale om arbejdstid. Vi har tidligere skrevet om afgørelsen, her.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på, om køretiden til første og fra sidste kunde fylder en uforholdsmæssig stor del af arbejdsdagen, og om medarbejderne er underlagt særlige anvisninger og instruktioner i forhold til køretid. Det kan nemlig føre til, at køretid til og fra hjemmet skal medregnes som, og måske – efter omstændighederne - betales, som arbejdstid.

[Østre landsrets dom i Sag BS-50731/2019-OLR af 10. marts 2021]

Modtag vores nyhedsbrev

Anders

Etgen Reitz

Partner

Søren

Hessellund Klausen

Partner

Kirsten

Astrup

Advokat

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Lignende

logo
HR-jura

3. december 2021

Medarbejder der var faldet for direktørsvindel kunne ikke bortvises

logo
HR-jura

26. november 2021

Medarbejdere risikerer at miste ferie, som ikke holdes før årets afslutning

logo
HR-jura

25. november 2021

Ny lov åbner mulighed for testkrav og coronapas på arbejdspladsen

logo
HR-jura

24. november 2021

Lovforslag åbner mulighed for testkrav og coronapas på arbejdspladsen

logo
HR-jura

21. november 2021

Lovligt at bortvise medarbejder efter ferie til ”orange” land

logo
HR-jura

16. november 2021

Ny trepartsaftale giver adgang til test og coronapas på arbejdspladsen

Holdet

Akina

Ørum Masaki

Juridisk assistent

Amalie

Starup Poulsen

Senior juridisk assistent

Anders

Etgen Reitz

Partner

Caroline

Wochner

Kommunikationsassistent

Cecillie

Groth Henriksen

Advokatfuldmægtig

Julie

Meyer

Kommunikationsassistent

Kirsten

Astrup

Advokat

Mathilde

Baudry

Kommunikationsassistent

Nora

Tägtgård Coter

Senior juridisk assistent

Salam

S. A. Al-Khafaji

Senior juridisk assistent

Sofie

Aurora Braut Bache

Advokatfuldmægtig

Søren

Hessellund Klausen

Partner