Søforklaring om lønmodtagerstatus holdt ikke vand

En hollandsk virksomhed havde 101 dykkere uden bopæl i Danmark til at løse en opgave for en dansk virksomhed. Dykkerne arbejdede i Danmark i omkring et halvt år, og havde alt fra tre til 64 arbejdsdage i perioden. De var ansat på konsulentaftaler med specielle vilkår, som enten talte for eller imod, at dykkerne var lønmodtagere.

Nogle ting kan man ikke selv bestemme

Efter en samlet vurdering af dykkernes vilkår fandt Højesteret, at de var lønmodtagere og ikke selvstændige erhvervsdrivende. Den hollandske virksomhed skulle derfor have indeholdt skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Det som talte for, at dykkerne var lønmodtagere var:

• At de fik betaling for dage de var ombord på skibet, også selvom de ikke kunne dykke for eksempel på grund af dårligt vejr eller sygdom.
• At de inden hvert dyk afholdte et møde, hvor den specifikke opgave blev gennemgået. De havde ikke mulighed for selv at vælge, hvordan opgaven skulle løses.
• At de ikke havde ansat nogen til at hjælpe dem, og fik betalt fly til og fra projektet.

Det som talte for, at dykkerne var selvstændige var:

• At de fik en fast betaling for en dags arbejde, selv skulle opgøre deres arbejdsdag og sende fakturaer til den hollandske virksomhed.
• At de havde en erklæring, som viste, at de var selvstændige i Holland, og eksplicit nævnt som at være selvstændige og ikke lønmodtagere i konsulentaftalen.
• At de selv skulle stå for at håndtere skat, ordne eventuelle fejl ved deres eget arbejde, medbringe og købe personligt dykkerudstyr, og have de fornødne certifikater.
• At de havde mulighed for at arbejde for andre virksomheder imens de løste opgaven for den danske virksomhed, på trods af, at ingen af dykkerne gjorde det.

Der blev især lagt vægt på, at dykkerne ikke havde nogen økonomisk risiko forbundet med at udføre deres arbejde. De skulle heller ikke betale for andet end det dykkerudstyr de typisk ville skulle have betalt, hvis de var lønmodtagere.

Dykkernes erklæring som selvstændige i Holland var en automatisk udstedt erklæring, som kun dokumenterede at de havde registreret sig hos de hollandske myndigheder. Det havde heller ikke betydning, at dykkerne eksplicit blev nævnt som selvstændige, og ikke lønmodtagere, i konsulentaftalen.

IUNO mener

Sagen bekræfter, at det ikke er afgørende, hvad virksomheder kalder et ansættelsesforhold, hvis der er tale om for eksempel et lønmodtagerforhold. Det er især interessant i forhold til den stigende brug af selvstændige erhvervsdrivende ved blandt andet platformsarbejde. Vi har før skrevet om, hvilke regler, der er på vej inden for det område her.

IUNO anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på hvilket forhold, der er mellem dem og eventuelle selvstændige, de hyrer til at løse opgaver. Hvis forholdet reelt er et lønmodtagerforhold, er det ikke kun skat, men også andre krav, der kunne være overtrådt. Det kunne for eksempel være krav efter reglerne om udstationering eller manglende forsikringer og pension.

[Højesterets dom i sag 37342/2021 af 8. december 2022]