Skub til sårbar medarbejder blev til psykisk arbejdsskade og erstatning

En pædagog, der arbejdede på et bosted, blev skubbet bagfra på skulderen af en beboer. Medarbejderen faldt og fik et smæld i ryggen. Han var i forvejen psykisk sårbar efter flere års arbejde på bostedet. Han blev sygemeldt og senere opsagt på grund af sit sygefravær. Han fik også en psykisk arbejdsskade på grund af skubbet.

Både medarbejderen og arbejdsgiveren vidste, at beboeren, der skubbede medarbejderen, var udadreagerende. Han kommunikerede mest gennem sit kropssprog og ved at nikke eller ryste på hovedet. De vidste også, at beboeren havde stort behov for rutiner i sin hverdag. Der var inden skubbet sket ændringer i beboerens rutiner. Han var påvirket af juletiden, havde haft besøg af sin mor og kom ikke i dagtilbud.

Spørgsmålet i sagen var derfor, om beboeren og arbejdsgiveren var erstatningsansvarlige for medarbejderens skader efter skubbet.  

Det spillede ingen rolle, at medarbejderen i forvejen var psykisk sårbar

Under sagen kom Retslægerådet med en lægelig udtalelse om medarbejderens tilstand. Retslægerådet udtalte, at både det fysiske skub fra beboeren og medarbejderens sårbarhed, der allerede fandtes, bidrog til den psykiske arbejdsskade. Det var både skubbet, tidligere psykisk sygdom, hændelser og andre forhold, der havde betydning for medarbejderens sygdomsforløb efter skubbet. Det kunne ikke siges, hvad der havde haft mest betydning for medarbejderens sygdomsforløb.

Retten var enig i, at skubbet havde bidraget til medarbejderens psykiske arbejdsskade. Retten slog fast, at det var skubbet, der var skyld i medarbejderens sygemelding og efterfølgende sygdom. Beboeren blev derfor erstatningsansvarlig over for medarbejderen. Det gjorde ikke nogen forskel, at medarbejderen i forvejen var psykisk sårbar.

Ledelsen burde med sin viden om beboerens adfærd have taget forholdsregler. Forholdsreglerne skulle have hjulpet til, at medarbejderen kunne have arbejdet sikkert med beboeren – også når der skete ændring i beboerens rutiner. Arbejdsgiveren havde allerede lavet retningslinjer, men de havde ikke været tilstrækkelige til at beskytte medarbejderen eller beboeren mod at begå overgreb. Arbejdsgiveren blev derfor erstatningsansvarlig over for beboeren og skulle betale 2/3 af erstatningen til medarbejderen.

IUNO mener

Sagen er et godt eksempel på, at virksomheder kan blive erstatningsansvarlige for en medarbejders arbejdsskade, selvom der er tale om en i forvejen sårbar medarbejder.

IUNO anbefaler, at virksomheder og forsikringsselskaber er opmærksomme på, at psykiske arbejdsskader kan opstå på grund af mange forskellige hændelser. Virksomheder skal i den forbindelse sørge for, at deres medarbejdere har de tilstrækkelige redskaber til at undgå påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø, der ikke er sikre og sunde. Selvom virksomheden har udarbejdet retningslinjer, kan der være behov for øvrige tiltag.   

[Retten i Svendborgs dom af 17. november 2021 i sag BS-29497/2018-SVE]